Sagnomspundne tider
Vi har tabt tråden og mistet troldtøjet
Engang fandtes der trolde og andet troldtøj i Danmark. Rundt omkring i de danske bakker og dale boede alskens mystiske væsener, der var nisser i husene og ellefolk på markerne. Og ude på heden gik der spøgelser. Det var dengang, hvor der lurede meget ondere ting ude i mørket end ulve. Men de forsvandt med tiden, og det samme gjorde alle de steder, de boede.
Det vilde landskab blev opdyrket og oplyst. Der var ikke længere plads til vætter og lygtemænd. Det er nu så længe siden, de forsvandt, at vi knap kan huske, at de var her.
Alligevel er den danske samtidslitteratur nu blevet befolket af mystiske væsener som trolde og åmænd og havfruer. Pludselig er eventyrene begyndt at pible frem.
I denne uge skal det handle om dansk folklore og folkesagn, hvor de blev af, og hvorfor de er kommet tilbage.
Industrialiseringens indvarsling: Oplyste fabrikker. Arkwright's Cotton Mills by Night af Joseph Wright. 1798
“I gamle dage var der mange steder, hvor der boede gårdboer, höjfolk og ellefolk. Disse væsener havde forsyndet sig mod Gud og var af Vorherre blevne nedstyrtede fra himlen. De, som faldt i gårdene, kaldtes gårdboer, de, der faldt på höjene, höjfolk, og de som faldt på engene, kom til at hedde ellefolk.”
A. Olesen, Nörre-Syndby.
“Den gang Vorherre udstödte de faldne engle af himlen, faldt de ned på jorden og blev til alt det troldtøj, der findes. De,som faldt på tagene, blev nisser; de, som faldt i havene, havfolk; de, som faldt på bjærgene, bjærgfolk og de som faldt i moser, blev til ellefolk.”
H. Hansen, Hjallese.
Indsamlet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen til samlingen Danske sagn som de har lydt i folkemunde, udkom første gang i årene 1892-1901.
Der var engang, hvor Danmark var fuld af liv og lore. Hvor der fandtes smedjer, der bankede om natten inde i bjergene, og små uhyggelige vætter, der kom og gjorde dine børn syge. Der var grønne drenge, der boede i bakkerne og kidnappede unge kvinder. I åen boede åmænd, der lokkede folk til deres død med violinspil. I havene svømmede havfruer og andet havfolk.
I folkeskolelæreren og folkemindesamleren Evald Tang Kristensens (1843-1929) mange gengivelser af folkeminder og -sagn, gentager danske fattigfolk fra alskens landsdele forskellige versioner af de samme historier om alle de overnaturlige væsener, der levede rundt omkring i landet. Tang Kristensen brugte størstedelen af sit liv på at indsamle de danske sagn, som folk fortalte dem, og gengav dem, ofte ordret sådan som de var blevet fortalt, også med deres dialekt.
Men alle væsenerne, ellefolkene, åmanden, havfruerne, ja selv slattenpatten fra Suså, er længe væk fra den danske natur og endnu længere glemt. Højene i Malle åbner sig ikke længere, så dværgene kan danse om røde og blå blus, som en A.C. Nielsen derfra kunne fortælle tilbage i 1890’erne.
For lidt over hundrede år siden konstaterede den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) i en forelæsning, at verden var blevet “affortryllet”. Med Oplysningstidens fornuft, industrialiseringens bureaukrati og videnskabens rationale forsvandt magien og mystikken som ved et trylleslag. Selv i kristendommen vendte man sig i 1800-tallets oplysningstid mod fortællingerne om den voksne Jesus frem for historierne om mirakelmageren og manden, der på magisk vis kunne gå på vandet.
“Man kan mestre alt ved beregning,” sagde og senere skrev Weber i sin forelæsning ‘Videnskabens kald’ fra 1917: “Man behøver ikke længere at ty til magiske midler for at mestre eller trygle ånderne.” I stedet blev alt videnskab og forklaring, og verden blev affortryllet, fordi vi pludselig vidste bedre.
Farvel til fortællingen
“Den digitale affortryllelse af verden går langt længere end den affortryllelse, som Max Weber tilskrev videnskabelig rationalisering,” skriver den sydkoreansk-tyske filosof Byung-Chul Han (f. 1959) i The Crisis of Narration (2024). Vi befinder os i dag midt i en fortællemæssig krise, mener filosoffen, for alt er blevet information, og der er ingen, der fortæller noget mere. Troldene er for længst væk, og historierne er blevet opløst af det 20. og 21. århundredes tiltagende stride datastrømme. Digitaliseringen har slået fortællingerne ihjel.
I hverdagen fortæller vi helt grundlæggende hinanden færre og færre historier, skriver Han, og som følge heraf bliver vi også dårligere til at fortælle. I modsætning til på Evald Tang Kristensens tid, hvor folk i flæng fortalte hinanden røverhistorier og eventyr, så informerer vi i stedet hinanden i dag. Vi “kommunikerer”. Og derfor er fortællingen nu i krise.
Det er måske ikke så overraskende, at fortællinger ikke har den samme plads i vores dagligdag, som de havde dengang, før radioen blev opfundet. Men vi har stadig brug for dem, argumenterer Han, og i deres fravær er andre “fortællinger” dukket op – populistiske, nationalistiske, højreekstreme og konspiratoriske. Men de fortællinger har til trods for deres tiltrækningskraft ingen vedholdenhed, mener Han.
Når vi mister fortællingerne, mister vi nemlig en forankring i verden. Det er fortællinger, der skaber mening og identitet. Om de er religiøse, samfundsmæssige eller bare helt og aldeles hverdagslige. Uden de større fortællinger, som vi lever vores liv efter, er der ingen festligheder, ingen fejringer, intet festligt humør, skriver Han og peger på højtiderne. Vi efterlades med “arbejde og fritid, produktion og forbrug”. Højtider handler ikke længere om det højtidelige, men er nok i de flestes tilfælde mest af alt karakteriseret af at være en fridag.
Men i det helt lavpraktiske og mellemmenneskelige betyder dette “informationssamfund”, at vi ikke længere har plads til det uforklarlige. Begivenheder, der ikke kan forklares, men kun kan fortælles, skubbes ud på sidelinjen. Som Han skriver:
“En fortælling har ofte noget vidunderligt og mystisk rundt i dets kanter. Det er inkompatibelt med information, som repræsenterer det modsatte af en hemmelighed. Forklaring og fortælling udelukker hinanden.”
Ud af landskabet
Evald Tang Kristensen talte i løbet af sit liv med i hvert fald 3.348 mennesker, hvis historier, viser, eventyr, sagn og folkeminder han samlede og skrev ned. Til trods for at være meget tro over for fortælleren, kunne han dog godt finde på at korte historierne lidt ned, når de kom på skrift, for folk har det med at gentage sig en del, som folkloristen Bengt Holbek (1933-1992) skriver i forordet til første bind af Tang Kristensens indsamlinger.
Det kræver nemlig både tid og ro at fortælle en god historie – og at man keder sig lidt. Fortællinger er tidskrævende og rodede og har behov for aktive lyttere og dyb opmærksomhed. Men tid og kedsomhed, som mange historier er født ud af, er en mangelvare i den tsunami af informationer, vores dage nu er fyldt med.
Evald Tang Kristensen brugte et helt liv på at samle folkeminder for at bevare de fortællinger, der udgjorde et land og en landbokultur, der allerede dengang så småt var ved at forgå. Det var fortællinger, der gik igen over bygrænser, men som også var helt finurligt lokale og knyttet til det landskab, folk beboede. De var mystiske og vidunderlige og magiske, men, skriver Byung-Chul Han, i dag er magien fordampet.
Fortællingerne er for længst forsvundet ud af landskabet, og man kan spørge sig selv, er der overhovedet nogen folkesagn tilbage i det ganske land?