Vandrestøvlerne som våben

Omkring hundrede mennesker bevæger sig i øjeblikket gennem det tyske landskab på vej ned ad flygtningeruten – i den modsatte retning, forstås. Målet er det, som tusindvis af syrere er flygtet fra: det krigshærgede Aleppo. Nogle vil være med i marchen nogle dage eller uger, men en hård kerne har tænkt sig at vandre mere end 3.000 kilometer, indtil de når den syriske grænse. Bag marchen står den polske journalist Anna Alboth og en stor gruppe frivillige europæere, som var trætte af at føle sig magtesløse. Meningen med protesten er at lægge pres på politikere og institutioner, men frem for alt at vise solidaritet med de civile i Syrien.

Vi tager med ud på landevejen for at undersøge, hvorfor de gider bruge deres tid på at demonstrere mod en krig, som har stået på i snart seks år – og om folkelige protester overhovedet giver mening i en konflikt, der er så kompliceret og brutal.

Før nytår skrev jeg et debatindlæg i Politiken om Civil March for Aleppo, og mange af dagbladets læsere kommenterede hurtigt, at projektet var meningsløst og naivt. ”God tur, tosser,” skrev en læser, og den sarkastiske tone var symptomatisk for kommentarfeltet. Generelt virker folk desillusionerede. I næsten seks år har vi set billeder fra Syrien. Gennem vores smartphones, tablets og tv har vi siddet og set på bombede hospitaler og sårede børn. Der er en udbredt følelse af magtesløshed, og selv udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) var i december ude at sige, at der ikke er meget, vi kan gøre. Jeg har selv været en af dem, der passivt så til, da Assad brugte kemiske våben mod sit eget folk, og da flygtninge bar deres skræmte børn om bord i gummibåde. Man har lyst til at handle, selv hvis det virker tosset.
Derfor rejser jeg nu til Tyskland for at møde nogle af dem, som forsøger at handle. De er bogstaveligt talt på vej mod Aleppo, og vi tager med for at undersøge, om protester overhovedet har nogen betydning i dag.