Rejser man ud for at finde sig selv, kan man lige så godt blive hjemme

Hverken krige, skovbrande eller forsyningskriser har formået at tage livet af den globale rejselyst. Ifølge FN’s verdensturismeorganisation rejste 307 mio. turister internationalt i det første kvartal af 2026 – en stigning på 6 mio. sammenlignet med året før. Samtidig har et ikke nyt, men markant begær sat sig i den moderne globetrotter: Længslen efter autenticitet.

Ifølge turismeorganisationen European Travel Commission søger over halvdelen af europæere, der har ønsket at rejse i årets højsæson, mod mindre populære destinationer – eller sagt på turistbranchens eget sprog: off-the-beaten-track. Andrew Smith, vicepræsidenten hos rejsebureauet Agoda, opsummerer tendensen: “De rejsende vil have autenticitet, værdi og en følelse af at gå på opdagelse, som de store hotspots ikke kan levere.”

Turismeforskningen skelner mellem turisten, der passivt modtager præfabrikerede rejseoplevelser, og den rejsende, som søger at finde sig selv. I modsætning til turisten søger den rejsende – lad os kalde hende eventyreren – at opleve en fremmed kultur bag turistindustriens slør.

For eventyreren må Eiffeltårnet vige for at finde de lokale parisere drikke rødvin i det 9. arrondissement. Hun fravælger de populære destinationer for at søge mod uberørte afkroge, hvor masseturismen endnu ikke har eroderet den oprindelige kultur. Når et land som Usbekistan oplever en massiv stigning i turisme, vidner det om, at eventyreren er et væsen i vækst.

Den falske hverdag

Men hvad driver eventyreren? Hvad er det for et tomrum i hverdagen, som en såkaldt autentisk rejseoplevelse angiveligt kan udfylde?

I sit eksistensfilosofiske magnum opus Væren og Tid (1927) hævder den tyske filosof Martin Heidegger, at vi mennesker – eller Dasein, som han kalder os – som udgangspunkt lever inautentiske hverdagsliv. I den gennemsnitlige hverdag befinder vi os i en ikke-refleksiv tilstand, som med hans ord er karakteriseret ved at “enhver er den anden, og ingen er sig selv”.

Når vi børster tænder, ser Tour de France eller handler i Føtex, gør vi, som man gør. Vi snakker om det, man snakker om, og ser det, man ser. Dette “man” henviser ikke til bestemte andre, men en upersonlig kollektiv konstruktion: Das Man. En instans, som ifølge Heidegger aflaster os fra tilværelsens byrder som ansvaret for egne handlinger og erkendelsen af vores dødelighed.

Heideggers dissekering af Das Man var ment som en universel diagnose af menneskets hverdagsliv. Men analysen kan også læses som en krads kritik af det moderne massesamfund, hvor de inautentiske logikker er blevet forstærket af kommunikationsteknologi og en globalisering, som har gjort det endnu nemmere at følge med i, hvad alle andre gør og mener. Logikker, der efter alt at dømme kun er blevet intensiveret i de sociale platformes tidsalder.

Autenticitetens paradokser

Hvis hverdagen er falsk og fremmedgørende, virker det tillokkende at søge frelse i rejsen, som  – om ikke andet på overfladen – er hverdagens modsætning: Som antropologen Robert Shepherd skriver, er det endda et dominerende synspunkt i turismeforskningen, at “vi rejser for at modvirke den fremmedgørelse, vi oplever i hverdagen derhjemme”.

Desuden handler eventyrernes flugt fra hverdagen måske ikke kun om at få en ægte oplevelse af en fremmed kultur, men også om et dybere eksistentielt projekt: at vriste sig fri af konformiteten og blive sig selv. Men hvordan finder man sit sande jeg ved en bjergsø i Schweiz, eller ved at malke geder med Maasai-folket i Tanzania (en service, der faktisk tilbydes af det finske rejsebureau Visit Natives)?

Desværre for eventyreren er det en illusion, at man kan undslippe hverdagslivets konforme logikker ved blot at forlade hjemmet. Man’et spøger ligeså meget derude som derhjemme. Tag for eksempel, hvordan rejsende gerne udformer en “bucket list” over rejsedestinationer, de ønsker at se, før de – som det engelske idiom lyder – ‘kicks the bucket’.

På overfladen virker bucketlisten som et autentisk eksistentielt projekt: Ved at samle på særlige syn og oplevelser kan man tilsyneladende skille sig ud fra masserne og blive sin egen. Men – kan vi spørge med Heidegger – vælger man egentlig selv de destinationer?

Snarere håndplukker man dem fra en offentlig snak – formet af rejsebureauer, influencere og Reddit-tråde – om, hvilke destinationer man bør se. Mens de rejsendes autenticitetslængsel stiger, viser undersøgelser ironisk nok, at flere og flere finder deres rejsemål ved hjælp af chatbots.

Den autentiske rejseoplevelse er en lunefuld størrelse. Jo flere der søger den, jo sværere bliver den at opnå. Måske føles det autentisk at opsøge et uberørt Usbekistan eller de lokale parisere og deres rødvin. Men i virkeligheden gør man præcis som alle de andre. /Claes T. Sørensen