I det store hele

Det er blevet torsdag, og vi er nået frem til sidste afsnit af denne uges føljeton om betydningsløshed. Der skal samles op. Der skal konkluderes. Seriens afsæt var en bemærkning, som filminstruktøren Lars von Trier leverer i en lille udstillingsfilm: Han er glad for de film, han efterlader sig, siger han, “men på en eller anden måde set i det store hele med smerten og træerne, der smider deres sæd på jorden, har det jo ingen betydning”. Uden betydning kan trækkes sammen til ubetydelig eller betydningsløs. Der er sikkert en semantisk forskel på de to ord, men jeg valgte at køre med det sidste.

Tirsdag tog jeg midlertidigt ophold på kirkegården ved Frederiksberg Kirke. Lars von Trier lod til at tale om sit værk i et eftertidigt perspektiv, der transcenderede hans eget jordiske liv. Så jeg ville undersøge, hvordan andre, der allerede var døde, og som måske – fortjent eller ufortjent –  havde opfattet sig selv som betydningsfulde, mens de stadig levede, greb tingene an, nu hvor løbet var kørt, og de ikke længere var til stede til at påvirke og kultivere deres eftermæle.

Mange havde forsøgt at løse problematikken ved at få deres titler med på gravstenen. Hovmester, vicepolitimester, sukkervarefabrikant, tandlæge, frimærkehandler. Man kan for så vidt glæde sig over, hvis det, folk arbejder med, er noget, de er så opslugt af, at det bliver deres identitet, særligt hvis det på en eller anden måde er nyttigt og gavnligt for andre. Nytte og gavn kan ikke altid måles. Det kan jo være, frimærkehandlerens interesse for frimærker har afholdt ham fra at hænge på gadehjørnerne og begå berigelseskriminalitet. Det ved man ikke.

På kirkegården fik jeg pludselig øje på en gravsten, hvor der stod ‘Pressefotograf Lars Hansen 27.2. 1931 – 8.2. 2019’. Ham kendte jeg. Vi var kolleger engang, og jeg har aldrig set ham uden et kamera om halsen. Han tog det vel kun af, når han var i bad. Pressefotoet var hans liv, hele livet. Selvfølgelig skal der stå pressefotograf på Lars Hansens gravsten.

Onsdag besøgte jeg området Det Røde Hav på Vestre Kirkegård. Her ligger en masse socialdemokrater, der har gjort sig (positivt) bemærket i forrige årtusinde, begravet. Der står ‘Socialdemokratiet’ på flere af gravstenene, og jeg kontemplerede over, om det nu har været en fornuftig disposition af de her afdøde socialdemokratiske dignitarer. For tænk hvis partiet en dag i fremtiden skulle udvikle sig i en retning, som de ikke ville kunne stå inde for. Ville Anker Jørgensen kunne se sig selv i Socialdemokratiet i dag?

Jeg så ingen grave, hvor folk skiltede med, at de var af adelig herkomst. De ligger nok på nogle andre kirkegårde eller i lag sammen med en lige linje af forfædre i private mausoleer rundt omkring i landet. Adelig genealogi er jo heller ikke noget i sig selv – det er ikke til gavn for andre, med mindre det afholder den pågældende adelsperson fra at hænge på gadehjørnerne og lave kriminalitet. Gennem historien har vi dog set en del eksempler på adelige, som ikke har holdt sig tilbage fra økonomisk kriminalitet i stor skala. Så meget for ‘adel forpligter’.

Det bedste, man kan gøre, er at holde døren åben for, at man vitterlig er betydningsløs, at man i “det store hele” ikke har bidraget med noget. Det er da noget. /Oliver Stilling