Alan Davidson/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Vi skal tilbage til 1800-tallet for at finde et tidspunkt, hvor udskiftningen i den britiske top gik så hurtigt. På ti år har Storbritannien haft seks premierministre: David Cameron, Theresa May, Boris Johnson, Liz Truss, Rishi Sunak og Keir Starmer. Om få uger tilføjes et syvende navn, når Labour-partiet skal nominere Starmers efterfølger, efter han mandag afleverede sin opsigelse.
Der skal gå meget galt, hvis ikke det bliver den 56-årige Andy Burnham. Burnham var borgmester i Greater Manchester, indtil han i sidste uge sikrede Labour en overvældende sejr over højrefløjen ved suppleringsvalget til Underhuset i valgkredsen Makerfield.
Burnham fik flere stemmer end de to højreorienterede partier Reform og Restore Britain tilsammen og skabte på den måde dødsstødet til Starmer: En lokalpolitiker kunne pludselig mønstre den modstand mod højrefløjen, som Starmer aldrig har formået som regeringschef. Få timer efter Starmer meldte sin afgang, meddelte Burnham sit kandidatur til premierministerposten.
I dag tirsdag er det præcis ti år siden, der var folkeafstemning om Brexit. Dengang var Burnham skyggeindenrigsminister i Labour – da partiet var i opposition til de konservative – og advarede allerede her mod, at partiet ikke omfavnede sine arbejdervælgere godt nok til at undgå den skæbne, at Storbritannien måtte forlade EU.
Keir Starmer var ifølge Politico fra starten af sit embede fast besluttet på ikke at miste sit job til Brexit-fnidder. Alligevel var det netop hans tilgang til Leave-vælgerne, der slog ham omkuld: Han troede naivt på, at han kunne sikre sig stemmer fra den EU-skeptiske højrefløj, hvis han bare bejlede nok til dem. Det gav bagslag.
Nu ser det ud til, at Andy Burnham kan vandre direkte ind i Downing Street uden nævneværdige modstandere. I baggrunden står bl.a. Al Carns og Darren Jones, der begge har antydet, at de måske vil melde sig, men som ser ud til at få svært ved at samle de 81 indstillinger, der skal til.
Den hyppige udskiftning på premierministerposten afslører ifølge Prospect-redaktør Tom Clark et systematisk problem, der siger mere om Storbritannien end om chefen for Downing Street. Som han skriver hos sin tidligere arbejdsplads The Guardian, betyder premierministerkaos ikke bare, at der konstant følger nyudpegede og uprøvede embedsfolk med. Eller at ministrene langsomt begynder at antage, at de kun arbejder for en midlertidig chef og derfor helt dropper at tage regeringskontoret med på råd.
Nej, det der har gjort posten til et “umuligt embede” – hvor politiske prioriteringer skifter som vinden blæser – er et spørgsmål om økonomi. Det er ikke lykkedes Starmer at adressere det problem, “at den enkle klasseopdeling i efterkrigstidens samfund er blevet erstattet af en række dybe, overlappende kløfter: kulturelle kløfter som Brexit, værdikløfter som fx Gaza og generationskløfter mellem ældre husejere og yngre lejere”.
Clark fortsætter: “Starmers største mangel har været manglende forståelse og fantasi. Han fastslog, at den offentlige mening var uforbederligt reaktionær og forsøgte at påvirke den med kulturel konservatisme i stedet for at lægge vægt på den økonomiske radikalisme, der kunne have appelleret på tværs af kulturelle skel. Han indgik det foragtelige væddemål, at de mennesker, der burde have udgjort hans egen vælgerbase, ikke havde andre steder at gå hen, uanset hvor meget han provokerede dem.” /Emma Louise Stenholm