Yderligtgående pragmatisme

De skriver sammen på WhatsApp. Direkte og ifølge italienske medier ofte, når det brænder politisk på i Europa. Corriere della Sera har beskrevet en “chimica personale”, en personlig kemi, og siden døbt dem migrationspolitikkens Thelma & Louise, dog med den beroligende parentes: uden filmens afsluttende styrt.

Men det begyndte mere famlende. Som en politisk genkendelse, der ikke rigtig passede ind i de sædvanlige kategorier.

Fredag den 21. april 2023 var Mette Frederiksen på privat ophold i Italien. Alligevel lagde hun om formiddagen vejen forbi Palazzo Chigi, det massive regeringspalads ved Piazza Colonna. Giorgia Meloni havde kun været premierminister i knap et halvt år.

På de officielle billeder er privatbesøget allerede blevet til statsteater: tre flag, dybe lænestole, blankt bord og en stor grøn plante mellem de to kvinder. Frederiksen i blomstret bluse. Alt ser mere konventionelt ud end det, der politisk er ved at ske.

På efterkrigstidens politiske landkort burde Mette Frederiksen egentlig være kørt forbi. Meloni er leder af Fratelli d’Italia og kommer fra den postfascistiske tradition. Men Europas gamle højre-venstre-kort havde allerede fået en flænge: migration.

Palazzo Chigis referat er næsten demonstrativt kedeligt. Ukraine. Migration. Stabilitetspagten. Industriel og teknologisk suverænitet. Nederst står bare ét ord, der siden skulle vise sig mere interessant end resten: “pragmatismo”.

Det er deres fælles selvbillede: mindre trosbekendelse, mere værksted.

Den umulige alliance

Meloni har selv leveret brugsanvisningen til venskabet. Det særlige ved det dansk-italienske samarbejde er “concretezza”, siger hun. “Con Mette è facile.” Med Mette er det nemt. Frederiksen fortaber sig ikke i snak. Hun er resultatorienteret.

Så begynder Mette at dukke op oftere i Rom.

Den 11. marts 2025 er hun igen i Palazzo Chigi. Rød løber og messingblæsere. Midt i det hele står Frederiksen i lavendelfarvet jakkesæt og Meloni i sort vest over hvid skjorte og hilser mere som gamle bekendte end som to regeringschefer fra hver sin politiske familie.

To måneder senere er hun tilbage. Den 22. maj står de igen sammen i Palazzo Chigi, nu foran kameraerne. Meloni remser selv møderækken op: Rom 11. marts, EU-topmødet senere samme måned, Tirana i maj, nu Rom igen. Og snart endnu et EU-topmøde i juni.

Hun præsenterer Frederiksen som “La mia amica Mette”. Min ven Mette. Og peger selv på det aparte: To lande og to politikere, som efterkrigstidens politiske atlas har placeret pænt langt fra hinanden. Det burde ikke passe. Det gør det bare.

I en EU-verden fuld af efternavne og laminerede navneskilte er de på fornavn: Mette og Giorgia.

Samme dag lancerer Italien og Danmark sammen med syv andre regeringschefer et opråb om migration og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. De vil diskutere, om domstolen i Strasbourg har strakt konventionen så langt, at den begrænser de folkevalgte regeringers politiske råderum.

Effektiv arbejdsdeling

Meloni fremhæver selv deres forskellige “punti di osservazione”. De ser Europa fra hver sin kant. Nordisk socialdemokrati og italiensk postfascisme mødes således ikke i en stor syntese. De mødes på WhatsApp.

Gramsci ville have kaldt situationen et interregno: “Il vecchio muore e il nuovo non può nascere.” Det gamle dør, og det nye kan endnu ikke fødes.

Mette og Giorgia ser i hvert fald ud til at befinde sig ganske godt i ventetiden. Og forskellen er nu ikke længere noget, der skal forklares væk. Den er blevet selve arbejdsdelingen.

Rom og København begynder at ligne et lille politisk værksted: En idé prøves af i Rom, skrues lidt anderledes sammen i København og vender tilbage med flere underskrifter.

I maj er ni regeringschefer med på opråbet om menneskerettighedskonventionen. Den 10. december står 27 af Europarådets medlemslande bag en fælles erklæring om migration.

Indtil videre har venskabet været politisk billigt. De har kunnet vælge hinanden, når de alligevel ville det samme. Ingen har skullet ofre en vigtigere relation.

Knap tre år efter det første Rom-møde kom regningen.

Donald Trump havde rettet blikket mod Grønland. Mette Frederiksen var under det hårdeste udenrigspolitiske pres i sin regeringstid. Giorgia Meloni sad samtidig med en af Europas bedste forbindelser til Trump.

Den 6. januar 2026 mødtes de i Élysée-palæet i Paris. Nu var venskabet ikke længere gratis. /Lars Trier Mogensen