Udvandingen af Det Røde Hav

Hvem kunne have forudset det? For anden dag i træk bringer denne uges føljeton om betydningsløshed os til kirkegården. I går tirsdag var vi på Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor vilkårene er trange. Folk ligger bogstaveligt talt skulder ved skulder. I dag er jeg taget til Vestre Kirkegård, hvor der er mere luftigt, men ikke færre døde, hverken af de betydningsfulde eller de betydningsløse.

I går zoomede jeg lidt ind på filminstruktøren Carl Th. Dreyers gravsted, som jeg mener, jeg beskrev som relativt upåfaldende eller i hvert fald diskret. Med spillefilm som Ordet, Gertrud, Jeanne d’Arcs lidelse og død og Vredens dag var hans egenhændige bidrag til den danske kulturarv så stort, at ingen ville have rynket på brynene, hverken ved hans bisættelse i 1968 eller i dag, hvis han havde fået sig en mindesten på størrelse med et møllehjul.

Når jeg nu tænker tilbage, var der faktisk et gravsted på Frederiksberg Ældre Kirkegård, der havde mål à la møllehjul. Cirka midt i det hele stod der en struktur, der vel kan betegnes som en lille bygning, et helt mausoleum, opført i røde mursten, kunstneren Per Kirkebys umiskendelige signatur; gravmæle og kunstværk i ét til minde om John Hunov, der til at begynde med var bankmand, men hen ad vejen gjorde sig bemærket som en, der samlede på kunst, indtil dét en dag var hans identitet. Kunstelskeren Hunov planlagde angiveligt opførelsen af gravmonumentet flere årtier, inden døden indhentede ham.

På et sted, der godt kan føles lidt dødt, er der noget oplivende over denne murstensstruktur. Fordi den er så genkendelig et stykke kunst og dermed peger væk fra Hunov og ud på kunsten, gør den på en måde Hunov mindre og endnu mere ubetydelig, end han formentlig var, hvilket er smagfuldt og godt tænkt.

Men her på Vestre Kirkegård er stemningen en lidt anden. Jeg er søgt hen mod det sted, de kalder Det Røde Hav. En lille kunstig sø med et kunstigt højdedrag mod syd. Det føles ikke så kunstigt, når man står her. Hvorfor rødt? På en eller anden måde er det lykkedes Socialdemokratiet at tage ejerskab over området.

Her ligger et par håndfulde kendte socialdemokrater, og hvis man er i tvivl om, hvor kendte de er – var – kan man bare kigge på deres mindesten. Thorvald Staunings er enorm. Jens Otto Krags, der står lige ved siden af, men forskudt og med forsiden vendende cirka 30 grader væk fra Staunings, er lidt mindre, men stadig stor. De to statsministre har søen og noget buskads i ryggen. K.K. Steincke, justitsminister i flere regeringer, ligger her, det samme gør Niels ‘Kultur-Niels’ Matthiasen, H.C. Hansen, Per Hækkerup, Hans Hedtoft og Vilhelm Buhl. Ud fra et udflugtsmæssigt synspunkt er det smart at have dem samlet et sted.

Når vi kommer frem til vor tid, har de gamle koryfæer, magtudøvere og møvere fået selskab af Anker Jørgensen i 2016 og Ritt Bjerregaard i 2023. Det kræver sikkert en del lobbyarbejde at komme på udvalgets bruttoliste.

Det må være nogle betroede folk i et af partiapparatets mange udvalg, der beslutter, hvem der har fortjent en plads ved Det Røde Hav. Måske er det de samme mappedyr i ruskindjakker, som tager hånd om detaljerne vedrørende placering og størrelse. Når disse mennesker selv dør, må man antage, at yngre kræfter med partibogen i orden tager deres plads. Der er nogle paradokser at bokse med. Jo færre døde socialdemokrater, som er stedt til hvile der, jo større bliver mængden af afdøde socialdemokrater, som er blevet vejet og fundet for betydningsløse. Men hvis man lettede lidt på kriterierne for at ligge der, så flere kunne komme til, ville det at blive betragtet som en betydningsfuld socialdemokrat blive udvandet.

På flere af gravstenene står der ud over navn og årstal: ‘Socialdemokratiet’. Det virker lidt sekterisk, men det har de afdøde vel formentlig haft med i deres overvejelser, da enden nærmede sig.

Det er også lidt et sats fra afdødes side. Tænk hvis partiet engang i fremtiden udviklede sig i en retning, man kunne kalde politisk uheldig. Tænk hvis det ophørte med at føre socialdemokratisk politik. Så ligger man der og kan hverken gøre fra eller til. Pludselig bliver man en anakronisme. Man bliver ligegyldig, betydningsløs. Så er de ukendtes grav et mere sikkert valg. /Oliver Stilling