Returpost til Rom

Tidligt om morgenen 19. august skulle 22-årige Faduma have stået klar med sin bagage i Bayern. Tyskland ville sende hende tilbage til Italien, det første EU-land, hun var kommet til.

Hun kom ikke af sted. Dagen før var den somaliske kvinde blevet bragt i kirkeasyl hos en evangelisk menighed i Nürnberg.

I den europæiske migrationsdebat får hun hurtigt et andet navn. I Rom kaldes mennesker i hendes situation “dublinanti”. Dublinanter – opkaldt efter Dublinforordningen.

Det er et af de ord, som kun europæisk migrationspolitik kan opfinde. Et menneske bliver til en irsk hovedstad. Derefter kommer reglerne.

Faduma er langt fra alene. Tyskland vil genoptage overførsler til Italien. Schweiz, Østrig, Finland, Sverige, Nederlandene og Irland følger efter.

Fadumas returbillet er ikke skrevet i København eller Rom. Men den rammer lige ned i det spørgsmål, Mette og Giorgia har gjort til omdrejningspunkt for deres mærkelige makkerskab: Hvem hænger på ansvaret, når en migrant først er kommet ind over Europas ydre grænse og siden rejser videre?

Pludselig peger pilene på migrationskortet sydpå. På et noget ubelejligt tidspunkt.

Få uger tidligere havde Meloni krævet, at Spanien tog ansvaret for migranterne ved Ceuta. Frederiksen stillede sig ved hendes side. Nu kræver andre europæiske regeringer, at Italien tager sit.

Pan per focaccia. Noget for noget.

Skiftende venner

Elly Schlein ser boomerangen med det samme. Hun er leder af Partito Democratico, og tilhører samme europæiske socialdemokratiske familie som Mette Frederiksen. Endnu en gang kommer protesten mod Mette-Giorgia-aksen altså fra Frederiksens egne politiske slægtninge.

Schlein kalder udviklingen et “clamoroso boomerang”. En spektakulær boomerang.

Anklagen stikker dybere. I Ceuta gjorde Meloni nationalt ansvar til et princip: Spanien måtte håndtere følgerne af den migration, der kom ind over spansk territorium. Problemet er bare, at Italien selv ligger, hvor Italien ligger.

Hvis alle andre begynder at insistere lige så hårdt på første indgangslands ansvar, vender logikken hurtigt sydpå.

Først hed problemet Ceuta. Nu hedder det Faduma. Og denne gang går retningen mod Rom.

Der er bare ét problem med Schleins boomerang: Den flyver ikke helt sådan.

“Nessun boomerang”, svarer Meloni. Ingen boomerang.

Schengen-konflikten med Spanien og reglerne om dublinanter er to forskellige systemer. Bruxelles siger faktisk det samme.

Listen over afsendere ødelægger resten af hævnfortællingen: Sverige og Finland vil sende dublinanter sydpå. Frankrig og Spanien vil foreløbig ikke.

Nogle af de regeringer, som kort forinden stod sammen med Mette og Giorgia om Ceuta, kræver altså nu noget af Italien, som Giorgia meget gerne var foruden. Flere af hendes modstandere gør det ikke.

Den gamle ven-fjende-opdeling er begyndt at flimre. Ven i én sag. Modpart i den næste. Ven igen, når dagsordenen skifter.

Nummer fire

Midt i alle de skiftende alliancer sidder Faduma fortsat i kirkeasyl i Nürnberg.

“Jeg er bange for at vende tilbage til Italien,” siger hun til nyhedsbureauet ANSA. Hendes familie befinder sig i Tyskland. Italien er for hende ikke en bestemmelse i en forordning, men det sted, hun frygter at blive sendt tilbage til.

Foreløbig er den store politiske bevægelse forbløffende lille. Ifølge Italiens indenrigsminister Matteo Piantedosi er kun tre mennesker faktisk blevet overført til Italien.

Faduma blev ikke nummer fire. Endnu.

Europa fører altså en storpolitisk strid om en migrationsstrøm, som foreløbig kan tælles på én hånd. De politiske bevægelser er omvendt sværere at holde tal på.

Sverige og Finland kan stå sammen med Mette og Giorgia om Ceuta og kort efter kræve migranter sendt tilbage til Italien. Spanien kan være Melonis modstander og samtidig lade være. Mette Frederiksen kan blive skældt ud af sine egne partifæller for at stå for tæt på den italienske højrefløj, mens Giorgia Meloni i Paris kan vælge Danmark frem for Donald Trump.

Man kunne kalde det postideologisk. Det ville være for nemt. For alt flytter sig ikke lige hurtigt.

Meloni er ikke begyndt at tale om nordisk velfærdsstat eller socialdemokratisk omfordeling. Frederiksen er derimod blevet en af Europas mest markante fortalere for en migrationspolitik, som for få år siden lå et godt stykke længere mod højre.

Det mærkelige par mødes altså ikke nødvendigvis på midten. På migration er det snarere midten, der har flyttet sig.

Det er måske derfor, Mette og Giorgia efterhånden ser mindre mærkelige ud ved siden af hinanden?

Først blev de kaldt “la strana coppia”. Så begyndte de at skrive sammen på WhatsApp. I Rom blev forskellen mellem dem omdøbt til “pragmatismo”. I Paris stod de mellem stukken og valgte hinanden, selv om det kostede.

De har flyttet sig. Sammen og flere gange. Men ikke nødvendigvis lige langt.

Det er Mette, der er kommet længst.