Yiannis Kourtoglou/Reuters/Ritzau Scanpix
Har integrationen virkelig slået fejl? En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 73 pct. af 25-årige med “ikke-vestlig” baggrund enten har eller er i gang med at gennemføre en uddannelse. Det er en fremgang på 22 procentpoint over 20 år, som næsten lukker kløften til de 77 pct. af 25-årige med dansk oprindelse, der har gjort det samme.
Nyheden er positiv, men begrebet “ikke-vestlig” er et tveægget sværd. Kategorien har selvfølgelig gjort det muligt at gennemføre en undersøgelse, som korrigerer den offentlige debats hyppige dæmonisering af herboende med oprindelse i lande uden for Europa. Samtidig virker det besynderligt endnu engang at samle en mangfoldig flok mennesker under det ene fællestræk, at de ikke tilhører en diffus kategori som “vestlig.”
Den martinikanske filosof Frantz Fanon – som vi for nyligt har behandlet i en sommerskole – skrev i værket Sort Hud, Hvide Masker (1952) om “la zone de non-être,” eller den ikke-værende zone, som han kaldte en “ekstraordinært steril og gold region.” Begrebet indkapsler skyggetilværelsen, som racialiserede individer er henvist til i en kolonial virkelighed. Den, der befinder sig i zonen, defineres ud fra de kategorier, de ikke tilhører: Hvid, kristen, europæisk, rationel.
Fanons ekko runger, når “ikke-vestlig” dukker op i indvandringsdebatten. Hvad tænker den gængse nyhedsforbruger, når de læser ordene “ikke-vestlige indvandrere og efterkommere,” hvis ikke på en række diffuse egenskaber med præfixet ‘ikke’: Ikke-hvid, ikke-kristen, ikke-europæisk? Hvis der endelig skulle gemme sig en positiv i bestemmelse ordene, skulle det måske – takket være årtiers hård udlændingedebat – være kriminel?
Selvom undersøgelser viser, at indvandrere og efterkommere klarer sig bedre, end de fleste tror, har frygten for “ikke-vestlighed” sat sig i dybet af den europæiske bevidsthed. Det gælder ikke mindst i Bruxelles, hvor forhandlingerne om EU’s kommende budget (2028-34) er skudt i gang under Irlands formandskab.
Ifølge Morning Post Europe er alle 27 lande enige om ét punkt: Flere penge til migrationskontrol. I midten af juli bekræftede Ministerrådet deres støtte til mere “effektiv grænsehåndtering” og bekæmpelsen af “interne sikkerhedstrusler.” Kommissionen og Parlamentet bakker op, og parterne er angiveligt enige om at afsætte omtrent 30 mia. euro til migration i budgettet – 81 mia. hvis man tæller initiativer, som ikke kun handler om migration med. Groft sagt en tredobling sammenlignet med det nuværende budget.
Hvordan skal pengene bruges? Den spanske fond Cepaim vurderer, at der er “en markant stigning i finansieringen rettet mod grænsekontrol, indre sikkerhed og operationelle agenturer, over for en mere begrænset stigning på områder som asyl, modtagelse og integration.” EU’s migrationspolitik bevæger sig i en hårdere og mere nådeløs retning. Selvom meget peger i retning af, at integrationen ikke har slået fejl, virker det efterhånden underordnet. For målet synes i stigende grad at være en politik, der vil forhindre integrationen i overhovedet at lykkes. /Claes T. Sørensen