I 2024 drejede Silicon Valley skarpt til højre

Da Donald Trump blev genvalgt som præsident, beskrev medier, hvordan den ene techgigant efter den anden kyssede ringen. Han brugte selv et mere farverigt udtryk.

Amazon-ejer Jeff Bezos og Meta-chef Mark Zuckerberg “kysser min røv,” sagde Trump ifølge den nyligt udgivne bog Regime Change. Bogens forfattere Maggie Haberman og Jonathan Swan har fulgt Trump det seneste årti og gengiver ligeledes en bemærkning fra hans samtale med Tesla-chef Elon Musk: “Tænk på, hvor de her fyre stod i 2016. De hadede mig. De gjorde alt, hvad de kunne, for at trække mig ned. Og se dem nu.”

Det var svært at overse, også for os andre, at techfyrene pludselig tilnærmede sig Trump.

Da Mark Zuckerberg kaldte Trumps knyttede næve og “fight, fight, fight!”-reaktion efter attentatforsøget i Butler, Pennsylvania i juli 2024 for “en af de mest badass ting, jeg har set i mit liv”. Da redaktionen på den Jeff Bezos-ejede avis The Washington Post fik besked på ikke at publicere en såkaldt endorsement af Trumps demokratiske modkandidat Kamala Harris, og Bezos ønskede Trump tillykke med “et enestående politisk comeback og en klar sejr” på valgaftenen. Og da Facebook fyrede sine faktatjekkere for at være “for politisk ensidige” i januar 2025, lige inden Trump overtog præsidentposten.

Der strømmede millioner af dollars fra Silicon Valley til Trumps valgkamp, og siden donerede blandt andre Meta og Amazon en million dollars til Trumps indsættelsesceremoni, hvor deres topchefer – blandt andre techtitaner – ligeledes var at finde på den forreste række.

Efter et langt forhold med den progressive fløj i amerikansk politik havde Silicon Valley tilsyneladende ikke bare slået op med Demokraterne, men med selve demokratiet.

En række forskere, med Francesca Bria, som er økonom og professor ved University College London, i spidsen, har kortlagt nutidens techchefers offentlige kontrakter, ideologier, adfærd og ageren i det, som de kalder den autoritære stack: “Et vertikalt integreret system af privatiseret kontrol, der strækker sig fra cloud-platforme og KI-modeller til autonome droner, militære satellitter og endda den monetære infrastruktur.”

Forskerne identificerer nøglepersoner som Peter Thiel og Elon Musk, der har et tydeligt politisk projekt og en ideologi i form af det, som de kalder postdemokratisk techno-autoritarisme.

Peter Thiel, som var medstifter af både PayPal og Palantir og investerede tidligt i Facebook, stemte på Donald Trump i 2016 og har længe været skeptisk over for demokratiet. Det mere generelle skift i Silicon Valley blev dog først rigtigt bemærket i sommeren 2024, da Elon Musk, som stemte på Joe Biden i 2020, satte handling (og rigtig mange penge) bag ordene (og højreorienterede memes) med den første af mange donationer til Trump.

Sande hensigter eller kortsigtede interesser 

Samme sommer begyndte folk og forskere at tale om broligarkiet, altså et fåmandsvælde af tech bros. Blandt andre Brooke Callahan, professor i sociologi ved Dartmouth University, som skrev i The Atlantic:

“Til mange milliardærers store fortrydelse indebærer demokratisk styre beskatning, regulering og granskning fra den frie presse. Det samme system, som har banet vejen for deres velstand gennem retsstatsprincippet og ansvarlig økonomisk forvaltning, lægger også bånd på dem – ligesom det gør for os alle. Men helvede har ingen vrede som en ‘broligark’, der ikke får sin vilje.”

Men var dette skifte mod højre et udtryk for, at techchefer afslørede deres sande jeg? Eller skiftede de strategisk side?

Professor emeritus ved Northwestern University Peter Hayes har som Holocaust-historiker beskæftiget sig indgående med autoritarisme og har nogle svar – og advarsler – fra fortiden. Sidste år udgav han bogen Profits and Persecution om erhvervslivets rolle i Det Tredje Rige, og han ser en række relevante paralleller mellem virksomhedslederne i nutidens Silicon Valley og datidens Tyskland.

Det er ingen hemmelighed, at tyske virksomheder tjente onde penge under naziregimet, men ifølge Hayes fejltolker vi ofte deres handlinger som ideologiske frem for rationelle. I sin bog konkluderer han mere nuanceret: “Ved at handle rationelt i Det Tredje Riges sammenhæng handlede virksomhedslederne i realiteten ideologisk, fordi deres valg generelt tjente regimet og dets formål.” Hayes uddyber til Føljeton: “Det, de fleste tager fejl af, er i hvor høj grad nazisterne skabte en økonomi, hvor de adfærdsmønstre, som erhvervsfolk var vant til, trak dem ind i og gjorde dem medvirkende til forbrydelser.”

Ideologi eller økonomi

De fleste populære fortællinger om erhvervslivet i Det Tredje Rige handler ifølge Hayes udelukkende om den individuelle grådighed hos erhvervsfolk, der handlede for at udvide deres forretningsimperier, men tyske erhvervsfolk delte ikke nødvendigvis Adolf Hitlers vision – hverken den økonomiske eller ideologiske.

“Den nazistiske økonomi var baseret på selvforsyning, indadvendthed og ingen handel med udlandet. De, der var engageret i olie- og gummiprojekter, tænkte, at nazisterne kan jo være nyttige, mens det splittede andre virksomheder internt. Men det militære marked i Tyskland blev så stort, at de indtægter, som fx IG Farben [tidligere tysk kemikalie- og medicinalkoncern, red.] taber på eksporten, vindes tilbage gennem statens indkøb. Alle retter ind, selv producenter af civile produkter, som fx Nivea, der også producerede bandager, hvor militærets behov for bandager opvejede det faldende salg af Nivea-creme til udlandet. Så på denne måde bringes hele økonomien i overensstemmelse med regimets mål.”

Virksomhederne i Nazityskland var hverken udelukkende ideologiske aktører eller udelukkende profitmaksimerende, mener Hayes.

“Før Første Verdenskrig udbetalte de fleste store tyske selskaber årlige udbytter på mellem 20 og 30 pct. Det er et svimlende stort beløb. Under nazisterne var det årlige udbytte, man kunne udbetale aktionærerne, begrænset til seks pct. Det overskud, man kunne opnå, måtte for det meste geninvesteres, ellers ville det blive beskattet væk. Derfor maksimerede man inden for de rammer, man befandt sig i. Virksomhedslederne var ikke nødvendigvis interesserede i fx at overtage ejendomme, der tilhørte jøder, som blev frataget deres ejendom, medmindre de så, at en konkurrent kunne få fat i ejendommen før dem,” siger Hayes.

Ikke at det er nogen undskyldning, når det har de konsekvenser, som det havde under Anden Verdenskrig.

Interesser er præferencer

Ifølge Peter Hayes opfattede virksomhedsledere i Nazityskland deres interesser alt for snævert:

“Forretningsfolk har en tendens til at tro, at interesser er en realitet, der fremgår af regnskabet. Men interesser er ikke en realitet; de er noget, man definerer ud fra sine præferencer. Hvis din præference er, at du vil maksimere overskuddet i dag, men at du vil ofre overskuddet på lang sigt, så gør du det. Men det er en præference. Det er ikke en interesse. Så det, der skete med disse mennesker, var, at de havde en tendens til at definere deres interesser meget snævert på kort sigt, i den sammenhæng, de troede, de befandt sig i. Og det førte til, at de begik forfærdelige handlinger.”

I dag tænker de amerikanske virksomheder – særligt de store børsnoterede af slagsen – også særdeles kortsigtet, fordi de udgiver kvartalsregnskaber. Da ledere og mellemledere ofte aflønnes med aktier, har kursudviklingen betydning for udbetalingen af bonusser og deres egen formueudvikling.

“Det betyder, at [de amerikanske virksomheder] er meget sårbare over for afpresning fra Trump-administrationen. Fordi de er bekymrede for, om de kan klare de næste to år. De tænker på det kortsigtede, og de mener, at deres opgave blot er at komme igennem denne periode. Det betyder altså, at man skal holde lav profil, ikke irritere nogen i Washington, ikke tiltrække opmærksomhed, og så vil man på en eller anden måde klare sig igennem det. Men de tænker kortsigtet, og det er meget risikabelt.”

Det gælder ikke kun virksomheder, men også organisationer såsom Hayes’ eget universitet, som har betalt det, han kalder for “løsepenge” til den amerikanske administration. Der er – i modsætning til i Nazityskland – mulighed for at kæmpe imod i retten, men det tager tid og har høje omkostninger.

Og som Hayes siger, er det svært at stå imod selvudnævnte diktatorer: “Man kan ikke forestille sig, at folk straks vil indse, hvad de bør gøre, og at de så vil organisere sig for at gøre det. Men det, som virksomhedslederne gjorde i 1933, var at observere situationen og se, hvordan den udviklede sig – altså vente og se. Så udviklede situationen sig selvfølgelig for hurtigt for dem. Tyskland var et diktatur inden for seks måneder, og de måtte i gang med at tilpasse sig en ny situation, som de måske havde været i stand til at stoppe eller i det mindste afværge, hvis de havde været mere handlekraftige fra start.”

Menneskets natur

Der er meget, der adskiller nutidens USA og Nazityskland, understreger Peter Hayes. Blandt andet, at der er et midtvejsvalg til november. Hans pointe er, at det, der skete i Tyskland i trediverne, kunne ske overalt.

“Det er en form for adfærd, rationalisering, tilpasning, der er menneskelig – alt for menneskelig. Men det er det, vi står overfor. Vi står ikke kun over for ideologerne, for ideologerne udgør altid et mindretal i befolkningen. Den virkelige forskel ligger i denne midtergruppe, for i Nazityskland tilpassede de sig alle sammen,” siger han.

“Det, folk tænkte under nazisterne, spillede ingen rolle. Det, man gjorde, var det, der betød noget. For hvis man ikke gjorde noget, oversteg den ulidelige lidelse, der blev påført arbejdere i arbejdslejre og regimets mange ofre, på alle måder de risici, man selv løb.”

Selvom der er relevante forskelle, kan Peter Hayes drage paralleller mellem techbros og de nazistiske virksomhedsledere. Han nævner Ferdinand Porsche som eksempel:

“Han beskæftigede sig ikke særlig meget med overordnede politiske spørgsmål, men var fanatisk dedikeret til først at producere meget hurtige racerbiler, derefter en folkevogn, en Volkswagen, og senere militært udstyr til Naziregimet. En person som ham tænker på sine opfindelser og på, hvad der skal til for at gøre dem til virkelighed. Det var et kendetegn ved mange af de ledende personer, der var fremtrædende i Det Tredje Rige.”

Med dette tunnelsyn kan man fortsætte uden at forholde sig til, at det bliver mere og mere grusomt og brutalt.

Tunnelsynet lader også til at være et kendetegn ved nutidens chefer i Silicon Valley, der virker fuldstændig opslugte af at udvikle kunstig intelligens – herunder generel kunstig intelligens – også selvom det, ifølge dem selv, kan ødelægge verden og menneskeheden.

“Med hensyn til kunstig intelligens må der være betydelige offentlige kontrakter, som går til disse virksomheder. De ønsker ikke at sætte disse kontrakter på spil. De ønsker, at teknologien skal bære frugt,” siger Hayes.

Når vi retter vores kameraer og kritik mod de få mænd i broligarkiet, overvurderer vi så vigtigheden af enkelte individers intentioner? 

“Min bog ville svare ‘ja’. På den anden side er det svært ikke at tage den individuelle faktor med i betragtning, når det drejer sig om en person som Elon Musk, der er mange størrelsesordener rigere end nogen, jeg har beskæftiget mig med i det nazistiske Tysklands historie.”

/Emilie Ewald

Onsdag skal det handle om anden ideologi, som optager nutidens tech-elite: transhumanismen.