Katriece Ray/Wikimedia Commons
Livets store spørgsmål spøgede i New York Times’ lydstudie op til weekenden, hvor journalisten Ross Douthatt talte med techentrepenøren og udødelighedskapitalisten Bryan Johnson i sit i øvrigt sidste interview for avisen.
Gennem virksomheden Blueprint har Johnson sat sig i spidsen for Silicon Valleys måske mest fanatiske vision: at overvinde døden via videnskab og teknologi. Entreprenøren, hvis slogan vitterligt er ‘Don’t die’, har i håbet om at finde opskriften på udødelighed underkastet sig en religiøst skematiseret hverdag.
Han går i seng sekundet klokken slår 20, suger dagligt infrarødt lys og er gået fuld vampyr ved at lade sig indsprøjte blod fra sin teenagesøn i håbet om at afbøde aldringens kognitive forfald. Johnson lever i biomarkørernes tyranni. Alt måles og vejes – selv antallet af natlige erektioner, som han stolt har proklameret giver ham en 22-årigs erektile helbred.
Ak ja, vi går ind i interviewet der, hvor Johnson svarer på, hvorfor han blev så dødhamrende besat af at forlænge livet:
“Jeg forestillede mig at være til stede i år 2500. Der står jeg og taler med hvem det nu er – menneske eller kunstig intelligens, eller en eller anden kombination af de to. De reflekterer over det 21. århundrede og siger: Vi er så taknemmelige for, at homo sapiens eksisterede i det 21. århundrede fordi XYZ … Jeg tror, de ville sige to ting: Den ene er, at homo sapiens skabte superintelligens, og det var der, de fandt ud af at de ikke ville dø.”
Tja, det kommer selvfølgelig an på, hvem af fremtidens folk, man får fat på. Men listen af ting, som de vil elske os for før superintelligens og opskriften på evigt liv, er nok relativt lang: Hvis vi forhindrer atomkrig, fascistisk revolution eller – mod forventning – en global temperaturstigning på 2 grader, mon ikke de så ville være os ret så taknemmelige?
Evig kedsomhed
I modsætning til Hr. Johnson bør vi i hvert fald langt fra føle os sikre på, at fremtidens civilisation vil prise os for, at vi – også mod forventning – skulle finde opskriften på evigt liv. I artiklen The Makropulos Case: Reflections on the Tedium of Immortality (1973) skrev den engelske filosof Bernard Williams, at et udødeligt liv er uønskværdigt, fordi det vil være ulideligt kedeligt.
Ifølge Williams er livet værd at leve, så længe vi har “kategoriske ønsker” – de ønsker, der i sig selv udgør en grund til at være i live: eksempelvis, at man gerne vil blive en dygtig pianist eller se sine børn vokse op. For Williams er døden slem, når den finder et menneske før – men ikke nødvendigvis efter – at de har fået den slags meningsgivende ønsker opfyldt.
Får man uendelig tid til at udleve sine drømme, vil man på et eller andet tidspunkt have gjort alt, man nogensinde kunne ønske sig. Og hvad følger så? En afgrundsdyb kedsomhed, der forvandler døden til en befrielse. Williams henviser til et teaterstykke fra 1922 af den tjekkiske Karel Čapek, hvor datteren af en alkymist, Elina Makropulos, er blevet 342 år gammel takket være en livsforlængende eliksir, hun har fået af sin far. Hun ender som et livstræt menneske og ender med at afvise eliksiren.
Ikke alle lange liv er vel lige kedelige og betydningsløse. Mon ikke Greta Thunberg fortsat ville have en del at leve for, hvis hun kunne få sig en eliksir og fortsætte et par hundrede år endnu? Bryan Johnsons egen regnearkstilværelse er dog sjovt nok det bedste eksempel på et liv, der nok ville blive kedeligt i længden. På et bemærkelsesværdigt tidspunkt i interviewet indrømmer han det næsten selv: “Nogle gange fortryder jeg virkelig at have gjort det. Mit liv ville være så meget enklere, hvis jeg ikke skulle bruge så meget tid på den her virksomhed.” /Claes T. Sørensen