Tøjspild er ikke forbrugernes skyld

Måske er du selv en klimabevidst forbruger. Bevidst om mikroplast i havene, om klodens begrænsede ressourcer og om ikke at købe flere ting, end du har brug for. Alligevel smider du som gennemsnitlig EU-borger 16 kilogram tøj ud om året, selvom meget af det stadig kan bruges.

Det er nemlig helt normalt at gøre, viser ny forskning. Anna Schytte Sigaard forsker i bæredygtigt forbrug på det norske Forbruksforskningsinstituttet SIFO og har undersøgt, hvorfor tøj bliver til affald.

“Fordi udsmidning af tøj er så almindelig en del af hverdagen, nytter det ikke noget at pege fingre ad den enkelte forbruger. Det er hele tøjkulturen, der skal ændres,” mener hun.

Det er den måske også på vej til at blive. I juli måned udrullede EU nemlig en ny lovgivning, som i højere grad placerer ansvaret hos dem, der laver tøjet.

Problemet er større end fast fashion

Der bliver produceret, købt og kasseret mere tøj, end planeten kan holde til: Ifølge Det Europæiske Miljøagenturs opgørelse fra 2020 indtager tekstiler fjerdepladsen for europæiske forbrugeres miljøbelastning, når man måler på både ressourceforbrug og CO2-udledning.

Det høje klimaaftryk skyldes især, at billige syntetiske fibre er lavet af olie og derfor i sig selv er fossilt materiale. Dertil er produktionen energikrævende, og farvningen udleder kemikalier i miljøet. I løbet af tøjets levetid udledes også store mængder mikroplast, for eksempel når de syntetiske fibre går i opløsning på lossepladser eller skylles ud af vaskemaskinen, og i sidste ende er tøj meget svært at genanvende, da det ofte er sammensat af forskellige materialer.

De billige fibre bruges især til fast fashion. “Det er måske derfor, der har været en tendens til at pege på unge, ofte kvinder, som det store problem,” siger Anna Schytte Sigaard. Altså dem, der shopper meget billigt tøj online – ofte mere end de har brug for – og dermed holder produktionen oppe.

Men så simpelt er det ikke. “Vores brug-og-smid-væk-kultur stikker dybere end både fast fashion og forbrugernes dømmekraft,” forklarer hun. “Producenterne skaber selv  efterspørgslen, og den bliver holdt oppe af et samfund, der er indrettet til, at produkter bliver til affald.”

Altid en god grund til at smide ud

Over seks måneder har Anna Schytte Sigaard indsamlet 3.500 stykker tøj fra 73 nordmænd, som ellers ville være blevet kasseret. Nordmænds forbrug ligner danskeres, og vi ligger generelt højt her i Norden, siger hun. Til hvert stykke tøj spurgte hun nordmændene ind til, hvorfor det blev købt, og hvorfor det ikke længere skulle bruges.

Det er alle, på tværs af køn og alder – ikke kun de unge shopaholics – der smider store mængder tøj ud, viser hendes undersøgelse. Samtidig overraskede det hende, hvordan samtlige deltagere havde en opfattelse af sig selv som nogenlunde bevidste og bæredygtige forbrugere: De så sig selv som nogen, der hverken køber meget eller smider særlig meget ud, reparerer tøjet eller bruger det, til det er slidt op.

Alligevel var der altid en god grund til at skaffe sig af med tøj: Det klæder mig ikke længere, jeg har fået nyt job, der skal ryddes op på loftet, vi skal flytte…

“Det er alle helt normale og legitime årsager i vores kultur, og det er det, der er problemet,” siger Sigaard. Selvom man godt ved, hvad der er det rigtige at gøre for miljøet, så er det rigtige ikke det normale.

Måske er det derfor, det nærmest kan føles godt at få ryddet ud i skabet og aflevere en sæk tøj til eksempelvis Frelsens Hær.

Oprydning i sig selv er forbundet med idealer om renhed og det moralsk rigtige. Sigaards forskning kigger for eksempel på en trend som “decluttering”, hvor god husholdning handler om at skille sig af med noget, før man skaffer nyt.

Og når man står og smider sækken i tøjcontaineren ser man jo ikke, at der faktisk ikke er kapacitet til at omfordele det: Indsamlingsorganisationer kan ikke håndtere de stigende mængder donationer, og det globale Syd er ved at drukne i kasseret tøj.

Nemt at gøre det forkerte

Den store mængde tøjaffald skyldes, at vores tøj-system grundlæggende er dårligt indrettet til bæredygtigt forbrug:

“Tøjspild er normalt, fordi alt lægger op til, at vi skal gøre det forkerte,” forklarer Anna Schytte Sigaard.

Det ’normale’ er til dels formet af, hvor nemt det er at anskaffe og bortskaffe tøj. Tænk over, hvor nemt og omkostningsfrit du kan købe noget tøj på nettet, bruge det til en enkelt fest og smide det ud i skraldespanden bagefter. Ville det få konsekvenser for dig? Ville nogen skælde dig ud?

Samtidig pushes nyt tøj igennem via reklamer, udsalg og selve mængden af tilgængeligt tøj. Det er det, Sigaard mener, når hun siger, at producenterne selv skaber efterspørgslen. Hvor tøjmærkerne omkring 00’erne kun opererede med sommer- og vinterkollektioner, har de nu op til 24 sæsoner på et år. Det skubber til forventninger i samfundet til, hvor ofte man skal have noget nyt på.

Faktisk viser forskningen, at kvaliteten af tøjet spiller en mindre rolle, end man skulle tro: Dyrt og bedre tøj fører ikke nødvendigvis til et lavere forbrug, fordi nyhedsværdien netop er så vigtig.

Producenterne har ansvaret

Det virker oplagt at oplyse forbrugerne. At prøve at få dem til at købe mindre og normalisere et mere bæredygtigt forhold til tøj ved at appellere til den enkeltes moral. “Men det har vi prøvet, og det nytter ikke,” siger Anna Schytte Sigaard.

Fra sit perspektiv som forsker inden for sociologi interesserer hun sig for kollektive vaner og konventioner: Hun ser ikke tøjspild som et udtryk for den enkeltes holdning og valg og mener selv, at ansvaret især skal lægges hos producenterne.

I Bruxelles er man enig i, at tøjmarkedet kræver regulering: Den 19. juli trådte et EU-forbud mod destruktion af usolgt tøj i kraft. Det betyder for eksempel, at de store online tøjbutikker ikke længere må smide returneret, men stadig brugbart tøj ud, selvom det er billigere end at lægge det tilbage på hylden.

Forbuddet er en del af Ecodesign-forordningen (ESPR), som blev vedtaget i 2024 med formålet om at fremme miljøvenlige og cirkulære produkter. Over de kommende år vil forordningen stille krav til produkter som elektronik, bildæk og møbler, og denne sommer markerer den første lov på tekstilområdet. Det skelsættende ved ESPR er, at producenterne bliver stillet til ansvar for hele tøjets livscyklus og kommer på den måde til at betale for det  affald, de er med til at skabe.

“Det er en positiv udvikling, der vil gøre det dyrere for tøjproducenterne at producere for meget og for dårligt tøj,” siger Sigaard og fortsætter: “Men det er slet ikke nok. Dels bør adgangen til de billigere fibre begrænses. Og hvis man for alvor vil ændre kulturen, skal man sætte hårdt ind over for reklamer.” /Rosa Nan Leunbach

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Rosa Nan Leunbach er ansat ved Teknologihistorie DTU.