Sam Wolfe/Reuters/Ritzau Scanpix
Vil du se rigdommens magt, ret blot blikket mod nattehimlen. Ser du små blinkende lys efterfulgt af hinanden, kommer de med stor sandsynlighed fra en af de ca. 10.000 satellitter i atmosfæren, der tilhører Elon Musks rum- og alt-mulig-andet-virksomhed SpaceX.
Rigmandens magt over himlen blev bekræftet onsdag, da en vragdel fra en af virksomhedens Falcon 9-raketter bragede ind i Månen med en hastighed på 8.690 km/t. Ingen kom til skade udover Månen selv. Forskere fra Sydkoreas rumagentur bekræfter via billeder, at kollisionen har efterladt et krater omtrent på størrelse med en blåhval.
Eksperter advarer nu om rumtrafikkens tiltagende tæthed: “Inden for få årtier kan det blive svært at komme forbi Jordens omløbsbane, fordi rummet er så overfyldt. Det kaldes rumskrot, og vi bør absolut være bekymrede for det,” siger astronomen Math Bothwell til BBC.
Musks utallige raket- og satellitopsendelser forvandler gradvist atmosfæren til en svævende losseplads, der ikke bare gør fremtidens raketopsendelser farlige, men også forhindrer astrofysikere i at observere det ydre rum og heller ikke er uden risiko for menige jordboere.
Sidste år udsendte USA’s rumvåben 820 advarsler om nedfaldende objekter fra rummet: “Folk troede, det var Jordens undergang,” sagde landsbyboeren John Mukunuu til The New York Times, efter et metallisk objekt på størrelse med en skolebus styrtede ned nær hans landsby i Kenya tilbage i december.
Desværre bliver slemt nok værre. SpaceX’ børsnotering i juni – som var den største nogensinde – har givet virksomheden en massiv kapitalindsprøjtning, som får Musk et skridt tættere på sin ret groteske plan om at sende massive datacentre i kredsløb om Jorden. SpaceX har i den forbindelse anmodet de amerikanske myndigheder om at opsende yderligere 1 mio. satellitter.
Statssymbiose
Midt i al den astronomiske galskab er det værd at spørge, hvorfor Musk overhovedet begyndte at kolonisere rummet i første omgang. Den gængse fortælling er, at han er fascineret af rummet og vil gøre menneskeheden til en multiplanetær civilisation.
I bogen Muskism, der udkom tidligere på året, kommer den canadiske idéhistoriker Quinn Slobodian og journalisten Ben Tarnoff med en anden forklaring. Ifølge forfatterne er Musk drevet af at vikle sine virksomheder ind i statsapparatet. På den måde bliver myndigheder afhængige af infrastruktur under hans kontrol, hvilket kan gøre ham mægtigere end nogen nationalstat på kloden.
Tendensen var tydelig, da Musk under sin bromance med Donald Trump i 2025 etablerede DOGE (Department for Governmental Efficiency), der skar ned på offentlige institutioner, som i hans optik truede hans egne virksomheders interesser. Men mindst lige så tydelig, da SpaceX i 2000’erne blev USA’s primære leverandør af satellitter, som militæret brugte til at lokalisere fjender på slagmarken i Irak.
Kontrakten var resultatet af den daværende forsvarsminister Donald Rumsfields ønske om at privatisere Pentagon med henblik på at gøre militæret mere “innovativt”. Udviklingen gjorde de facto Musks rumvirksomhed til en del af staten. Som forfatterne skriver: “Krigen mod terror bidragede til en ny form for statssymbiose, hvor forsvarsleverandører udfører roller, som før var reserveret til regeringen. Muskism absorberede idéen om, at virksomheder, ved at indgå partnerskaber med staten, selv kan blive som stater.”
Sidste år stod SpaceX for 85 pct. af raketopsendelser i USA. De amerikanske myndigheders fortsatte afhængighed af rigmanden er derfor ikke til at tage fejl af. Når du ser blinkende lys på nattehimlen, er det da ikke kun et symbol på Musks egen velstand, men et varsel om en ny autoritær kapitalisme – en verdensorden, hvor supermagter ikke nødvendigvis er stater, men techmilliardærer. /Claes T. Sørensen