Hjælp! Jeg er en klokkefrø

Klokkefrøen findes. På Vestsjælland findes klokkefrøen. Klokkefrøen findes, og Novo Nordisk findes på Vestsjælland.

Indrømmet, en slet skjult reference, men dobbeltheden i Inger Christensens ‘Alfabet’ er næsten for oplagt til ikke at bruge her. Når Christensen taler om naturen, der lever side om side med atombombens ødelæggelser, altså menneskeskabte ødelæggelser, er dobbeltheden tydelig, mens budskabet stråler frem: Naturen klarer sig på trods af menneskets indblanding. Og i Kalundborg lever naturen og industrien side om side med hinanden. Men kan naturen overleve industrien i Kalundborg? Og hvordan overlever naturen egentlig bedst?

For klokkefrøen – og sommerfuglene og egentlig også de større dyr – handler det blandt andet om at have større, sammenhængende naturområder. Alt menneskeskabt, der afbryder naturen som huse, cykelstier, landeveje – eller ligefrem motorveje – er dødsfælder. Og lige så snart habitaterne er for små, er det kun nogle arter, der kan overleve. Større sammenhængende naturområder giver altså mere diversitet i dyre- og plantearter. Og det er netop de områder, vi mangler på naturfronten i Danmark.

Plads til andre end os selv

Jens-Christian Svenning er professor på Institut for Biologi på Aarhus Universitet og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO). Svenning forsker i, hvordan mennesker fundamentalt har ændret på biosfæren, og hvordan vi kan og må ændre os igen for at skabe en planet med plads til andre arter end os selv.

At ændre områder betyder ikke nødvendigvis, at naturen kommer tilbage til, hvordan den så ud for 500 år siden, siger han til Føljeton: “Vores nulevende arter har hundredtusinder til millioner af års historie – og udviklet sig i økosystemer med rige faunaer af store planteædende dyr. For at få en natur der fungerer for mangfoldigheden af arter, er det vigtigt at få de store dyr tilbage i landskabet.”

Dyrene skal tilbage, fordi de er afgørende for at skabe varierende naturlandskaber i form af for eksempel lysninger. Og så er de også dygtige til at spise de plantearter, der ellers ville udkonkurrere de mange mindre arter. Forskeren forklarer naturgenopretning gennem begreber som naturpleje og rewilding – og mere specifikt passiv og aktiv rewilding.

Han forklarer det sådan, at passiv rewilding er det, vi får, når vi lader en skov være urørt. Det giver typisk en mørk skovtilstand mange år frem, fordi træerne får lov at vokse vildt. Aktiv rewilding er, når vi laver aktive tiltag for at få en natur, der efterfølgende selv fungerer godt for den brede mangfoldighed af arter. Et sådant tiltag er aktiv genetablering af store planteædere i økosystemer, som man for eksempel har gjort på Molslaboratoriet. Den aktive tilgang er afgørende for at få naturområder, der gavner arterne bredt, da de store dyr for eksempel ikke kommer tilbage af sig selv på nogen relevant tidsskala.

“Overordnet er rewilding den naturbaserede tilgang til naturgenopretning, det vil sige, hvor man prøver at få økosystemer til at fungere ved naturlige processer nærmere end vedvarende pleje,” siger Svenning.

Rewilding behøver ifølge Svenning ikke at blive defineret mere strømlinet end det. At naturen “skal være noget rod”, som godsejer fra Birkendegaard Jørgen Faye udtalte i mandagens afsnit af vores føljeton Costa Kalundborg, kan også gælde den måde, vi tænker og forstår rewilding. Et argument, der taler for den tilgang, er, at der er utroligt meget seriøst arbejde på området, mener Svenning:

“Groft sagt er [definitionen af rewilding], at man på den ene side reducerer menneskeligt pres og kontrol med økosystemerne, og på den anden side genopretter de naturlige økologiske faktorer, der er vigtige for at opretholde biodiversiteten. Det passer på 99,9 pct. af det, folk laver i realiteten med rewilding.”

Han uddyber: “Det, at man er nødt til at gøre noget aktivt for at få genoprettet de dyr ude i naturen og deres funktion derude, er grundlæggende set helt afgørende for at få velfungerende naturområder for den brede biodiversitet.”

Mennesket er dermed ret vigtigt for at få naturen til at fungere. I hvert fald med den tilstand, naturen i Danmark har i dag. Det er for eksempel ikke helt ligeså ideelt med et naturområde uden større græssende dyr. For så får de store, invasive arter eller  “kraftigt voksende konkurrencearter”, som Svenning kalder det, frit løb og overtager både sol og næring for de mindre arter, der gror tættere på skov- eller jordbunden. Men med heste og køer bliver de invasive arter spist eller trampet ned, og dermed skabes der bedre leveforhold for de andre.

Og hvordan skulle de store planteædere migrere hen til naturområderne, hvis ikke menneskene kunne hjælpe dem? Vi har trods alt skabt en verden bestående af motorveje og trafik.

Reserven

Et eksempel på menneskets positive indflydelse på en ‘hjulpen’ art kan findes på Vestsjælland. Den hjælp garanterede nemlig, at klokkefrøen i dag findes der.

Det er Nekselø på Vestsjælland, den ‘naturskønne fredede ø i Sejerøbugten’, vi skal zoome ind på.

Mellem slutningen af 1990’erne og starten af nullerne levede Nekseløs klokkefrøer i bedste velgående. Fordi naturen er omskiftelig, og det ikke er til at vide, om en katastrofe en dag ville ramme den lille ø, blev det som led i et større EU-støttet projekt besluttet, at der skulle laves en reservebestand af klokkefrøerne.

Reservebestanden blev derfor kultiveret og i 2001 sat ud på Røsnæs, fordi der indtil 1950’erne havde levet klokkefrøer der. Det at finde et sted, der førhen har ageret hjem for klokkefrøen, handler blandt andet om genealogi: I frøer (og andre arter) har den indkodede DNA betydning for, hvor levedygtig den givne frø er i det givne økosystem.

For et par år siden skete der så hverken mere eller mindre det, man havde garderet sig imod – Nekseløs klokkefrøer døde – enten af sygdom eller rotter. Og derfor skal dele af reservebestanden nu sættes ud på Nekselø. Mennesket indgår altså som en vigtig aktør i projektet om at bevare klokkefrøen.

Det er Anna Ravn fra rådgivningsvirksomheden Ravn-Nature, der første gang fortæller mig om klokkefrøen. Hun er biolog fra Københavns Universitet, mens Ravn-Nature holder til på Røsnæs. Ejeren (og Anna Ravns far) Peer Ravn har også virksomheden Det Gamle Land.

Hvor Ravn-Nature står for rådgivning inden for projektudvikling, er Det Gamle Land selve driftsvirksomheden. De er erfarne inden for naturgræsning i Danmark og det, Anna Ravn kalder naturpleje. I hele fortællingen om klokkefrøen på Vestsjælland fylder mennesket. Og det gør mennesket altså også i naturen på Røsnæs, siger Anna Ravn:

“Den måde, vores virksomhed drives på, er at hjælpe naturen på vej. For eksempel gennem en re-introduktion af arter. Mennesket er en vigtig aktør for at hjælpe naturen på rette spor.”

Mit møde med både Ravn og klokkefrøen fandt sted på Røsnæs. Naturområdet Hybeshøj blev indviet d. 19. maj i år, og i den sammenhæng var også Jørgen Faye fra Birkendegaard, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) og en hel del lokale troppet op. Begivenheden blev afholdt af naturområdets ejer, filmfotografen David Katznelson. Han blev ved et tilfælde forelsket i området og besluttede sig for at lave natur der, da han så sit snit – den historie vender vi tilbage til i morgen.

Ifølge EU’s biodiversitetsplatform BISE har Danmark 15,07 pct. beskyttede områder, hvoraf størstedelen er betegnet som ‘agro-økosystemer’ eller ‘halvvejs opdyrkede økosystemer’. Den kategori hører Katznelsons og Fayes naturprojekter under. Det er Svenning, der indvier mig i det faktum, og jeg spørger ham, om det er særligt for Kalundborg, at der er så mange naturområder lige netop der? Nej, ikke rigtigt, svarer han:

“Mit indtryk er, at det er i hele landet, der foregår en øget indsats for at genoprette natur – omend det er ud fra et meget lavt udgangspunkt.”

/Katharina Fie Warrer