I de senere år har gravalvorlige ministre igen og igen proklameret, at riget fattes penge. Og at det derfor er nødvendigt at prioritere stramt og desværre skære i budgetterne. Der er dog et lille men, som sjældent bliver nævnt: De manglende penge skyldes ene og alene, at Skat ikke formår at inddrive de kroner, som de skal – og tilmed samtidig udbetaler svimlende milliardbeløb til svindlere og alverdens fusentaster. Danmarks budgetproblemer er således på indtægtssiden, ikke udgiftssiden.
Hvis Skat blot formåede at få 80-90 procent af pengene i statskassen, ville der i dag være solidt overskud på statsbudgettet. Men nej: Skat er brudt sammen. Senest har det vist sig, at Skat mangler at inddrive en skattegæld på over 100 mia. kr. – et beløb, som skal lægges oveni i de 95 mia. kr, som er blevet udbetalt for meget i negativ moms og de 12,3 mia. kr., som den ensomme HK’er Sven udbetalte for meget i udbytteskat-refusion. Plus andre sivende huller.
Stat, kommuner og regioner har altså nu tæt på 100 milliarder kroner til gode i form af bl.a. ubetalte parkeringsbøder, skattegæld, fejlagtige børnepenge, SU-lån og manglende moms. Dansk Erhverv og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet sig frem til, at disse restancer alene svarer til fem Storebæltsbroer, mere end 20 supersygehuse eller driften af landets folkeskoler og ungdomsuddannelser i et år.
Fraregnet politikernes tomgangssnak er konklusionen, at den offentlige sektor er mere end fuldt finansieret, og at de generelle skattesatser formentlig kunne sænkes mærkbart, hvis Skat evnede at indkassere de penge, som de skal. Menigmand ville både få flere penge mellem hænderne og bedre service.
Skatteminister Karsten Lauritzen fra Venstre – som absurd nok er den 8. skatteminister siden 2010 – undskylder sig med, at det nu droppede og tidligere såkaldte fuldautomatiske digitale inddrivelsessystem, EFI, kørte af sporet og endte som et ”stjernekrigsprojekt”. Men dét fjerner jo ikke det politiske ansvar, ganske vist fra hurtigt skiftende ministre, men alligevel. De senere års reformamok og smalhals har reelt været fremprovokeret af svigt i Skat, hverken af f.eks. flere ældre eller flere flygtninge.
Parolen om, at riget fattes penge, begynder at minde om begrebets oprindelse, blot bagvendt. Tilbage i 1600-tallet byggede Christian IV en perlerække af imposante og omkostningstunge bygninger i København, hvor han lod indgravere bogstaverne: R.F.P. Den måbende befolkning oversatte initialerne til ‘riget fattes penge’, skønt den rigtige betydning kom fra kongens latinske valgsprog ‘Regna Firmat Pietas’, eller på dansk: Gudsfrygt styrker kongerigerne. I dag virker det, som om skiftende ministerhold har brugt sparesnakken til at skabe netop frygt og bæven i befolkningen. I stedet for at sikre den retmæssige finansiering af velfærdsstaten – fra toppen og ned – har de skabt en tilstand af frygt for fremtiden, som konstant forstærkes af nye sparekrav og nedskæringer.
I tråd hermed er den 33-årige skatteminister Karsten Lauritzen kommet med en tankevækkende løsning: Alle småskyldnerne – altså dem, der f.eks. skylder for parkeringsbøder – skal til at betale øgede strafrenter. Alle lønmodtagerne kan man nemlig let få fat i, da de allerede får kørt hele deres privatøkonomi gennem kildeskattens kværn. Fremover bliver det således endnu dyrere at være fattig. Til gengæld er der endnu ikke præsenteret konkrete idéer til at inddrive de rigtigt store beløb: Den absolut største restance er således manglende indbetaling af virksomhedsskatter på i alt 23,4 mia. kr., men her sker foreløbigt ikke så meget.
Småskyldnerne rammes, mens storsvindlerne går fri. Og således kan gudsfrygten styrke kongerigerne. Omprioriteringsbidrag og uddannelsesloft fortsætter, mens pengene fosser frit ud af statskassen.