Nytårstalekattepiner

Her på Føljeton kender vi en fyr, der engang blev inviteret til at være gæst i ‘Koplevs Krydsfelt’. Det var et populært samtaleprogram på P1, hvor værten, en ældre, skægget herre ved navn Kjeld Koplev, en gang om ugen brugte hen ved to timer på at snakke med en aktuel, kendt person. Vores ven var stærkt interesseret i publicity’en – det var landsdækkende radio – men han var en privat person og gøs ved tanken om at lade sig udsætte for to timers psykologiseren (”hvordan er dit forhold til din far?”; ”bliver du aldrig bange?” osv.). Hans værn var at anekdotisere sig ud af kattepinen. Han sørgede simpelthen for at have en buket historier klar, for eksempel fra dengang han var ude at sejle, så tiden kunne gå med det. Og det gjorde den, tiden, uden at Koplev eller lytterne anede uråd.

Lidt den samme følelse fik vi med statsministerens nytårstale i aftes. Det var, som om Lars Løkke Rasmussen (V) havde valgt at storytelle sig ud af en kattepine. ”Når vi skal hygge os i min familie, ser vi Matador,” sagde Løkke, der mente selv at have set Lise Nørgaards tv-serie 20 gange. Vi hørte om hans dansklærer i tredje klasse (”Jeg glemmer aldrig Mona”), som lærte ham at sætte nutids-r’er. Vi fik historien om dengang, han besøgte den danske base i Irak og midt i den spartanske indkvartering fik sig en ”en god snak” med to soldater, Jens og Frederik, minsandten, som ”lyste” af en vilje ”til at sætte fællesskabet over sig selv”. Og så skulle vi igen høre om statsministerens ældste søn, Bergur, der i sommer havde studiekammerater på besøg, og mens Løkke ”lavede mad og vartede de unge op”, gik snakken ”lystigt”, og hverken Bergur eller hans venner var ”bange for forandring. De var allerede afsted i fuld fart. Selvsikre. Håbefulde. Kom bare an verden!”

Statsministerens nytårstale var gennemsyret af fremtidstro, og af at det hele kører på skinner, og tredje gang han nævnte sit nye slogan, ”Vi skal gøre alle til fremtidens vindere”, følte vi os lidt matte. Det var ren Carsten Islington, og den kattepine, hans historiefortælling og trivielle iagttagelser, skulle dække over, er jo muligvis, at han sidder med en mærkelig patchwork-regering, som det kun med det yderste af neglene lykkedes ham at samle, og som stadig skal spørge Dansk Folkeparti, hvis den vil slå en bøvs.

Man kan også se anderledes på det. Måske er det meget godt, at Lars Løkke Rasmussen sidder i Danmark, mens Angela Merkel er forbundskansler i Tyskland – og ikke omvendt. Sikke en nytårstale, hun leverede. Merkel nævnte blandt andet strømmen af billeder fra det sønderbombede Aleppo i Syrien, som viste, ”hvor vigtigt og rigtigt” det var, at Tyskland i det forgangne år har hjulpet og taget imod mennesker, som har brug for hjælp. Og med hensyn til terrorangreb på tysk jord: ”Ved at fortsætte med vores liv og arbejde siger vi til terroristerne: I er mordere fulde af had, men I vil ikke komme til at bestemme, hvordan vi lever og ønsker at leve. Vi er frie, hensynsfulde og åbne.”

I Tyskland kan man ikke samle befolkningen ved at snakke om Matador og Lise Nørgaard.