Vedvarende politisk energi

USA er notorisk for at have en svag venstrefløj. Både i form af det demokratiske parti, som næppe kan kaldes socialistisk på nær enkelte kandidater såsom Bernie Sanders, men også i form af samfundsmæssig organisering, der normalt forbindes med venstrefløjen. Særligt i anden halvdel af 1900-tallet er fagforeninger blevet nedkæmpet ved at fyre ansatte, hvis de forsøgte at organisere sig. Præsident Ronald Reagan stoppede eksempelvis en flyvelederstrejke i 1981 og indsatte flyvevåbnets personale som flyveledere i stedet. Derefter blev de 11.000 strejkende fyret og udelukket fra at blive ansat i det offentlige igen. Fagforeningen blev desuden opløst. I 1983 var godt 20 pct. af amerikanerne organiseret i fagforeninger, og i 2025 var det kun 10 pct.

Men måske er noget ved at vende. Den politiske organisation Democratic Socialists of America (DSA) er i rivende udvikling. På lidt over et års tid er organisationen fordoblet i antal medlemmer. Da Zohran Mamdani, der er medlem af DSA, annoncerede sit kandidatur til New York Citys borgmesterpost i oktober 2024, havde organisationen lidt over 50.000 medlemmer. I februar 2026 oversteg medlemstallet 100.000.

Ikke nok med, at medlemstallet stiger, så gør antallet af valgte DSA-politikere det også. I 2017 var der 35 folkevalgte DSA-medlemmer, og i 2025 var det over 25. Mange af dem i lokalråd og enkelte på større poster. I Repræsentanternes Hus er der to DSA-støttede kandidater, Alexandria Ocasio-Cortez og Rashida Tlaib. Førstnævnte, AOC, er pt. støttet af New York Citys lokalafdeling (NYC-DSA) og har en følgerskare så stor, at der spekuleres i, hun kan blive Demokraternes præsidentkandidat i 2028 – noget hun i hvert fald selv ikke er helt afvisende overfor.

Man kan desuden med al sandsynlighed forvente, at antallet af DSA-politikere i Kongressen vil stige. Tirsdag d. 23. juni vandt to NYC-DSA-kandidater og et tidligere medlem lokale primærvalg – altså opgøret om, hvem der skal være spidskandidat for Demokraterne i det givne distrikt. Alle tre var støttet af borgmester Mamdani. I Denver slog den 29-årige DSA’er Melat Kiros tirsdag et demokratisk kongresmedlem, der har haft posten siden 1997, til endnu et primærvalg. Fordi områderne er så overvejende demokratiske, forventes det, at de alle fire skal i Kongressen efter midtvejsvalget d. 3. november.

Catch-all organisation

DSA blev stiftet i 1982 ved en sammenlægning af to andre socialistiske organisationer, Democratic Socialist Organizing Committee (DSOC) og New American Movement (NAM). DSA har, hvis man skal være grov, ikke rigtigt haft nogen relevans, før Donald Trump blev præsident. De samarbejdede godt nok med Bernie Sanders under hans præsidentkandidatur i 2016, men på intet tidspunkt havde organisationen over 10.000 medlemmer. Det ændrede sig, da Trump vendte amerikansk politik på hovedet. Bare dagen efter valget af Trump i 2016 fik organisationen tusindvis af nye medlemmer; stigningen blev døbt “Trump bump”.

USA opererer med det berygtede flertalsvalg, et vinderen-tager-det-hele-system, når de skal til stemmeurnerne. Et sådant valgsystem skaber som oftest et to-partisystem – i politologien kaldt Duvergers lov – hvorfor USA praktisk talt kun har Demokraterne og Republikanerne at vælge imellem. Derfor opererer DSA ikke som et politisk parti, men derimod som en organisation, der opstiller og støtter kandidater til Det Demokratiske Parti. I Danmark har organisationen Jordskred draget inspiration derfra – særligt fra Mamdanis valgkampagne. De fik valgt hele tre klimaaktivister ind i Folketinget via Enhedslisten og Alternativet ved enten at opstille eller støtte dem. Derudover blev to personer førstesuppleanter.

Med andre ord forsøger DSA på sin vis at erobre det Demokratiske Parti indefra. Organisationen opererer med fuldt overlæg som en ‘big tent’-organisation – en catch-all organisation, kaldes det også – der altså med vilje rummer mange forskellige typer fra venstrefløjen: demokratiske socialister, revolutionære, anarkister og selv de mere varsomme socialdemokrater. Fælles er målet at opstille kandidater, der kan ruske i Demokraternes rødder.

DSA’s udvikling i antallet af medlemmer og valgte politikere kan give indtryk af, at USA er ved at bevæge sig i en mere socialdemokratisk retning, men man skal nok være mere påpasselig. I vestlige demokratier er der i hvert fald flere eksempler på, at et venstrefløjsprojekt fik stor opbakning, men ikke formåede at skabe længerevarende forandring.

Se bare på venstrepopulisterne i 2010’erne: Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien, La France Insoumise med Jean-Luc Mélenchon i front, Jeremy Corbyn hos Labour – alle partier fulgte groft skåret det samme manuskript, skriver Arthur Borriello og Anton Jäger i bogen The Populist Moment: “Tidlig elektoral [valgmæssig, red.] succes, der skabte store forventninger, en institutionaliseringsfase præget af offentlige skandaler og interne spændinger samt en forholdsvis fiasko, der ledte til en nedjustering af de oprindelige ambitioner.” Altså, de kunne skrabe mange stemmer sammen, men havde svært ved at vurdere, hvordan de skulle etablere sig for alvor, og hvordan de skulle forholde sig til de andre partier i de europæiske parlamenter.

Topstyret og uden bagland

Lad os tage Podemos som eksempel. Podemos blev stiftet i 2014 i kølvandet på store protester over nedskæringer efter finanskrisen. På meget kort tid gik partiet fra slet ikke at eksistere til at få 20,7 pct. af stemmerne ved deres første parlamentsvalg i 2015. Lang historie kort imploderede partiet nærmest på grund af interne uenigheder og forfejlede regeringsforhandlinger med socialdemokraterne (PSOE), hvilket udløste et nyt valg, hvor højrefløjen fik regeringsmagten i stedet. I dag er Podemos delt op i flere partier, størst af dem Sumar, som er i regering med PSOE. Sumar forventes dog ifølge meningsmålinger at blive halveret til næste valg.

Overordnet set var problemet, at partiet var alt for topstyret og ikke havde et stærkt nok bagland til at modstå splid i ledelsen. Det beskrives i forskningsartiklen Lessons of the Podemos Experiment af Ekaitz Cancelo og Pedro Rey-Araújo. Partiets “stærkt centraliserede struktur gav ikke plads til intern uenighed, hvilket i sidste ende førte til en kamp på liv og død mellem Iglesias- og Errejón-fraktionerne,” skriver de. Pablo Iglesias var den daværende partileder, og Íñigo Errejón var chefideolog.

Det var ikke kun partistrukturen, men også strategien, som slog fejl. Errejón drog inspiration fra kommunisten Antonio Gramscis Fængselsoptegnelser. Gramsci skrev, at kommunisterne skulle føre en tovejskrig mod magten. En bevægelseskrig, som beskriver den store (stemmemæssige) overtagelse af magten, il sorpasso (overhalingen). Og en stillingskrig, som beskriver den langsomme opbygning af partiet og at skabe en fællesforståelse for klassekampen – basalt set at have en slagkraftig græsrodsbevægelse.

Men ifølge Cancelo og Rey-Araújo var Errejón alt for fokuseret på bevægelseskrigen og at skabe en “elektoral krigsmaskine”. Errejón havde retteligt opdaget et mulighedsvindue for at overhale, sorpassare, PSOE og blive det nye toneangivende venstrefløjsparti. Men vinduet, som var opstået på grund af utilfredsheder med nedskæringer på begge politiske fløje, forduftede, da uenighederne mellem Errejón og Iglesias opstod. Konflikten skræmte aktivister og vælgere væk – bevægelseskrigens energi brændte ud.

Errejón erkendte (betalingsmur) selv i 2021, at de ikke havde skabt den fornødne størrelse af en græsrodsbevægelse. Partiet havde ifølge Cancelo og Rey-Araújo et for distanceret forhold til medlemmerne, fordi det primært foregik i online-fora, hvor likes fyldte mere end politisk diskussion. Podemos opstod netop, fordi vælgerne følte sig overhørte af politikere, som repræsenterede den økonomiske elite snarere end folket. Men forholdet mellem Podemos-toppen og dets medlemmer reproducerede selvsamme følelse, skriver Cancelo og Rey-Araújo.

Podemos fik ikke gennemført il sorpasso. Bagefter placerede de sig som et mere klassisk venstrefløjsparti og lægger nu mandater til en centrumvenstreregering. Ikke dårligt, men heller ikke målet.

Politik er mere end valg

Hvad kan DSA så lære af Podemos, hvis succeserne skal fortsætte? De er nødt til at holde både bevægelseskrigen og stillingskrigen for øje. Særligt stillingskrigen og fastholdelse af medlemmerne. DSA’s medlemstal var i stor fremgang fra Trumps første regeringsperiode, og i 2021 var de næsten oppe på 80.000 betalende medlemmer. Men de kunne ikke fastholde medlemmerne, og i oktober 2023 var medlemstallet nede på godt 50.000. Og så steg det altså kraftigt igen, da Mamdani annoncerede sit kandidatur. DSA skal ikke bare kunne skaffe sig flere medlemmer, men også kunne fastholde dem – vinde stillingskrigen og formå at få socialismen til at dominere i den offentlige diskurs.

DSA kommer med al sandsynlighed til at sejre ved midtvejsvalgene, og det forventes fx også, at Washington D.C.’s næste borgmester bliver en DSA’er. De kommer formentlig også til at gå efter præsidentskabet i 2028 med Alexandria Ocasio-Cortez. Spørgsmålet er bare, hvordan organisationen kommer til at befinde sig, hvis AOC (eller en anden) ikke får succes ved præsidentvalget i 2028. Som Borriello og Jäger peger på i The Populist Moment, skal venstrefløjsenergien i USA ikke kun bruges på at vinde valg, men også på det, der kommer til at stå tilbage efter valget. Har græsrodsbevægelsen ballast nok til at tåle nederlag? Eller bliver de fanget i den samme cirkel som Podemos, hvor et nederlag og intern uenighed betød, at energien røg ud af projektet? /Gustav Hamborg Albrechtsen