Den tredje mand

Giorgia Meloni kommer for sent til Élysée. Tirsdag den 6. januar 2026 er ellers ikke dagen at gøre det på.

Inde i præsidentpaladset sidder Danmarks statsminister Mette Frederiksen under det hårdeste udenrigspolitiske pres i sin regeringstid. Donald Trump vil have Grønland. Få meter derfra sidder to af hans nærmeste mænd, udsendingen Steve Witkoff og svigersønnen Jared Kushner.

Indtil nu har Italiens premierminister haft den måske bedste direkte linje mellem Europa og Det Hvide Hus. Hun har investeret politisk i forholdet til Trump og gjort sig til en af de få europæiske ledere, der stadig kan ringe til ham uden først at bestille tid gennem et mindre diplomatisk maskinrum.

Mette Frederiksen har bare ét problem: Den tredje mand står pludselig mellem Mette og Giorgia.

“Scusate il ritardo.” Meloni beklager forsinkelsen.

Hidtil har Giorgia haft mest at hente hos Mette. Nu er det Mette, der mangler noget. WhatsApp-forbindelsen er blevet til udenrigspolitik med indsats.

Palazzo Chigis “pragmatismo” er nået til det punkt, hvor nogen faktisk skal vælge. I omkring 18 timer har syv europæiske regeringer forhandlet en fælles erklæring om Grønland. Meloni har ifølge avisen Corriere della Sera været med hele vejen og fået formuleringerne filet til, linje for linje: Danmark skal støttes, og Trump helst ikke fornærmes.

I den endelige tekst er der ikke meget tilbage af det sidste hensyn.

Usikker underskrift

Teksten er ikke særlig tvetydig. Grønland tilhører sit folk, hedder det, og kun Danmark og Grønland kan træffe beslutninger om deres indbyrdes forhold. Territorial integritet og eksisterende grænser skal respekteres.

Under erklæringen står navnene på lederne fra Frankrig, Tyskland, Polen, Spanien, Storbritannien og Danmark.

Og Italien.

Giorgia Meloni skriver under. Efter flere dages tøven har Meloni valgt at stille sig bag Danmark over for Trump. Corriere della Sera konstaterer tørt: “La firma di Meloni è una notizia.” Melonis underskrift er en nyhed.

Mette og Giorgia går væk fra de andre. “Si appartano, tra gli stucchi, a parlare”, skriver Corriere: De trækker sig til side mellem stukken for at tale.

Ved den ideologiske familiefest ville bordplanen være nem: Giorgia ved siden af Donald, Mette et godt stykke længere nede. Meloni og Trump deler umiddelbart meget af migrationspolitikken, nationalkonservatismen og kulturkampen.

La Stampa giver straks Trump et nyt navn: “Donald il Conquistador”. Donald Erobreren.

Selv den italienske højrefløjs tålmodige velvilje over for amerikansk magtpolitik støder, skriver avisen, på et problem i Grønland: Her er ingen kommunister, ingen terrorister, ingen narkostat, der kan levere den vante begrundelse for at støtte den stærke mand i Washington.

Den gyldne måge

Det er nationalisternes gamle problem. De kan være enige om suverænitet som idé og alligevel blive rygende uenige, så snart det handler om, hvis suverænitet der er på spil.

Lidt senere bliver Meloni set i en kort samtale med både Kushner og Witkoff. Den tredje mand har stadig sine folk i lokalet.

På Grønland kolliderer de to versioner direkte. Trumps America First kræver råderum over et andet riges territorium. Melonis nationalkonservatisme bygger omvendt på forestillingen om staten, grænsen og retten til selv at bestemme.

Ideologisk står Giorgia stadig nærmere Donald. Grønland er bare en del af et europæisk kongerige. Geografien peger væk fra USA.

Efter knap tre timer forlader Meloni Élysée i en Maserati. Hun siger ingenting.

Tre dage senere bliver Meloni bedt om at forklare sig. Har hun virkelig risikeret sin særlige adgang til Trump for Grønland?

Hun nægter at vælge mellem de to lejre på den måde. Hvad skulle alternativet være, spørger hun. At bryde med USA?

“Assaltare i McDonald’s?”. Storme McDonald’s?

Hos Meloni begynder og ender forestillingen om antiamerikanisme altså i en fastfood-kæde. Hun vil fortsat tale med Trump, også når hun mener, at han tager fejl.

Hun kunne støtte Trump i Venezuela og være imod ham på Grønland. Det kalder hun selv at forsvare den nationale interesse, for “gli interessi nazionali non si sovrappongono perfettamente”.

Nationale interesser overlapper ikke perfekt. Det behøver Mette og Giorgia åbenbart heller ikke.

Paris viste, hvor langt Giorgia var villig til at gå for Mette. Nogle måneder senere blev rollerne byttet om. Nu var det Italien, der havde brug for solidaritet.