Tilliden til forskel

Da Barack Obama fyldte ti, forærede hans far ham en basketball-bold – en gave, der efter Barack Obama Seniors mangeårige fravær knyttede de to direkte sammen. Obama blev født i 1961 på Hawaii og opdraget af sin mor, Ann Dunham, som var hvid, og af hendes forældre, Stanley og Madelyn. De elskede ham højt. De støttede ham følelsesmæssigt, og de stimulerede ham intellektuelt. De fortalte ham også, han var sort. Ann gav ham bøger om berømte sorte mennesker, han skulle læse.

Da Obamas mor havde indledt sit forhold til hans far, var der ikke kommet trusler om lynchning (hvilket meget vel kunne være sket i dele af det kontinentale USA), og Obamas mormor og morfar talte altid positivt om hans far. Denne særlige livshistorie-baggrund gør, at Obama er næsten enestående blandt sorte mennesker i sin epoke.

I præsident Obamas memoirer, Arven fra min far, fortæller han, at han ikke var nogen særlig talentfuld basketballspiller, men han deltog i spillet med fortærende lidenskab. Og den lidenskab handlede om meget mere end blot at mestre en pick-and-roll-screening eller perfektionere sit hopskud. Obama voksede op i den tid, hvor University of Hawaii stillede op med et basketballhold, der fik tilnavnet Fabulous Five efter dets fem største talenter, alle sorte, der altid startede inde. Det var årtier før samme tilnavn skulle genopstå på University of Michigans med navne som Chris Webber og Jalen Rose.

I sin erindringsbog beskriver Obama, hvordan han måbende så til, når University of Hawaiis spillere grinede af en eller anden ”intern joke”, ”blinkede til piger på sidelinjen” og ”nonchalant vippede bolden op i kurve med en hånd”. Dét Obama så i Fabulous Five, var ikke bare et spil. Det var en hel kultur, som han fandt attraktiv.

”Da jeg blev så gammel, at jeg gik på high-school, spillede jeg på Punahous hold, og somme tider spillede jeg også på universitetets baner, hvor en håndfuld sorte mænd, fortrinsvis spillere, der havde set bedre dage, og fyre, der hang ud ved banerne, lærte mig en attitude, der ikke kun havde noget med selve sporten at gøre. Respekt opnåede man i kraft af det, man gjorde, og ikke i kraft af, hvem ens far var. Man kunne fyre en hel masse af for at ryste en modstander, men man skulle holde sin kæft, hvis man ikke havde noget at have det i. Man tillod ikke nogen at snige sig ind på en og se tegn på følelser – for eksempel smerte eller frygt – som man ikke ville have, at de skulle se.”

De lektioner, især den sidste, har for sorte mennesker samme gyldighed på gaden som på banen. Obama brugte basketball til at knytte bånd – den sport blev et medium, han kunne bruge til at downloade en hel sort kultur fra det fastland, der havde fostret Fabulous Five. I et tilbageblik på sine egne tanker fra den tid skrev Obama: ”Jeg besluttede mig for at blive en del af denne verden.” Det er en af ​​de mest utrolige sætninger, der nogensinde er skrevet i den lange, dekorerede historie om sortes erindringsbøger – om ikke andet, fordi så få sorte mennesker nogensinde har haft overskud nok til at skrive sådan.

I sorte selvbiografier har oplevelsen af at føle sig indlemmet i den sorte race historisk oftest været ensbetydende med at udsætte sig selv for en endeløs række traumer, der i reglen tog deres begyndelse i barndommen. Frederick Douglass blev ved tvang skilt fra sin bedstemor. Den slavebundne Harriet Ann Jacobs måtte hele tiden være på vagt over for overhængende trusler om voldtægt, før hun flygtede til friheden. Da han havde fortalt sin lærer, at han ville være advokat, fik Malcolm X at vide, at det job ikke var for ’niggere’. Den sorte kultur fungerer ofte som balsam mod sådanne traumer eller endda som middel til at modstå dem. Douglass fandt således modet til at modstå ’slaveknuseren’ Edward Covey, da han fik en fortryllet rod fra ”en ægte afrikaner”, der besad ”de østlige nationers magt”.

Malcolm X forbandt sig gennem sin dans til sine ”længe undertrykte afrikanske instinkter”. Hvis sort raceidentitet fortæller om alle de ting, som er gjort imod mennesker af afrikansk afstamning, blev den sorte kulturelle identitet skabt som reaktion imod disse. Der er ikke noget skarpt skel imellem de to. De er forbundet, og det er utrolig svært at være en fuldgyldig deltager i en verden af ​​kulturelle identiteter uden at opleve race-identitetens traumer.

Med Obama er det imidlertid noget andet. Han fortæller om, hvordan han engang gav en hvid dreng, der havde kaldt ham for coon – et synonym for ”nigger” – en blodtud, og om hvor rasende han blev over nogle racistiske bemærkninger fra en tennistræner og om, hvor krænket han blev, da en hvid kvinde, der boede i samme ejendom som ham, over for deres vicevært påstod, at han havde forfulgt hende. Men den slags traumer, der mærkede afroamerikanere fra hans egen generation – at blive tævet af racistiske politifolk, at blive gennet ind på elendige skoler, at skulle hutle sig gennem tilværelsen i en nedslidt udlejningsejendom – var for det meste abstrakte for ham.

Desuden var de former for begrænsning for, hvor man kan færdes, som de fleste sorte mennesker oplever i en tidlig alder – at få sten kastet imod sig, fordi de har forvildet sig over på den forkerte side af jernbanesporene, f.eks. – stort set fraværende i hans liv. I stedet blev Obama udstyret med et pas med stempler fra fremmede lande og med adgang til private eliteskoler, hvilket alt sammen fortalte ham noget om andre identiteter, andre liv og andre verdener, hvor farveskellet hverken var determinerende eller særlig relevant. Obama kunne være vokset op til at blive raceløs kosmopolit. Så ville han med sikkerhed også have bevæget sig rundt i en verden med dens egne særlige problemer, men ikke med den slags problemer, som han selv legemliggjorde.

I stedet besluttede han sig for at gå ind i denne verden.

”Jeg oplevede altid på den måde, at det var cool at være sort,” fortalte Obama mig engang, da han var på vej til en eller anden kampagnebegivenhed. Han sad i sin Air Force One med slipset løsnet og skjorteærmerne oprullede. ”At være sort var ikke noget, man skulle løbe væk fra – men noget, man skulle tage imod og favne. Årsagen til det, er kompliceret, tror jeg. Jeg vil mene, at noget af det har at gøre med, at min mor så sådan på det, at sorte mennesker var cool. Og hvis ens mor elsker en og rose en – og siger, man ser godt ud, og man er fin, som man er, tænker man ikke ‘hvordan kan jeg blive fri for det her?’ Man kommer ikke ind i den slags tankebaner, men udvikler et rimeligt stærkt selvværd.”

Som barn blev Obamas omfavnelse af sorthed lettet og ikke hindret af hvide mennesker. Obamas mor indførte ham i afroamerikanernes historie og kultur. Stanley, hans bedstefar, der oprindeligt kom fra Kansas, tog ham til basketballkampe på University of Hawaii og med på sorte værtshuse. Stanley introducerede ham for den sorte forfatter Frank Marshall Davis. Både indirekte og direkte blev processen faciliteret. Obama tænker tilbage på sin bedstefar og deres besøg på de sorte værtshuse og forstår, at ”de fleste mennesker ikke var der ud fra deres eget valg”, hvorimod ”vores tilstedeværelse føltes forceret”. Fra sin mors omfattende rejseliv lærte han at værdsætte betydningen af ​​at have et hjem.

Mistanken om rodløshed strækker sig igennem hele Arven fra min far. Han beskriver integration som en ”ensrettet gade”, hvor sorte mennesker får besked på, at de må opgive sig selv, hvis de vil have fuld andel i USA’s fordele. Mødet med en kvinde ved navn Joyce af blandet race og med grønne øjne, en studiekammerat på college, der insisterer på, at hun ikke er ’sort’, men ’multiracial’ vakte et ubehag hos Obama. ”Det var problemet med folk som Joyce,” skriver han. ”De talte om rigdommen i deres multikulturelle arv, og det lød alt sammen rigtig godt, indtil man lagde mærke til, at de undgik sorte mennesker.”

Senere i sin erindringsbog fortæller Obama historien om at blive forelsket i en hvid kvinde. Under et besøg i hendes families hus på landet fik han forevist biblioteket, som var fyldt med malerier af kvindens hæderkronede slægtsrelationer. Men i stedet for at føle beundring over dette, indså Obama, at han og kvinden levede i forskellige verdener. ”Og jeg vidste, at hvis vi holdt sammen, ville jeg til sidst komme til at bo i hendes,” skriver han. ”Af os to var jeg den, der vidste, hvordan man lever som outsider.”

Efter college fandt Obama et nyt hjem og en ny selvbevidsthed, da han begyndte at arbejde som socialarbejder i South Side Chicago. ”Da jeg begyndte mit arbejde her, smeltede min historie sammen med en større. Den slags sker naturligvis for en John Lewis,” fortalte han mig med henvisning til borgerretshelten og det demokratiske kongresmedlem.

”Det sker mere naturligt for dig. Men for mig var det mindre indlysende. Hvordan kunne jeg trække alle de forskellige stammer sammen: Kenya og Hawaii og Kansas, hvid og sort og asiatisk – hvordan kunne jeg få dem til at passe sammen? Og gennem min aktivisme, gennem mit arbejde, kunne jeg pludselig se mig selv som en del af en større proces for at – ja, for at skabe retfærdighed for det afroamerikanske samfund og mere specifikt for South Side-samfundet og dets lavindkomstgrupper: Retfærdighed på vegne af det afroamerikanske fællesskab. Samtidig kunne jeg arbejde for de idealer om retfærdighed og lighed og empati, som min mor havde lært mig, var universelle. På den måde blev jeg bedre til forstå de her væsentlige dele af mig selv som ikke-adskilte og specielle for et bestemt fællesskab, men forbundet til alle samfund, og bedre til at indpasse min egen indsats i den afroamerikanske kamp for frihed og retfærdighed i en kontekst, hvor kampen kunne forbindes med den universelle aspiration efter frihed og retfærdighed.”

Under Obamas 2008-kampagne og gennem hele hans præsidenttid har denne holdning vist sig at være nøglen til hans brede støtte i det sorte samfund. Afroamerikanere, der var lede og kede af sorte succeshistorier, der tog afstand fra deres sorte rødder, forstod, at Obama havde betalt en pris for at sætte kryds i feltet ’sort’ i folkeregistret og for at leve sort, for at være vært for Common, for at børste snavs af sine skuldre under primærvalgene, for at gifte sig med en kvinde, der så ud som Michelle Obama. Hvis kvinder, som køn, må lide under mænds konstante målende blikke og fornedrelser, må sorte kvinder lide under det samme og derudover lide under generel afvisning fra den idealverden, som det amerikanske samfund dyrker som skønhed. Men Michelle Obama er smuk på den måde, som sorte mennesker forstår sig selv som smukke. Hendes fremtrædende plads som førstedame rettede et direkte angreb imod den gift, der fornedrer sorte piger fra det øjeblik, de er i stand til at åbne for et glittet magasin eller tænde for fjernsynet.

Chicagos South Side, hvor Obama begyndte sin politiske karriere, er base for USA’s vel nok mest fremtrædende og legendariske sorte politiske establishment. Ud over Oscar Stanton De Priest, den første afroamerikaner i det 20. århundrede, som blev valgt til Kongressen, har South Side leveret byens første sorte borgmester, Harold Washington; Jesse Jackson, der to gange stillede op til præsidentvalget; og Carol Moseley Braun, den første afroamerikanske kvinde til at vinde et senatsvalg. Disse sejre var med til at bane vej for Obamas egen. Harold Washington var en inspirationsfigur for Obama og hans tilstedeværelse mærkes massivt i Chicago-afsnittene af Arven fra min far.

Washington var i stand til at skabe den form for bred koalition, som Obama senere skulle forsøge at samle nationalt. Men Washington præsterede dette i midten af ​​1980’erne i det adskilte Chicago, og han havde ikke den luksus, som Obama havde nydt godt af – at være blevet sort med minimale traumer. ”Der var en kantet attitude over Harold, der skræmte nogle hvide vælgere,” fortalte David Axelrod, der arbejdede for både Washington og Obama, mig for nylig. Axelrod husker, at han sad omkring et konferencebord med Washington, da borgmesteren lige havde vundet Demokraternes primærvalg i sit forsøg på at opnå genvalg i 1987, netop som borgmesteren skulle til at holde pressemøde. Washington spurgte, hvilken procentdel af Chicagos hvide stemmer han havde fået.

”Og en eller anden sagde: ’Hey, du fik 21 procent. Og det er faktisk ret godt, for sidste gang” – under hans vellykkede valgkamp for at blive borgmester i 1983 – ”fik du kun 8”, huskede Alexrod. ”Og Harold smilede bare lidt trist og sagde: ’Ved du hvad: Jeg har sandsynligvis brugt 70 procent af min tid på at føre kampagne i de hvide kvarterer, og jeg tror, ​​jeg har været en god borgmester for alle, og jeg fik 21 procent af de hvide stemmer – og det skal vi synes, er godt klaret.” Og han ligesom rystede på hovedet og sagde så: ”Mand, er det ikke bare nederen at være en sort mand i landet for de frie og hjemmet for de tapre?”

”Sådan var Harold. Han havde en stærk fornemmelse for disse ting. Han havde kæmpet i en rent sort enhed under Anden Verdenskrig. Han havde kæmpet sig op i en tid med den slags udfordringer – og det og alle den slags nedværdigelser, man måtte udsætte sig selv for for at komme frem i det politiske liv, havde virkelig givet ham nogle ar.” Under sin valgkampagne i 1983 blev Washington højlydt buhet ud fra en kirke i det nordvestlige Chicago af middelklasse polakker, italienere, og irere, der frygtede, at de sorte ville fortrænge dem fra deres hjemkvarterer. ”Det var lige så ondt og grimt som noget, man kunne have set i det gamle Syden,” sagde Axelrod.

Obamas bånd til den South Side-tradition, som Washington var inkarnationen af, var komplicerede. På samme måde som Washington forsøgte Obama at skabe en koalition mellem de sorte South Siders og det bredere samfund. Men selv om han havde favnet de sorte kulturelle skikke, var Obama med sine rødder i Kansas og Hawaii, sin Ivy League-stamtavle og bånd til University of Chicago stadig en eksotisk indtrængende udefra. ”De var en smule skeptiske over ham,” husker Salim Muwakkil, en journalist, der har fulgt Obamas politiske karriere, lige siden han gik ind i lokalpolitik og stillede op til Illinois statssenat. ”Chicago er et meget indadvendt samfund, og han kom tilsyneladende ud af det blå.”

Obama forstærkede manges mistro ved at nægte at anlægge en ydmyg mine og gå sammen med de eksisterende politiske strømninger i South Side. ”En masse af de politikere, navnlig de sorte, var bare mistænksomme over for ham,” fortalte Kaye Wilson, gudmor til Obamas børn og en af ​​præsidentens første politiske støtter, mig for nylig.

Men selv om mange i det sorte politiske samfund var skeptiske over for Obama, var der andre, der opmuntrede ham – nogle gange endda selv, når de stemte imod ham. Da Obama tabte Demokraternes primærvalgkamp i 2000 til Bobby Rush, det etablerede afroamerikanske kongresmedlem, der repræsenterede Illinois’ First Congressional District, oplevede den senere præsident og dengang obskure kandidat sit nederlag sådan, at det snarere måtte have med hans alder at gøre end med hans eksotisme.

”Jeg tog ud og mødte folk, og jeg bankede på deres døre og alt muligt, og nogle af de her bedstemødre, jeg havde været med til at arbejde sammen med i mit sociale arbejde i de lokale sammenhænge, kom ikke med de her sædvanlige beskyldninger om ’du er for meget Harvard’ eller for ’Hyde Park’-agtig osv.,” fortalte Obama mig. ”De sagde snarere: ’Du er en fantastisk ung mand, du kommer til at udrette store ting. Du bliver bare nødt til at være tålmodig’. Så jeg oplevede ikke nederlaget som afvisning fra sorte mennesker. Jeg oplevede nederlaget sådan, at ’politik er en barsk branche overalt!’. Især i Chicago er det politiske liv benhårdt. Og at bryde igennem til det afroamerikanske samfund er svært på grund af den enorme loyalitet, som folk føler over for dem, der har tegnet det i længere tid.”

Der var ingen til på samme måde at konkurrere om loyaliteten, da Obama stillede op til senatsvalget i 2004 eller til præsidentvalget i 2008. For nu konkurrerede han ikke længere mod andre afroafrikanske amerikanere – han repræsenterede dem. ”Han havde den hybride karakter over sig, som overbeviste Chicagos do-gooders –  I Chicago kalder vi de politisk progressive for do-gooders – om, at han var acceptabel,” fortalte Muwakkil mig.

Obama stillede op til Senatet to årtier efter Harold Washingtons død. Axelrod tjekkede ind i det distrikt, hvor Washington var blevet så højlydt buhet ud af hvide Chicago-borgere. ”Obama vandt over syv modkandidater til Senatet i næsten hele den nordvestlige del af byen, og han vandt også det distrikt”, sagde han. ”Jeg husker, at jeg dengang sagde til ham: ’Harold smiler ned til os i aften’.”

Obama mener selv, at hans sejr i hele staten i kampen for at vinde Illinois’ senatsplads rummede et særligt varsel for begivenhederne i 2008. ”Illinois er den mest demografisk repræsentative stat i landet,” fortalte han mig. ”Hvis man tog alle procentdele af sort, hvid, latino; landdistrikter, byområder; landbrugsområder, industri osv. … hvis vi tog et tværsnit af hele landet og skrumpede det, ville det være Illinois.”

Illinois betød reelt, at Obama fik mulighed for at gennemføre en generalprøve før den store nationale dyst i 2008. ”Da jeg stillede op til Senatet, var jeg nødt til at tage til det sydlige Illinois, til downstate Illinois, til landbosamfund, der var vant til hård racemæssig historik, til områder, der var stort set renset for afroamerikansk tilstedeværelse,” fortalte Obama mig. ”Og da vi vandt den valgkamp, var det ikke bare en afroamerikaner fra Chicago, men en afroamerikaner med en eksotisk historie og med navnet Barack Hussein Obama, der beviste, at jeg var i stand til række ud og appellere til et meget bredere publikum.”

Blandingen af Obamas ’hybrid-karakter’ og de skiftende tider gjorde det muligt for ham at udvide sin appel langt ud over de hvide etniske hjørner af Chicago, så den rakte ud til Illinois’ mest afsidesliggende landbosamfund og herfra ud i landet som helhed. ”Ben Nelson, en af ​​de mest konservative demokrater i Senatet, fra Nebraska, ledte engang efter en landskendt demokratisk politiker, der kunne bistå ham i hans valgkamp,” husker Obama – ”og det blev så mig. Så en medvirkende grund til, at jeg var klar til at stille op [til præsidentvalget i 2008], var, at jeg havde oplevet to år, hvor vi kunne samle enorme skarer i hele landet – og størstedelen af ​​de skarer var ikke afroamerikanere. De kom ofte fra temmelig fjerntliggende steder eller usandsynlige steder. De var ikke bare fra de store byer, og de var ikke bare fra de liberale enklaver. Så alt det fortalte mig noget om, hvad der var muligt.”

Hvad disse skarer så, var en sort kandidat, der var helt anderledes end alle forgængere. Og her er det at overse pointen, hvis man kun henviser til Obamas hvide mor eller til hans far fra Afrika eller endda til hans opvækst i Hawaii. For de fleste afroamerikanere eksisterer hvide mennesker enten direkte eller indirekte som en kraft, der griber negativt ind i deres selvværd og livskvalitet. Biracialitet er ikke et skjold mod dette – den forstærker ofte kun problemet. Det, som viste sig at blive så afgørende for Barack Obama, var ikke, at han var født som et barn med en sort far og en hvid mor, men at hans hvide familie havde givet deres velsignelse af denne forbindelse og velsignet det barn, som blev resultatet af den. Og det havde de gjort helt tilbage i 1961 – i en tid, hvor sex mellem sorte mænd og hvide kvinder i store dele af landet ikke bare var ulovligt, men forbundet med livsfare. Men denne fare er ikke en del af Obamas historie. De første hvide mennesker, han kom tæt på i sit liv, var også de mennesker, som gav ham en opvækst med anstændige værdier, som meget få sorte mennesker i samme æra har oplevet.

Jeg spurgte Obama, hvordan han så på sine bedsteforældres imponerende civiliserede modtagelse af hans far. ”Han var jo ikke ligefrem Harry Belafonte,” sagde Obama leende af sin far. ”Han var en rigtig afrikansk afrikaner. Og han var som en blåsort bror, fra det nilotiske folk. Så, ja, jeg vil altid være mine bedsteforældre taknemmelige for den måde, de tacklede det på. Jeg siger ikke, at de var glade for det. Jeg siger heller ikke … da den her fyr forlod os … at de ikke så på hinanden og sagde: ’Hvad dælen?’ Men uanset hvad de må have haft af betænkeligheder, gav de aldrig udtryk for dem over for mig og lod dem aldrig smitte af på deres væremåde over for mig.”

”Som jeg har beskrevet det i min bog, hænger deres tilgang nok også sammen med, at vi befandt os i det her unikke miljø på Hawaii, hvor jeg tror, ​​den slags var meget lettere. Jeg ved ikke, om det ville have været så let for dem, hvis vi havde boet i Chicago på det tidspunkt, for linjerne var bare ikke så skarpt tegnet op på Hawaii, som de var på fastlandet.”

Obamas tidlige positive interaktioner med sine hvide familiemedlemmer gav ham et fundamentalt anderledes syn på resten af ​​verden, end de fleste sorte i 1960’erne havde. Obama fortalte mig, at han kun sjældent gik ud fra ”den grundantagelse, at der ville være diskrimination – at hvide mennesker ikke ville behandle mig ordentligt eller give mig chancen for kun at blive bedømt efter fortjeneste.” Han fortsatte: ”Den slags grundantagelse” – at hvide mennesker ville diskriminere ham eller behandle ham dårligt – ”er langt mindre indlejret i min psyke, end den f.eks. er i Michelles.”

I den forstand er USA’s afgående førstedame mere repræsentativ for det sorte Amerika, end hendes mand er. Afroamerikanere opdrager typisk deres børn til at beskytte sig mod formodet fjendtlighed fra hvide lærere, hvide politibetjente, hvide erhvervsvejledere og hvide arbejdskolleger. Behovet for forsvar bliver oftere end ikke forstærket af direkte konkrete konfrontationer eller indirekte ved at observere de enorme forskelle mellem ens egen erfaring, og de erfaringer, som findes på den anden side af farveskellet.

Marty Nesbitt, i mange år præsidentens bedste ven, der ligesom Obama oplevede positive interaktioner med hvide i en relativt tidlig alder, fortalte mig, at da han og hans kone skulle købe deres første bil, insisterede hun på, at de skulle købe den af en sort sælger. ”Jeg var ligesom: ‘Nej, vi finder bare den første og den bedste sælger’,” sagde Nesbitt, ”men hun var ligesom: ’Nej, nej, nej – vi venter på en bror. Og jeg var ligesom: ‘Han er lige i gang med en kunde’ – de var i gang med at udfylde dokumenter, og hun var ligesom: ‘Jamen, så må vi bare vente lidt’, og den her hvide fyr kommer op til os og spørger: ‘Kan jeg hjælpe jer med noget?’ – ‘Nej tak’”. Nesbitt var ikke ude efter at fordømme nogen med denne historie. Hvad han ville pointere, var, at ”afroamerikaneres vilje [i Chicago] til at hjælpe med at løfte hinanden op er meget stærk.”

Men viljen til at hjælpe er også en forsvarsmekanisme, som er blevet udviklet som modtræk mod årtiers diskrimination. Obama ser race gennem en anden optik, fortalte Kaye Wilson mig. ”Den er bare meget anderledes end vores,” forklarede hun. ”Han har fået venner, der er hvide, og de er hans venner, og de elsker ham. Og jeg tror ikke, de elsker ham, bare fordi han er præsident. De elsker ham, fordi de er hans venner fra Hawaii, mange af dem er fra universitetstiden og alt muligt.”

”Så jeg tror, ​​han har den tilgang, men jeg tror, at når vi vokser op i det racistiske USA, så går vi ind i den verden med den her indstilling, du ved, at ’Jeg kigger på dig, og jeg stoler ikke på, at I er 100 procent med mig’. Og jeg tror, ​​at han voksede op på en måde, hvor han kunne have tillid til hvide mennesker. Hvordan kan du leve under samme tag med mennesker og tro, ​​at de ikke elsker dig? Han har brug for at have den referenceramme. Han har brug for den optik. Hvis han ikke havde det, ville han være blevet… en Jesse Jackson, ikke også? Eller Al Sharpton. Forskellige optikker.”

Den optik, der bogstaveligt talt er født af nære relationer, gjorde det muligt for Obama at forestille sig, at han kunne blive landets første sorte præsident. ”Hvis jeg gik ind i et rum, og der var en flok af hvide farmere, fagforeningsfolk, midaldrende typer, var det aldrig sådan, at jeg tænkte: Mand, jeg bliver nødt til at vise dem, at jeg er normal,” forklarede Obama. ”Jeg gik derind med den holdning, at de her mennesker ligner jo morfar og mormor. Og jeg ser den samme Jell-O-frugtsaftgelé, som også var på de kager, min mormor serverede, og jeg ved de har samme slags tingeltangel stående på kaminhylden. Så måske er jeg bare i stand til at afvæbne dem ved blot at gå ud fra, at vi alle sammen er okay her.”

Det Obama var i stand til at tilbyde det hvide Amerika, er noget meget få afroamerikanere kan gøre tilsvarende – tillid. Langt de fleste af os vil nødvendigvis være alt for lammet af vores forsvarspositurer til nogensinde at overveje at slå ind på den tilgang. Men Obama kan gennem sin blanding af nedarvede forbindelser og afstand til de giftige påvirkninger fra Jim Crow-lovene, troværdigt og oprigtigt opnå tillid hos majoritetsbefolkningen i dette land. En sådan tillid bliver forstærket og modsiges ikke af hans sorthed. Obama gør ikke krumspring over for den hvide magt (Herman Cains shucky ducky-rutiner), og han besidder ikke et hvidt ego, der kan smigres (Som da O. J. Simpson angav ’ikke at blive set som sort’ som sin største bedrift).

Også dette er defensivt, og inderst inde tror jeg, at hvide mennesker kender til det. Han står fast på sine egne kulturelle traditioner og siger til landet, hvad stort set ingen anden sort person kan, men som enhver præsident må sige: ”Jeg tror på jer.”