Nyhedsanalysen

Mere islamofobisk end nogensinde

Leonardo Munoz/AFP/Ritzau Scanpix

For 25. gang bliver navnene på de næsten 3.000 personer, der blev dræbt i Tvillingetårnene i terrorangrebet den 11. september 2001, læst op fra kl. 8:30, amerikansk tid. Klokken 8:46 vil der blive afholdt dagens første minut af stilhed. I New York ved Ground Zero ventes det, at flere prominente amerikanere kommer til at deltage, bl.a. Barack Obama, George W. Bush, 2001-borgmester Rudy Giuliani og åbenbart mest kontroversielt, New Yorks nuværende borgmester Zohran Mamdani.

Giuliani har i optakten til 25-året for terrorangrebet brugt tiden på at pointere, at Mamdani, ligesom terroristerne bag 9/11 – og to milliarder andre mennesker – er muslim. Men at terroristerne i modsætning til Mamdani ikke prøvede at “skjule det”, hvilket mimer en lignende islamofobisk holdning hos ‘The Grand Old Party’, hvor republikaneren Nancy Mace i sidste måned udtalte, at alle muslimske embedsfolk udgør “en trussel” og er “trojanske heste”.

Ifølge den amerikanske tænketank Pew er islamofobien i dag værre, end den var umiddelbart efter terrorangrebet. Hvilket måske ikke er så overraskende, hvis man har hørt en given republikansk politiker udtale sig i løbet af de sidste par år. En undersøgelse, tænketanken havde foretaget i foråret, viste, at svimlende 42 pct. af amerikanerne mener, at muslimer har en decideret negativ indvirkning på USA. 43 pct. mener, at muslimer er mindre patriotiske end andre. Adspurgt hvorfor, lød svaret fra nogle af respondenterne, at det er “på grund af 9/11”.

Zohran Mamdani og hans kontor har afvist at svare på Giulianis kritik og har i stedet frigivet 170.000 ellers tilbageholdte dokumenter, der viser, hvordan Giuliani og rådhuset vidste, hvor giftig luften var i Downtown Manhattan efter angrebet, og at de undlod at handle i flere uger.

Mens Mamdani har brugt sin uge – og de sidste mange – på at minde ofrene for terrorangrebet, har præsident Donald J. Trump i stedet brugt sin tid i Dallas, Texas, til sit partikonvent op til midtvejsvalget i november. Hele arrangementet markerer partiets første midtvejskonvent nogensinde og virker på den måde lidt desperat. Det bliver ikke bedre af, at Trump har prøvet at bestikke den amerikanske befolkning til at stemme republikansk ved at love alle voksne amerikanere 5.000 dollars, hvis partiet vinder.  Men udover republikanernes desperation har konventet også løftet sløret på partiets næste bud på en præsident.

Efter flere år har Donald Trump (angiveligt) kastet sin kærlighed på J.D. Vance som mulig arvtager. “48! 48! 48!” hujede flere publikummer ad Vance. Den næste amerikanske præsident vil være den 48. Politico har kunnet afsløre, at flere prominente republikanere også messede “48” ad Vance under en morgenmad bag lukkede døre torsdag, mens Vance er begyndt at lyde mere og mere som en, der selv er på valg:

“Jeg beder ikke nogen om at være enig med mig i hvert eneste spørgsmål. Jeg beder ikke nogen om at være enig i hvert eneste af regeringens politiske tiltag,” sagde han under sin tale, der efterfulgte – og blev efterfulgt – af Trump, som efter 1 time og 45 minutters tale lige skulle have sine sidste 25 minutter efter J.D. Et højstående medlem af det republikanske parti udtalte til Washington Post (betalingsmur), at for republikanerne begynder primærvalget til præsidentkandidaturet om to måneder, lige efter midtvejsvalget.

I modsætning til Donald Trump, der til manges undren har valgt at afholde 9/11 på Pentagon, er det J.D. Vance, der repræsenterer Det Hvide Hus i New York. Som en trojansk hest, kørt i stilling. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12