Blandt mere eller mindre levende afdøde

Alt ånder fred på Frederiksberg Ældre Kirkegård. I første afsnit af denne føljeton om betydningsløshed nævnte jeg en passant, at jeg i dag ville tage herhen, og nu er jeg her. Jeg forbinder stedet med humoristen Storm P og præsten Johannes Møllehave. Storm P som død og Møllehave som levende.

Møllehave brugte timer, dage, ja, formentlig uger af sit liv på at levendegøre Storm P, men nu er Møllehave også død. De er lige døde og lige levende.

Folk dør, når de dør, og stedes vel til hvile i vilkårlig rækkefølge. Indtil det modsatte er bevist, er det nærliggende at antage, at ingen er 100 pct. herre over tid og sted. Men her på Frederiksberg Ældre Kirkegård føles det godt nok, som om udvalget af grave og afsjælede legemer er kurateret med en nænsom hånd. Glatte og ru gravsten, ulæselige og overtydelige gravsten, pompøse og upåfaldende gravsten. Gamle og nye beboere, kendte og ukendte. Kendte, der er blevet ukendte. Der er en mening med galskaben. Det er nærmest, som om der er skabt et sammenhold.

Fælles for mange af de afdøde er, at de er betydningsløse – betydningsløse i den fysiske verden. Det spiller ingen rolle, hvad de har lavet, og om de var nogen i deres samtid… noget ved musikken. Her taler jeg ikke om mere eller mindre nyligt afdøde, som betyder noget for nogen, der stadig lever, men de mange obskure afdøde, som man også render ind i på en kirkegård.

I går snakkede vi om Lars von Trier, der har sagt, at det, han kommer til at efterlade sig, “i det store hele er uden betydning”. Jeg har valgt Frederiksberg Ældre Kirkegård, fordi jeg ved, at Carl Th. Dreyer, endnu et af von Triers forbilleder, er stedt til hvile her. Men den store danske filminstruktørs gravsten er helt upåfaldende. En ubehandlet sten med de mest basale data og hans signatur indgraveret. Hans hustru Ebba, der døde 11 år efter ham, har sit navn sat med lige så svungne bogstaver på samme sten. Et lille grønligt skilt med ordet “BEV” er stukket ned i gruset op ad gravstenen. Den er bevaringsværdig. Dreyer var ikke betydningsløs og er det stadig ikke.

Jeg tager 63 fotos med min telefon, mens jeg er her. Det føles lidt som gravrøveri, men det er jo bare nogle sten, jeg fotograferer. Bemærkelsesværdigt mange afdøde har deres jordiske titler med på deres gravsten. Man vil gerne skilte med, at man ikke var betydningsløs, mens man var her. At man var et tandhjul, der passede ind, at man udfyldte en rolle i samfundet. Blikkenslagermester Ernest Berent (1879-1952), kontorchef Erik Lunn (1875-1948), centralpostdirektør C. Svendsen (1847-1904), entreprenør J. Eliassen; pianofabrikant, sukkervarefabrikant, postkontrollør, hovmester, vinhandler, lokomotivmester, elektroinstallatør, luftkaptajn, cand.polyt., solodanserinde, røntgenlæge, kørelærer, vicepolitiinspektør.

Fru. Frøken. Civilstatus skiltes der også med her og der, måske i mangel af noget mere imposant. Langt ud i fremtiden skal de vide, at man fandme ikke var gift.

To samtidige frimærkehandlere – måske kolleger, måske konkurrenter – er lagt inden for en radius af 20 meter fra hinanden.

På et gravsted er der blevet plads til både en amtsforvalter, en generallieutenant og en generalinde. På et andet er der en mindesten over en fhv. overkirurg. En anden mindesten samme sted er for en overkirurg dr.med, som formentlig er førstnævntes søn. Sønnen må have stået længe og kigget på sin fars mindesten og tænkt, at der var noget tandløst over at fremstille sig som forhenværende. Som død er man under alle omstændigheder forhenværende. Forhenværende levende – det ligger ligesom i luften. Hvorfor kile et otium ind mellem de to tilstande?

Min redaktør spørger, hvad min reportage fra Frederiksberg Ældre Kirkegård handler om. Jeg svarer, at den handler om, at betydningsløsheden råder her, “men at de afdøde kæmper med næb og kløer for at bevare deres relevans”. På hvilken måde, spørger hun. Jeg fortæller om de mange angivelser af samfundsmæssig profession og rang, som virker som ligegyldig staffage på os, der stadig er her.

“Det er måske ikke de afdøde, der som sådan kæmper, men dem der har lagt gravstenen,” svarer hun. “Jeg kan godt lide dem, hvor der bare står ‘far’ og ‘mor’.”

I morgen besøger vi en ny kirkegård. Vi skal hen til den del af Vestre Kirkegård, der populært kaldes Det Røde Hav. Her ligger en række prominente socialdemokrater begravet. Jeg brugte tidligere i denne artikel ordet “sammenhold” om de døde på Frederiksberg Ældre Kirkegård. Det Røde Hav er sammenhold i anden potens. /Oliver Stilling