Vores krampagtige år

En lørdag morgen i maj sidste år kørte jeg med i præsidentens kortege, da den gled ud af sydporten i Det Hvide Hus. En overvejende hvid menneskemængde havde taget opstilling på stedet. Da kortegen kørte forbi, jublede folk højt og holdt deres smartphone-kameraer oppe for at filme processionen, imens de viftede med det amerikanske flag. At være så fysisk tæt på præsidenten var åbenlyst en oplevelse for livet for dem. Det var meget overraskende for mig at se.

Men så vældede en gammel og glemt eufori, jeg ikke umiddelbart kunne placere, op i mig. Og så huskede jeg, at det var, hvad jeg selv havde følt gennem det meste af 2008, da jeg så Barack Obama skyde til vejrs som en komet på den politiske himmel. Jeg havde aldrig set så mange hvide mennesker juble over en sort mand, der ikke var sportsstjerne eller entertainer. Og det virkede, som om de elskede ham for at være det, tænkte jeg i de dage, som nu virker så fjerne. Jeg husker, at jeg tænkte, at så kan de også elske mig og elske min kone og elske mit barn og elske os alle på den måde, som den Gud de dyrker så intenst, havde befalet dem at elske deres medmennesker.

Jeg var vokset midt blandt et folk, der hellere end gerne ville tro på, at en Barack Obama kunne være mulig, selv om alt i deres liv dementerede denne mulighed. Altså lovpriste de Martin Luther King i det ene åndedrag og forbandede den hvide mand, ”den store bedrager”, i det næste.

Men så kom Obama og Obamas familie, og de var sorte, og de var smukke på alle de måder, vi gerne ville være det, og de blev overøst med kærlighed. Men da Obamas kortege nærmede sig sit bestemmelsessted – Howard University, hvor han skulle holde en tale – formørkedes teinten i mængden, og jeg forstod, at den kærlighed var specifik. Og jeg forstod, at selv om den først og fremmest omfattede Barack Obama, og selv om den måske gjorde det muligt for de heldigste af os at bryde grænserne, så ville masserne iblandt os, i byer som denne, ikke komme til at nyde godt af det store gennembrud.

Det var vores ustadige, vores krampagtige år.

Vi blev katapulteret ind i Obamas æra uden at have nogen klar idé om, hvad vi kunne forvente, om ikke andet fordi en sort præsident havde forekommet som så tvivlsom en mulighed. Der var ingen måder at forberede sig på, for det ville have betydet en forberedelse på det umulige. Der var få vurderinger af dens potentielle betydning, for sådanne vurderinger blev set som spekulativ fiktion. Set i bakspejlet giver det hele mening, og man kan udpege en ikke retlinet, men en reel politisk afstamningslinje, der løber tilbage gennem det sorte Chicago. Den udgår fra Oscar Stanton De Priest og fortsætter gennem kongresmedlem William Dawson, som under Roosevelt skiftede fra det republikanske til det demokratiske parti, før den når et crescendo med legendariske Harold Washington og stadig stiger med Jesse Jacksons primærvalgkampssejr på Michigans demokratiske partikonference i 1988 og stiger igen med Carol Moseley Brauns triumf, før den når sit seneste toppunkt med valget af Barack Obama.

Hvis denne afstamning bliver synlig i bakspejlet, kommer det også til at gælde begrænsningerne for præsidentens magt. I 100 år efter slaveriets ophævelse var Syden fortsat hjemsøgt af kvasi-slaveri. Og mere end et halvt århundrede efter Brown v. Board of Education er skoler i store dele af dette land stadig de facto segregerede.

Der findes ingen klare sejre for sorte mennesker – det gør der måske ikke for nogen mennesker. Og med Barack Obamas præsidenttid er det ikke meget anderledes. Vi kan måske sige, at her var et afroamerikansk individ, der formåede at stige op til det samme niveau som et hvidt individ, men vi må også straks sige, at antallet af de sorte personer, der rent faktisk kunne kvalificere sig til denne status, vil forblive meget lille. Her kan vi bare tænke på Serena Williams, hvis dominans og fantastiske resultater ikke i sig selv har sikret lige adgang til tennisfaciliteter for unge sorte piger. Selv om porten står åben, er der stadig lang hen til indgangen.

Jeg følte stolthed og forundring, da jeg var med på Howards campus den dag. Howards alumner, som jeg selv er én af, kan være et øvetæveindbydende broderskab. De er berygtede for at skråle skolens slagsange hen over byens blokke for at håne andre historisk sorte colleges og universiteter og tale nedladende om sorte kandidater fra overvejende hvide institutioner.

Jeg vil helst tro, at jeg selv holder igen med den slags, men jeg følte en enorm tilfredsstillelse ved at være tilbage i det bibliotek, hvor jeg engang fandt min historie og nu befandt mig sammen med USA’s første sorte præsident. Det virkede som bestemt af forsynet, at han skulle holde afgangstalen her i sit sidste år. Den samme stolthed, følte jeg, strålede ud over hele gårdspladsen – det store grønne felt på den centrale del af campus, hvor ceremonien skulle finde sted. Da Obama trådte ud på pladsen, eksploderede publikum i jubelbrøl, og da det var tid til, at color-garden skulle præsentere gevær, opstod der spontane tilråb: ”O-Ba-Ma! O-Ba-Ma! O-Ba-Ma!”

Han holdt en fremragende tale den dag. I fuldt respekt for Howards ritualer opremsede han stedets berømte alumner, anråbte universitetets forskellige kollegier og opfordrede de unge mennesker til at gøre brug af deres stemmeret. (Hans sædvanlige ’stram op og tag jer sammen’-udfald forskånede han os for.) Men jeg tror, han ville kunne have stået foran samme menneskemængde, have smilet og sagt ”Good luck”, og de ville have elsket ham alligevel. Han var deres idol, og det var tydeligt i selv de mindste ting. Først blev nationalsangen spillet. Så kom den sorte nationalsang, ‘Lift Every Voice and Sing’. Da ordene rungede ud over mængden, rakte de studerende deres black power-knytnæver i vejret – et symbol på trods over for magten. Og alligevel her, lige op i fjæset på en sort mand i hans sidste år ved magten, var det ikke en tilkendegivelse af protest, men en anerkendende hilsen.

Et halvt år senere blev den forfærdelige omkostning ved at have haft en sort præsident klar for de studerende, selv om resten af landet havde overmåde svært ved at erkende det. I dagene efter Donald Trumps sejr insisterede mange på, at noget så ’simpelt’ som racisme ikke kunne forklare, hvad der var sket. Som om slaveriet havde noget at gøre med den globale økonomi, eller som om lynchninger kunne fortælle os noget om Trumps sexistiske syn på kvinder som ejendom. Som om de sidste 400 år kunne reduceres til en irrationel forurettelse over store læber. Nej, racisme er aldrig nogen nem ting. Og der var ikke noget simpelt ved det, som var på vej, eller ved Obama, den mand, der uforvarende havde banet vejen for denne fremtid.

Det blev sagt, at de amerikanere, der støttede Trump, var ofre for en liberal nedladenhed. Ordet racist blev affærdiget som en tarvelig stempling af den jævne mand snarere end en akkurat beskrivelse af faktiske mænd. ”Vi ved simpelthen endnu ikke, hvor meget racisme eller kvindehad har motiveret Trumps vælgere,” skrev David Brooks i sin New York Times-klumme. ”Hvis man var blevet hængende i en jobløs by, så sine venner dø af overdosis stoffer, hvis hver måned var en kamp for at betale el-regningen, og der så pludselig kom en fyr forbi, der så ud til at kunne løse dine problemer og lytte til din stemme, ville du måske også kunne se igennem fingrene med en del slibrigheder.” Det slår mig som fuldstændig logisk.

Faktisk kunne det lige så vel gælde for Louis Farrakhans appel til sorte fattige og arbejderklassen. Men hvor tilhængerne af en islamofobisk hvid nationalist således kan nyde godt af den sympati, der altid hilser jordens salt, måtte tilhængerne af en antisemitisk sort nationalist udholde den hån, der for altid vil møde børn af slaver.

Der er blevet gjort meget ud af de blue-collar vælgere i Wisconsin, Pennsylvania og Michigan, der stemte på Obama i 2008 og 2012 for så at stemme på Trump i 2016. Muligvis kan disse vælgere i et vist omfang modbevise racismens centrale rolle som forklarende kraft. Det står stadig ikke klart, hvor mange individuelle vælgere der faktisk vendte på en tallerken her. Desuden udstiller den underliggende formodning – at Hillary Clinton og Barack Obama kan byttes ud for hinanden – et problem. Clinton var en kandidat, der kun havde vundet en eneste valgkamp i sit liv; hvis politiske instinkter blev draget i tvivl af hendes egne rådgivere, og som tog over en halv million dollars i talehonorar fra en investeringsbank, fordi det nu engang var, ”hvad de tilbød”, og som foreslog at bringe en tidligere præsident, der var mærket af beskyldninger om voldtægt og sexchikane tilbage til Det Hvide Hus.

Obama var en kandidat, der var blevet den kun tredje sorte senator i moderne tid; der to gange var blevet valgt til præsident; der hver gang havde tippet både røde og lilla stater over til sin side, og som havde stået i spidsen for en af ​​de mest skandale-fri administrationer i nyere tid. Forestil dig en afroamerikansk faksimile af Hillary Clinton: Hun ville aldrig kunne blive kandidat for noget større politisk parti og ville sandsynligvis ikke kunne få nogen rolle at spille i national politik overhovedet.

At henvise til borgere, der angiveligt skulle have stemt på både Obama og Trump, modbeviser ikke racisme; den udstiller racisme. For at sikre sig en vej ind i Det Hvide Hus måtte Obama være en Harvard-uddannet jurist med ti års politisk erfaring og en utrolig evne til at tale til et bredt udsnit af hele landet. Donald Trump har kun brug for penge og hvid brovten.

I ugen efter præsidentvalget lignede jeg en stor bunke elendighed. Jeg havde ikke set min kone i to uger. Jeg kæmpede med deadlinen på denne artikel. Min søn havde det svært i skolen. Huset var i uorden. Jeg spillede igen og igen Marvin Gaye – ”When you left, you took all of me with you”. Venner begyndte skummelt at påminde mig om post-rekonstruktionens spøgelse. Valget af Donald Trump bekræftede alt, hvad jeg vidste om mit land, og intet af ​det kunne jeg acceptere. Tanken om, at Amerika lod sin første sorte præsident afløse af Donald Trump, matchede kun alt for godt dets historie. Jeg blev også chokeret over mit eget chok. Men jeg ville sådan have ønsket, at Obama havde haft ret.

Jeg ønsker stadig, at Obama havde haft ret. Jeg vil stadig gerne synke ind i den drøm. Men det vil ikke fremover kunne lade sig gøre.

Ved en kosmisk tilfældighed fik jeg en uge efter valget fat i en del af min fars FBI-sagsmappe. Min far var vokset op under fattige kår i Philadelphia. Hans egen far blev skuddræbt på gaden. Hans bedstefar blev knust til døde i en kødpakkermaskine. Han havde tjent sit land i Vietnam, var blevet radikaliseret der og havde sluttet sig til De Sorte Pantere, hvorved han tiltrak sig J. Edgar Hoovers opmærksomhed. Et memo skrevet til FBI’s direktør blev indsendt med den anbefaling ”at miskreditere WILLIAM PAUL COATES, fungerende kaptajn for BPP, Baltimore”. Det blev i memoet foreslået, at der blev sendt et falsk brev til Panternes medstifter, Huey P. Newton. Det falske brev beskyldte min far for at være informant og konkluderede: ”Jeg ønsker, der bliver gjort noget ved dette støvleslikkende fascistiske niggersvin, og hellere i dag end i morgen.” Ordene ‘gjort noget ved’ krævede en vis fortolkning. Panterne gik til sidst til grunde i indre sekteriske stridigheder, anstiftet af FBI, en strid, hvor en stempling som politistikker var lig en dødsdom.

Et par timer efter at jeg havde set denne fil, havde jeg min sidste samtale med præsidenten. Jeg spurgte ham, hvordan hans optimisme kunne holde til Trumps sejr. Han tilstod, at han da var blevet meget overrasket over resultatet, men sagde, at det var svært at ”udlede nogen større teori af det, fordi der var nogle meget usædvanlige omstændigheder”. Han pegede på begge kandidaters meget svage popularitetstal, på mediedækningen og på ”frustrationer” i dele af vælgerskaren. Men han insisterede på, at hans generelle optimisme om retningen i Amerikas historie ikke var rokket. ”At være optimistisk i forhold til de langsigtede tendenser i USA betyder ikke, at alt kommer til at forløbe i en glat og direkte lige linje,” sagde han. ”Nogle gange går det fremad, nogle gange går det tilbage, nogle gange går det sidelæns, nogle gange zigzag.”

Jeg tænkte på Hoovers FBI, som chikanerede tre generationer af sorte aktivister – fra Marcus Garveys sorte nationalister til Martin Luther King Jr.’s integrationister til Huey Newtons Sorte Pantere, herunder min far. Og jeg tænkte på den enorme magt, som præsidentembedet er blevet udbygget med efter 11. september – adgangen til de amerikanske borgeres telefonregistreringer, adgang til deres e-mails, til at tilbageholde dem på ubestemt tid. Jeg spurgte præsidenten, om det var det hele værd. Og om den nuværende generation af sorte aktivister og deres allierede nu skal være bange.

”Husk på, at NSA’s oh andre overvågningsenheders kapacitet har udtrykkeligt forbud mod at rette sig imod amerikanske statsborgere eller US-personer uden specifik dokumentation af links til terrorvirksomhed eller, du ved, anden udenlandskrelateret aktivitet,” sagde han. ”Så jeg tror, at ​​hele det narrativ om, at Big Brother på en eller anden måde er svulmet op til et monster, og at en ny præsident har en pistol ladt, som skal bruges mod indenlandske dissidenter, bare ikke er korrekt.”

Han anbefalede dog årvågenhed, ”fordi faren for magtmisbrug altid eksisterer i statsapparatet. Spørgsmålet kommer ikke til at være, om der er nye værktøjer til rådighed. Problemet bliver at sikre, at den næste administration, på samme måde som den forrige administration seriøst påtager sig de begrænsninger, der er sat for, hvordan vi kan behandle amerikanske borgere og personer”. Det er ikke et svar, der indgyder mig nogen større tillid. Næste dag tilbød den tiltrædende præsident Trump generalløjtnant Michael Flynn posten som national-sikkerhedsrådgiver og håndplukkede senator Jeff Sessions fra Alabama til sin kandidat som justitsminister. I februar tweetede Flynn: ”Frygt for muslimer er rationel” og linkede til en YouTube-video, hvori det blev hævdet, at islams tilhængere ønsker ”80 procent af menneskeheden gjort til slaver eller udryddet”. Sessions var engang blevet beskyldt for at kalde en sort advokat for boy og skal have hævdet, at en hvid advokat, der repræsenterede sorte klienter, var en skændsel for sin race, og for sjov have sagt, at han troede, at Ku Klux Klan ”var okay, indtil jeg fandt ud af, at de røg pot”. Jeg følte dengang, at jeg vidste, hvad der kom –  flere Freddie Grays, flere Rekia Boyds, flere informanter og undercover-agenter sendt ud for at infiltrere moskéerne.

Og jeg vidste også, at den mand, der ikke kunne tolerere sådanne ting i sit Amerika, var ansvarlig for den eneste gang i mit liv, hvor jeg – som hans førstedame engang sagde – har følt mig stolt af mit land. Og jeg ved, at det var hans særlige mangel på accept, hans utrolige tro, hans usandsynlige tillid sine landsmænd, der havde gjort den følelse mulig. Det var, som om en lille sort dreng havde rørt ved præsidentens hår. Det var at opleve Obama midt under valgkampen og altid forvente det værste og at blive forbløffet over, at det værste aldrig skete. Det var sådan, jeg havde følte det, da jeg så Barack og Michelle under indvielsen … da jeg så, hvordan deres bil langsomt trak ned ad Pennsylvania Avenue, mængdens jubel, og derefter de to, der steg ud af limoen, steg op fra frygten, smilede, og vinkede, trodsede fortvivlelsen, trodsede historien, trodsede tyngdekraften.