Verden er en computer lavet af krabber

Computere er ikke bare et redskab, som vi bruger til alt fra at sende e-mails til at ramme præcise mål med missiler. De er ifølge forfatter og kunstner James Bridle afgørende for, hvordan vi tænker om og er til stede i verden.

“Vi ser altid verden gennem og med de teknologier, vi bruger. De udgør det, som [fantasy- og science fiction-forfatter] Ursula K. Le Guin kaldte vores primære grænseflade til verden. Derfor er det ikke kun de ting, vi kan skabe, men selve den måde, vi tænker på, der formes af beregningerne og metaforerne fra de maskiner, vi bruger,” Bridle, da Føljeton møder dem (Bridle bruger pronominerne de/dem) i København.

“Vi er blevet så vant til disse computeres utrolige kraft, at vi har en tendens til at se verden stort set ligesom computere gør, nemlig som et sæt data. Og hvis vi bare kan indsamle disse data og nok af dem, så vil vi kunne male et fuldstændigt billede af verden, og fordi computere er så kraftfulde, glemmer vi, at dette billede altid er ufuldstændigt, at verden ikke kan indfanges på denne måde, og så tænker vi mere og mere som maskiner og mindre og mindre som legemliggjorte væsener der er viklet ind i verden, vi lever i.”

Og der er et meget, næsten uoverskueligt, stort problem ved nutidens computere – og at tænke og være som dem – mener Bridle.

Nutidens computere er nemlig knyttet til udvinding af råstoffer, herunder data, kobolt og sjældne jordarter, ødelæggelse af miljøet i form af energi- og vandforbrug og idéen om at mennesket er verdens centrum. Sidstnævnte kommer ifølge Bridle bl.a. til udtryk, når vi bruger menneskelig intelligens som målestok for al intelligens.

“99,99 pct. af al computation [altså databehandling] i dag er egentlig det samme [som den universelle Turing-maskine]: Det er bare nul- og ettaller. Der ligger en utrolig styrke i det, men der er også utrolige begrænsninger. Der er virkelig mange vigtige ting, computeren ikke kan.”

Turing var godt klar over begrænsningerne; de udgjorde hele fundamentet for hans teoretiske beskrivelse af computere i 1936, den velkendte Turingmaskine.

Mindre velkendt er den såkaldte orakel-maskine, som Turing forestillede sig et par år senere og beskrev i sin ph.d.-afhandling: En anden slags computer, der gik over logikkens bredder.

“Turings universelle maskine er det, han selv kaldte en automatisk maskine. Den modtager et input, behandler det og leverer et output. Det er et lukket kredsløb. Samtidig forestillede han sig noget andet, som ikke er et lukket kredsløb, men på en eller anden måde er forbundet med verden. Altså en del af dens databehandling beder på en måde om hjælp fra verden, og den forsøger at forstå verden og forstå sig selv som en del af et meget større miljø,” forklarer Bridle.

Turing specificerede aldrig, hvad ‘oraklet’ var, kun at det ikke kunne være en maskine.

Tættere på verden

Selvom den britiske matematiker aldrig præciseret, hvad et orakel kunne være, har flere – de fleste inden for fagområdet kybernetik – forsøgt at finde oraklerne ude i verden.

Såsom skildpaddelignende maskiner med lys-sensorer i skjoldet eller et akvarium fyldt med vandlopper eller slimsvampe (som kan finde den korteste vej lige så hurtigt som en computer, hvis ikke hurtigere).

Og forskere er lykkedes med at lave fungerende computere med levende soldatkrabber og vand.

I stedet for at skabe lukkede, programmerede maskiner, forsøger kybernetikerne at skabe systemer, der kan lukkes ud i verden og lære af den. Kybernetikerne mente, som Bridle skriver i bogen Ways of Being fra 2022, “at [det at] tilpasse sig til verden var en mere kraftfuld og passende tilgang end at prøve at forudsige og kontrollere den.” Og ifølge Bridle kan vi på denne måde komme tættere på verden – og dermed også blive bedre til at passe på den.

“Turings beskrivelse af oraklet helt i begyndelsen af computerens historie er virkelig interessant, fordi det er en vej, vi ikke valgte. Computeren har antaget en del former gennem tiden. De tidlige computere var enorme, men de var også oprindeligt meget netværksbaserede. Mange mennesker brugte den samme maskine og omkonfigurerede den. Den idé, at en maskine kan omkonfigureres, at man på en måde kan tage dele ud og sætte andre ind, at man selv kan ændre den, det har vi virkelig mistet, efterhånden som computere er blevet til disse små, lukkede kasser, hvor vi har meget lidt kontrol over, hvordan de er bygget,” siger Bridle.

Databehandlingen er ifølge Bridle blevet mere og mere usynlig. “Man kan se denne udvikling fra de første computere, der blot kom i plastikæsker, hvor man ikke kunne se kredsløbene, helt frem til nutidens smartphones, som egentlig bare er et stykke glas, som vi stryger vores fingre henover, men hvor vi ikke har adgang til de indre funktioner,” uddyber de.

Men problemet løses ikke blot ved at åbne den blackbox.

“Jeg synes, det er virkelig, virkelig vigtigt, at vi så godt som muligt forstår de systemer, vi bruger og interagerer med, og som former vores liv. Men jeg vil også modstå den slags – i hvert fald den vestlige form for – imperialistiske trang til at dominere gennem viden. At den eneste måde, vi kan gøre fremskridt i verden eller få magt på, er ved at have denne totale kontrol og ejerskab. Det er sådan, vi er havnet i dette rod i første omgang. At vi har haft denne forestilling om, at vi kan dominere jorden og udvinde fra den – ikke kun materielle ressourcer, men også viden. Og så på en måde anvende den viden adskilt fra verden,” siger Bridle. “Så når jeg insisterer på denne form for næsten en genmystificering eller genfortryllelse af verden på visse måder, er det ikke for at sige, at vi bare skal være blinde over for den, men vi bør erkende, at vi ikke har og ikke bør have den slags magt over den, og at vores forhold bør være mere præget af solidaritet end af dominans,” fortsætter de.

Virksomhedernes logik

James Bridles genmystificering er ikke den samme bevidste mystificering, som techgiganterne omgiver deres nye teknologier, herunder kunstig intelligens, med.

“Det er en meget mærkelig situation, hvor KI på én gang er en meget specifik teknologi i nutiden – bestående af en række computerprogrammer, processer og teknologiske ideer – og samtidig hele historien om vores forestilling om, hvad intelligens kan være, som i høj grad er formet af film, science fiction, religion og en hel masse andre ting. Det er derfor et ret forvirrende øjeblik, fordi vi har alle disse forventninger til noget, der faktisk er ret simpelt og ikke særlig intelligent på den måde, vi forestiller os, at det er,” siger Bridle.

Og fortsætter: “Det er ganske forståeligt at være dybt skeptisk over for kunstig intelligens, men samtidig er de spørgsmål, det rejser, meget vigtige og væsentlige, såsom: Hvad betyder det at tænke? Hvem får lov til at tænke? Hvilken form for tænkning kommer til at dominere verden? Hvordan ser vi og forstår vi verden? Hvordan begynder vi at føle, når den menneskelige intelligens – som vi i så lang tid har betragtet, efter min mening fejlagtigt, som den vigtigste enkeltstående form for intelligens på planeten – udfordres af en anden form for tænkning.”

Men i stedet for at vende blikket mod techgiganterne og analysere problemet med udvindende teknologi, som vi ifølge Bridle allerede forstår, fokuserer han på at bygge meningsfulde alternativer.

“Det handler i virkeligheden om at forsøge at tage den magt, der er blevet centraliseret af andre interesser, og bringe den ind i lokalsamfundet og skabe alternative fremtider til det system. Vores analyse vil ikke ændre på, hvad techgiganterne foretager sig, men vores meningsfulde handlinger for at mindske deres magt og tage den tilbage er noget, vi faktisk kan gøre,” siger Bridle og forklarer, at han fx gør dette ved at bygge solceller i og i samarbejde med sit lokalsamfund.

Dermed lyder han som et ekko af Ursula K. Le Guin, der i 2005 skrev følgende:

“Jeg ved ikke, hvordan man bygger og tilslutter et køleskab eller programmerer en computer, men jeg ved heller ikke, hvordan man laver en fiskekrog eller et par sko. Det kunne jeg godt lære. Det kan vi alle sammen lære. Det er det fine ved teknologier. De er det, vi kan lære at gøre.”

/Meriem-Hadia Charif og Emilie Ewald 

I morgen skal det handle om en bevægelse, de såkaldte cypherpunks, der var bekymrede for, at ny teknologi – i form af internettet – ville give virksomheder og stater hidtil uset magt. Og hvordan de forsøgte at løse dette på en markant anderledes måde end James Bridle.