Kære læser

Frifind Greta

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den midaldrende, borgerlige, status quo-orienterede, folkedrabsfornægtende, hvide mands værste mareridt er i København i disse dage. Greta Thunberg sidder på anklagebænken sammen med fem danske studerende for bl.a. i en aktion at have tiltvunget sig uretmæssig adgang til Københavns Universitets museumsbygning. De er anklaget for at have ‘krænket husfreden’. Universitetets ledelse holder til i den pågældende bygning.

Der er ingen tvivl om, at aktionen har fundet sted – det var i september 2024. Men Tyge Trier, Thunbergs advokat, går efter en frifindelse. Han udtaler, at aktioner som den pågældende er “usædvanlige”, og at en frifindelse kræver et særligt grundlag. Grundlaget er, som Universitetsavisen opsummerer det, “et længere forløb, hvor aktivisterne mener, at universitetet ikke har gjort nok for at støtte palæstinensiske interesser, tale op imod det, de betegner som folkedrabet i Gaza, og drage konsekvenser over for israelske myndigheder”.

Selv udtalte den nu 23-årige klima- og menneskerettighedsaktivist foran domhuset onsdag: “Jeg og fem studerende fra Københavns Universitet er blevet stillet for retten for at have demonstreret fredeligt imod institutioner og virksomheder, som er medskyldige i folkedrab, og som giver næring til klimakrisen. Vi bliver stillet for retten, men de ægte kriminelle – de, som skaber død og ødelæggelse – og virksomheder og institutioner, der hjælper dem, slipper. Vi vil fortsætte med at kræve, at de bliver stillet til regnskab, og gøre vores pligt og kræve retfærdighed og fortsætte med at kræve en akademisk boykot af og ende på våbenleverancer til folkedrabsstater som Israel”.

Hendes budskab er ganske enkelt: Alle har pligt til at råbe op og gøre modstand, når der foregår en uretfærdighed.

Da Greta Thunberg sidste år sejlede med den internationale fredsflotille, der senere i et eklatant brud på international lov og ret blev bordet af israelske styrker i internationalt farvand, så man en del konservative, mandlige stemmer på sociale medier give udtryk for, at man sørme ikke måtte håbe, der skete den lille Greta noget. Det blev selvfølgelig sagt på en lidt ulækker måde, som umiddelbart var svær at sætte ord på, indtil der var en, som formulerede denne ret præcise analyse: “De mennesker, som nu ønsker Greta Thunberg død, er de samme som seksualiserede hende, da hun var 15 år.”

Der bliver afsagt dom i dag, og i værste fald vil dommen være en bøde. Hvad der er nok så interessant er, at stemningen omkring Israel langsomt er i bevægelse, i takt med at dokumentationen af den israelske hærs forbrydelser hober sig op. Tirsdag offentliggjorde en FN-undersøgelseskommission en rapport på 94 sider, der konkluderer, at Israel bevidst er gået og stadig går efter at slå palæstinensiske børn ihjel. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det en praksis, der takseres til hele paletten af krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab.

Ved FN’s pressemøde i Genève sad der en ældre herre i panelet, den australske jurist og menneskerettighedsekspert Chris Sidoti. Da han fik ordet, sagde han, at han havde “tre spørgsmål til det israelske folk”. Det første: “Hvilken slags mennesker er jeres soldater, som vil tillade, at et 14-årigt får lov til at bløde ihjel over en periode på 40-45 minutter?” Det andet: “Hvilken slags mennesker er jeres militære ledere, der kan finde på at skabe en kultur, der gør, at deres soldater føler sig berettiget til at gøre dette under total straffrihed?” Det tredje: “Hvilken slags mennesker er jeres [politiske] ledere, der, når de giver ordrer, siger ting, der tillader denne form for opførsel?”

Som sædvanligt er den slags ikke noget, som danske medier bruger meget plads på. Men det er ved at skifte. Det er ikke mere end tre uger siden, at Politiken havde en leder med overskriften ‘Israel er en slyngelstat’. Tænk, at man skulle opleve det i sin levetid. Og Weekendavisen har pludselig et interview med Peter Beinart, den jødisk-amerikanske professor i journalistik og statskundskab, som er stærkt kritisk over for Israel. Det går den rigtige vej.

Som de siger: En dag vil alle altid have stået på den rigtige side i den her sag. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12