Schrödingers Regimefald

“Uden hurtig indgriben fra det internationale samfund, risikerer Cuba at blive et tavst Gaza.” Sådan lød det den 6. august, da eksperter udpeget af FN’s Menneskerettighedsråd udtalte sig om Cubas igangværende krise. To uger senere gav det cubanske medie Belly of the Beast et glimt af hverdagen på Cuba: “Sæbe! Hvor er det vidunderligt,” udbryder en gråskægget cubaner i en videoreportage, før han gnider øjnene fri for tårer.

Siden Trumps første præsidentperiode har USA strammet sanktionerne mod Cuba, og i januar blev der lagt en olieblokade oveni. I sidste uge, torsdag den 20. august, annoncerede USA’s udenrigsminister Marco Rubio flere sanktioner mod Cuba; denne gang var det diverse mineselskaber, statsinstanser og lederne af en venskabsforening, som stod for skud. “Det cubanske regime har i årtier brugt dækgrupper til at forsøge at infiltrere, korrumpere og radikalisere amerikanere,” tweetede udenrigsministeren efterfølgende.

Siden maj har USA sanktioneret bl.a. militæret, turismeministeriet og det statsejede firma CSMC, der står for landets sundhedsvæsen. Og sidste uges skærpelser er derfor bare de seneste i en lang række af sanktioner mod Cuba, som alle har det samme formål (blød betalingsmur): At presse den cubanske regering til at reformere øens økonomiske system, frigive sine politiske fanger og stoppe samarbejdet med russiske og kinesiske efterretningstjenester.

Sanktioner er muligvis USA’s foretrukne middel – den amerikanske regering sanktionerer det tredobbelte af, hvad andre lande gør – men det betyder ikke, at det er det eneste redskab, man bruger.

Siden januar – hvor Venezuelas præsident Nicolás Maduro blev kidnappet af USA – er der ikke blevet eksporteret venezuelansk olie til Cuba. Tidligere er omkring halvdelen af Cubas olie blevet importeret fra Venezuela. Med den ene hånd lukkede Trump altså for oliehanen, og med den anden underskrev han i samme måned et dekret, der lægger ekstra afgifter på lande, som sælger olie til Cuba.

Resultatet er bl.a. hospitaler uden adgang til medicin og vacciner; at mad rådner i slukkede køleskabe; at gaderne flyder med skrald, fordi skraldebilerne mangler benzin. Nogle ting – såsom strømafbrydelser – var cubanerne dog vant til selv før olieblokaden. Men til forskel fra før er turismen nu også ramt.

“Den nuværende situation er præget af, at en meget stor del af befolkningen – og hele økonomien generelt – lider under manglen på det, der efterhånden er blevet den vigtigste indtægtskilde, nemlig turismen. Den er faldet voldsomt,” fortæller Cubaekspert og lektor ved Københavns Universitet Jan Gustafsson. “Gennem en del år efterhånden har det været sådan, at mange – pga. lave lønninger – foretrækker at køre taxa eller andet servicearbejde for turister frem for at arbejde som fx ingeniør. I kombination med manglen på alt lige nu, er det svært for rigtigt mange mennesker endda at få mad nok til at brødføde familien.”

Baghavekommunisten

Den nuværende situation er uden tvivl kritisk, men ikke ny, og det er amerikanernes interesse i øen heller ikke. Forholdet mellem de to nationer strækker sig tilbage til den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor øen efter flere århundreder som spansk sukkerkoloni blev sat fri af amerikanerne. I Spanien mente man (rigtignok), at USA ikke havde helt rene intentioner: “Onkel Sam vil bare holde på øen, så den ikke farer vild,” lød den ironiske punchline i en spansk propagandategning.

I teorien var Cuba selvstændigt, i praksis havde USA økonomisk og politisk kontrol. Den såkaldte Platt Amendment gav fx amerikanerne lov til at vælte enhver ’uegnet’ cubansk regering. Først i 1959, da Fidel Castro væltede Batista-diktaturet, blev amerikanske interesser for alvor smidt ud af Cuba – og det kom USA sig aldrig rigtig over.

“Mange amerikanske firmaer ejede sukkermarker og sukkerfabrikker. Så af den grund ville man i første omgang bruge sanktioner til at presse regeringen under Castro til at makke ret, og sidenhen har man simpelthen brugt dem til at prøve at få den væltet,” forklarer Jan Gustafsson. “For mange amerikanske præsidenter har det – uden nødvendigvis at være meget højt på prioritetslisten – altid været en ting at vælte styret i Havana.”

Med tiden har Cubas fald fået et næsten profetisk skær, og særligt republikanerne er ikke i tvivl om, at Trump er den præsident, der omsider vil fjerne de famøse kommunister fra baghaven.

Kort efter likvideringen af Irans Ayatollah Ali Khamenei tog South Carolina-senator Lindsey Graham forbi Fox News for at rose Trump og dele et simpelt budskab: “Cuba er næst på listen. De vil falde. Dette kommunistiske diktatur i Cuba? Deres dage er talte.”

På cubansk manér

Adskillige måneder efter er Cuba dog ikke faldet. Til gengæld er Lindsey Graham død, og USA bakser fortsat med Iran. Men sagens sørgelige kerne er, at den cubanske befolkning straffes for sin regerings handlinger. Befolkningen er tilhængere af amerikanernes reform, og under Obama-regeringen samarbejdede de to nationer endda om at forbedre både økonomi og menneskerettigheder på øen – under Trump blev alle Obama-tiltagene dog rullet tilbage. Når udenrigsminister Marco Rubio retfærdiggører oliebloklade og sanktioner ved at kalde den cubanske regering inkompetent og stædig, klinger det altså utrolig hult.

“Hele hårdknuden ligger imellem styret i Havana og styret i Washington, fordi ingen af dem vil give helt op. Holdningen i Havana er ’nå, men så må I sgu invadere!’. Altså, man vil hellere gå ned med flaget og beholde æren. Samtidig, hvis ikke styret falder, er det vigtigt for amerikanerne i det mindste at kunne fjerne nogle klare figurer, så man kan sige ’det er os, der har vundet’,” lyder det fra Gustafsson.

Trods stædigheden godkendte det cubanske kommunistparti dog flere reformer i juni – herunder tiltag, der forventes at decentralisere landets statsstyrede økonomi – men de nye reformer har ikke fået amerikanerne til at løsne grebet. Og cubanerne rykker sig ikke mere, slår præsident Miguel Díaz-Canel fast.

Ifølge nogle eksperter vil Havana afvente resultatet af det amerikanske midtvejsvalg, før de tager det næste store skridt. Ligeledes lader det til, at Washington har affundet sig med at vente på det sagnomspundne kollaps. Men midt i krisen virker det lige så sandsynligt, at landet falder, som at det genopstår a lo cubano: “Vi cubanere kan tilpasse os hvad som helst,” smiler en barejer fra Havana. “Men det betyder også, at vores prioritet er at tilpasse os situationen, ikke at vælte vores regering.” /Cecil Bank