Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Det kan godt være, at det er Allan Feldt fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe, som lige i de her dage tiltrækker sig mest opmærksomhed på det store, grimme ‘ulækkert menneskesyn’-barometer, vi er blevet så vant til i disse år. Partiets gruppeformand Alex Ahrendtsen, der ellers “holder meget af Allan”, så sig torsdag nødsaget til at strippe manden for alle hans ordførerskaber, selv om de holdninger, som han, Allan, havde promeneret på sociale medier, i bund og grund ikke adskiller sig fra partiets generelle linje. “Man skal ikke sige om andre mennesker, at de er udyr,” udtalte Ahrendtsen. “Vi vil ikke have sådan en kommunikation i Dansk Folkeparti, og det er ligegyldigt, om man er folketingsmedlem eller ej. Vi vil ikke finde os i det.”
‘Kommunikation’ er nøgleordet her. I dansk politik anno 2026 skal racisme, fremmedhad, udlændingeangst og islamofobi pakkes ind i en mere klinisk sprogbrug, så det også appellerer til en øvre middelklasse med længere uddannelser. Det skal ikke lyde, som om det kommer fra maven. Det skal lyde velovervejet og reflekteret og nærmest intellektuelt – lidt ligesom når Berlingske chefredaktion cirka hver anden måned ruller et nyt angreb ud på danskere med muslimsk baggrund. Og husker at sige, at det ikke er den enkelte muslim, der er noget galt med, men hele islam.
Allan Feldt løb med overskrifterne, men der er jo såkaldte værdikæmpere på udlændingeområdet i de fleste partier. Berlingske (der var den igen, den avis) bragte onsdag et stort interview med Venstres nye udlændingeordfører, Morten Dahlin. Det er ham, der som kirkeminister for et år siden udtalte, at danske soldater skulle kæmpe for kristendommen, hvis de kom i krig. Det var det udsagn, som forfatteren Carsten Jensen efterfølgende mente, at Dahlin burde “mentalundersøges” for, hvilket faldt flere højrefløjspolemikere for brystet: Var det virkelig niveauet på venstrefløjen?
Apropos niveau. Morten Dahlin har haft held til (betalingsmur) at lokke Berlingskes journalister med ud til, hvad han tydeligvis opfatter som en slags kampplads: Kisumparken i Brøndby Strand vest for København. Artiklen starter in medias res; pludselig prikker Dahlin journalisten på skulderen. Han har fået øje på en cyklende kvinde, som han vurderer er en af de der rigtige danskere. “Vi har været her i ti minutter, og hun er den første etniske dansker ud over os selv, vi er gået forbi,” siger han.
Her står det jo enhver journalist frit for at forsøge at snige et adjektiv ind i sin artikel. Det kunne for eksempel være “paranoidt”. Men formuleringen “siger han paranoidt” var nok ikke smuttet igennem censuren inde på avisen (det glider nemmere med kunstig intelligens). I stedet erklærer journalisten sig enig: “Det har han sådan set ret i.” Klangen er let resignerende, og selv om resten af interviewet illuderer kritisk interview, så ved vist alle sammen godt, at det her er en reportage, der vil blive taget godt imod inde på Pilestræde (hvor avisen holder til).
Morten Dahlins farfar var taxachauffør, får vi at vide, han flyttede til Kisumparken i 70’erne. “Min far har altid beskrevet det som et arbejderparadis,” siger han.
Men ak ja, det var dengang. Kisumparken er ikke længere befolket af gode etniske danskere som Dahlins far og farfar. Det nævnes en passant, at udlændingeordførerens farmor var svensker, men det gjorde jo bare hans far til “det eksotiske indslag”, som han formulerer det. Men Dahlins eksotismebegreb er åbenbart underlagt nogle naturlige grænser, for nu er det gået helt over gevind i Kisumparken:
“Man har fået opbygget et parallelt samfund,” konstaterer han. “Det er ikke danske normer, som er dominerende her. Det er ikke dansk kultur. Ofte er det en modkultur, som er en modsætning til alt det, vi normalt vil definere som værende Danmark og dansk. Det handler ikke om, at der bliver spist mere kebab end frikadeller i Kisumparken. I couldn’t care less. Det handler om kultur og værdier.”
Vi stopper her. Og konstaterer, at bare fordi Danmark har fået en ‘rød’ regering, så skal det ikke blive en sovepude. Overton-vinduet har rykket sig. Der bliver sagt ting, som man skulle have været på den alleryderste højrefløj for at kunne slippe af sted med at sige for blot få år siden. Og sproget virker sagligt og upersonligt. Som om man taler om nogle ting, der bare skal ekspederes. Det kan godt blive farligt, hvis vi ikke sætter foden ned og er lidt på mærkerne. Så derfor ønskes du en paranoid sommer. /Oliver Stilling