Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Den gængse avislæser kan næppe klandres for den tanke, at Christiansborg er kommet sløvt fra start efter sommerferien. De tankeløse optrin står ligesom i kø.
Først måtte man trækkes gennem miseren, hvor minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, poserede med en død ulv. Eller som det hedder i vores antropocentriske virkelighed: “problemulv.” Med undtagelse af kommunikationsfolket, der godtede sig over fadæsen på LinkedIn, vandt ingen på optrinnet. Alle tabte. Ulve, såvel som regeringen og befolkningens dyrebare opmærksomhed.
På et bagtæppe af ulveskind inviterede regeringen onsdag til pressemøde for at fastslå den politiske kurs. Resultatet var snarere en slingrende seance, hvor partiledere gik enegang på deres respektive mærkesager: Pia Olsen Dyhr (SF) advarede om, at “Danmark har en kæmpe formueulighed,” mens Lars Løkke (M) varslede en lempelse af mellemskatten og top-top-skatten. “Det er jo en balance,” sagde Dyhr, hvilket er svært at benægte. Men det kan blive fire lange år som linedanser.
Når oppositionen brokker sig efter et af regeringens teaterstykker, er det som en scene i et manuskript, der er skrevet på forhånd. Ikke desto mindre var Inger Støjberg (DD) vel inde på noget rigtigt, da hun betvivlede pressemødets berettigelse og kaldte det “en højtlæsning af regeringsgrundlaget.” Det var hun til gengæld ikke den efterfølgende dag på Danmarksdemokraternes gruppemøde, hvor partilederen præsenterede 15 forslag, der skal bekæmpe social kontrol på landets uddannelsesinstitutioner med – og her kommer den spidsfindige manøvre – mere social kontrol.
Ifølge Danmarksdemokraterne må studerende ikke længere faste under Ramadan, mens der skal indføres et kodeks for påklædning, som forbyder tørklæder, kasketter og dunjakker. Efter flere bemærkede en vis ironi i, at dunjakken er Støjbergs egen foretrukne beklædningsgenstand, måtte hun uddybe: “Der er meget stor forskel på den type dunjakke, som jeg vil kalde for en dominansdunjakke, og så den såkaldte morpølse, som vi er mange damer, der går rundt i.”
Håndhævelsen bliver ikke en smal sag. Hvad gør en morpølse til morpølse, og en dunjakke dominant? Selv de mest erfarne embedsfolk i Udlændinge- og Integrationsministeriet vil nok have svært ved at finde de svar, der kræves for at transformere forslaget til lovgivning.
Lad os for argumentets skyld antage, at Støjberg har ret i sin diagnose. Ja, at landets uddannelsesinstitutioner vitterligt er under belejring af uregerlige samfundsundergravere, eller “unge drenge, der render rundt i flokke på gangene og udviser dominansadfærd,” som hun formulerer det.
I så fald ville det næppe hjælpe at tage jakkerne fra dem. For mon ikke det at forbyde deres yndlingstøj snarere ville puste til de dominerende tendenser, hvis disse typer er så dominante, som der hævdes? Man forestiller sig, hvordan de dominerende typer i protest finder endnu mere truende beklædningsgenstande frem, og hvordan en fremtidig regering med parlamentarisk støtte fra Støjberg i ren panik må forbyde alt fra ringbrynjer til skudsikre veste.
Nu har vi selvfølgelig allerede fortabt os ud i absurditeter. Men sådan går det, når dansk politik er tilbage. Vi går en kold tid i møde. På med dunjakkerne. /Claes T. Sørensen