Sagnlandet Danmark

Verden består af myter. Også selvom de ikke er ligeså magiske, som de plejede at være.

I 1800-tallet, hvor verdens affortryllelse er under opsejling, begynder der for alvor at dukke nye myter op i form af fagligheder og forklaringsmodeller. Man vil ikke bare fortælle verden, den skal kunne forklares – og kategoriseres. Antikvaren Christian Jürgensen Thomsen, der får arkæologien til Danmark i 1820’erne, og som senere grundlægger verdens første etnografiske museum, inddeler verden af i går i et treperiodesystem – stenalder, bronzealder og jernalder; en inddeling af verden, som resten af Europa også tager til sig.

Fortiden begynder pludselig at se anderledes ud, og Jürgensen er langt fra den eneste, der er optaget af jord og historie. I det 19. århundrede kommer det for alvor på mode, at hvert land skal have sin egen nationalhistorie, så samtlige europæiske nationer begynder at grave sig ned i lokalhistorie.

I Finland bliver udgivelsen af et finsk nationalepos startskuddet til landets uafhængighedskamp. Efter 600 års svensk kolonialisering bliver finnerne endelig løsrevet fra Sverige efter den finske krig i 1808-1809, for så at lande under russisk styre. Finnerne var i forvejen et fragmenteret folk og adskilt af dialekter som finlandssvensk, der er sit eget sprog, og nu skulle de så til at lære russisk.

I kølvandet på den russiske annektering af Finland begynder Elias Lönnrot i 1828 at rejse rundt i Finland for at indsamle den virkelig finske folklore på finnernes eget sprog, suomi. Han kan nemlig godt se fidusen i at skabe en fælles og samlet finsk kulturhistorie og folklore. Lørdag den 28. februar færdiggør Elias Lönnrot Finlands nationalepos kaldet Kalevalaen, som er fuld af sagaer, den finske skabelsesberetning og skildringer af finsk kultur og traditioner. Den dag i dag bliver den 28. februar stadig fejret som ‘Kalevala Dag’, og flere finske historikere peger på, at landet ikke havde opnået sin uafhængighed i 1917, hvis ikke det havde for Kalevalaen og dets indflydelse på finsk nationalforståelse.

Intet Finland uden folklore.

Folkeligt

Til trods for at have været primært kolonimagt og ikke koloniseret, har vi i Danmark også brug for at finde os selv i 1800-tallet, og der opstår en fornyet interesse i at opstøve danske folkeminder og grave en dansk historie frem. Landet står midt i en større national identitetskrise. I det 19. århundrede slutter Danmarks historie som europæisk stormagt. Og hvis man ikke er stor, hvem er man så?

Det starter i 1807 med Københavns bombardement, hvor Danmark også mister sin flåde til englænderne. Et par år senere medfører Frederik den 6.’s støtte af Napoleon og den tabende side, at Danmark må afstå Norge. Og for at gøre ondt værre går statskassen bankerot i 1813. Halvtreds år senere, i 1864, mister Danmark så Slesvig-Holsten til Tyskland, og “stormagten” er nu ikke mere end en lille klat på verdenskortet, som vi kender den fra i dag.

Der opstår et akut behov for selvforståelse. Og det falder især en som N.F.S. Grundtvig for brystet. Han vier hele livet til projektet “Danmark”. Men for at skabe Danmark må man først have styr på, hvem “danskerne” er, og selvom Grundtvig er stor tilhænger af at få indført et dansk demokrati, så er han dog anderledes skeptisk overfor ideen om, at “folket” skal have indflydelse.

“Folk! Hvad er vel folk i grunden?” spørger han i digtet ‘Folkeligheden’ fra 1848, et par måneder efter Martsrevolutionen, som bliver starten på slutningen af det danske enevælde. Danskerne skal først blive folkelige, før de skal have indflydelse, mener Grundtvig. Vi må få os en “fælles folkeånd”.

En nation fødes

Samtidig med at Grundtvig går og grubler over, hvordan man skaber en fælles fædrelandsfølelse, går de to brødre Grimm med samme overvejelser i et dengang splittet Tyskland. For at finde ind til kernen af det tyske “Volk” er de to brødre begyndt at rejse rundt i de tyske stater for at indsamle tysk folklore og eventyr.

“Folkenes Myther er mig de livligste Udtryk for deres høieste Tanker, dybeste Følelser og klareste Blik, deres Grund-Poesi eller Spaadoms- Visen, der blev sunget for deres Vugge,” siger N.F.S. Grundtvig i sin foredragsrække Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer i 1844. At forstå sin mytologi er at få “Forstand paa sig selv, paa sit eiendommelige Menneske-Liv”. Og her er Grundtvig og brødrene Grimm enige. Så myterne om Danmark skal samles og pakkes.

Dengang var nationalismen en helt ny “isme”. Ideen om “nationalstaten”, hvor et land er karakteriseret og afgrænset af et fælles folk, dukker først sådan rigtig op i Europa i kølvandet på den franske revolution efter 1789. Inden da har lande sagtens kunne rumme flere imperier eller folkeslag. Tyskland består trods alt af over 25 selvstændige stater, før det bliver én samlet nationalstat i 1871.

Går man tilbage før år 1800, findes der knap nogen europæisk stat, der kan kaldes en nationalstat, skriver den danske folklorist Bengt Holbek (1933-1992) i ‘Danske folkeminder og dansk nationalitet’. Andre stater, såsom Storbritannien, var derimod “nationale konglomerater”, altså kongeriger, der ofte indbefattede andre folkeslag som nordmændene i det gamle Danmark-Norge og finnerne i kongeriget Sverige-Finland.

Men i det 19. århundrede skal alle lande altså være nationalstater, og det skaber en kulturel slagmark over historierne. Og det især mellem os og tyskerne.

Så længe det ikke er tysk

Et af de største stridspunker i kampen om national selvforståelse bliver de islandske sagaer. I Jacob Grimms Deutsche Mythologie (1835) forsøger den ene halvdel af Brødrene Grimm at trække tråde fra tyskerne til mytologien fra Ældre Edda, en digtsamling af islandske sagaer nedskrevet i det 13. og 14. århundrede, som indeholdt myterne om guder som Thor, Odin og Loke. Den mytologi, vi her i Norden nok i dag og uden tøven ville sige var utvetydigt “nordisk” mytologi.

Det bliver altså en kamp mellem Danmark og Tyskland, Grundtvig og Grimm, om hvem der egentlig har “ret” til den førkristne, “nordiske” og altså vel egentlig islandske, mytologi. Grimm mente, det var germansk. Som ph.d. Sophie Bønding skriver i kapitlet ‘Den mytebrugende Grundtvig’ fra bogen Den store mand (2022), var samtidens intellektuelle enige om, at edda-mytologien kunne udgøre kernen i en folkelig sammenhængskraft – det handlede bare om hvis sammenhængskraft. Og for Grundtvig var den nordiske mytologi nøglen til at skabe “det danske folk”.

En hat med horn

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for Grundtvig et al.’s store fordanskningsprojekt. I sine dagbøger beskriver Søren Kierkegaard Grundtvig som den “ølnordiske Kæmpe” og hans tilhængere som “[d]en lille trup af begejstrede, der er dannet på pastor Grundtvigs ølnordiske skænkestue”. På Kunstakademiet opstår der også en decideret “mytologi-strid” omkring 1820’erne, hvor der er stor uenighed om hvorvidt “Kunsten [ville] finde sin Grav” i den nordiske mytologi, som en Torkel Baden harcellerede dengang. Kritikken lød bl.a. på, at den nordiske mytologi var en rodet og grumset sammensurium af forskellige kilder, der i virkeligheden var græske.

Men Grundtvig og hans ølnordiske skænkestue trumfer og skaber så at sige det “Danmark”, vi kender i dag. De bygger det ud af islandske myter og de såkaldt oldnordiske sagn. Der er også ting, der ryger i svinget.

Det gælder fx det gamle heltekvad Beowulf, som menes at være skrevet et sted mellem det 8. og det 11. århundrede. Selvom Beowulf egentlig handler om danske og nordiske konger og foregår lige uden for Roskilde, bliver den ikke grebet af de danske intellektuelle, og i dag er Beowulf bedst kendt som et angelsaksisk epos. Det til trods for at den første moderne gendigtning af kvadet var på dansk, oversat af ingen ringere end Grundtvig i 1820.

Udover at fumle med Beowulf leder den ølnordiske skænkestue også til famøse, men vedholdende fejlslutninger i den danske historie. Omdrejningspunktet og yndlingsemnet bliver vikingetiden, der officielt bliver opfundet i Danmark i 1873.

Entusiasmen for de store, stærke og krigslystne vikinger er stor i en tid, hvor Danmark aldrig har været mindre, og det hænder, at de løber af med de begejstrede nationalister. Maleren Lorenz Frølich giver fx sine vikinger horn på deres hjelme i 1877 og “opfinder” dermed vikingehjelmen, som vi kender den i dag. “Hvor den enevældige konges stat før havde monopol på fortidsdyrkelsen, blev historien i 1800-tallet allemandseje,” beskriver historiker Sophie Bønding tiden. Der er stadig til den dag i dag aldrig fundet en vikingehjelme med horn på.

“De higer og søger/ I gamle Bøger,/ I oplukte Høie/ Med speidende Øie,/ Paa Sværd og Skiolde/ I muldne Volde,/ Paa Runestene/ Blandt smuldnede Bene,” lyder Adam Oehlenschlägers digt ‘Guldhornene’ (1802), som opsummerer århundredets besættelse med at trække dansk historie så langt og vidt tilbage så muligt for at genetablere os som stormagt. Det er måske ikke så mærkeligt endda, at man søger desperat til fordums tid, når krisen kradser. Lidt sværere er det dog, når fordum er opdigtet. Men historierne er vigtige, skriver Sophie Bønding:

“Fiktion er immun over for fornuft, i den forstand at spørgsmålet om, hvorvidt en fiktionsfortælling er sand eller falsk, er irrelevant. Gennem fiktion kan mennesker forestille sig alternative virkelighedsscenarier, og dermed er fiktion et stærkt medium til at ændre folks opfattelse af verden og deres egen rolle i den og til at skabe drømme og visioner for fremtiden.”