Jonas Ekstromer/TT/Ritzau Scanpix
Situationen kunne til forveksling ligne den danske tilbage i foråret: Et uklart valgresultat, som byder op til ugelange – hvis ikke månedslange – regeringsforhandlinger. Det svenske folk har talt, og budskabet kunne ikke være sværere at tyde. Efter søndagens riksdagsvalg i Sverige kan hverken Socialdemokraternas Magdalena Andersson eller Moderaternas Ulf Kristersson med ro i maven sige, at de kan mønstre det nødvendige flertal på 175 mandater, som de facto vil gøre dem til statsminister. Snarere ligner det, at alle valgets hovedpersoner på paradoksal vis har både tabt og vundet; som stod de med hver deres dåse surströmming, der synes lige så appetitlig som kvalmefremkaldende.
Andersson har fortsat grund til at tro, at hun vil ende som sejrskvinde – for i skrivende stund kan Socialdemokraterna med støttepartierne Vänsterpartiet, Miljöpartiet og Centerpartiet tælle til 176 mandater. Udfordringen er dog, at Vänsterpartiet kræver ministertaburetter, mens Centerpartiet omvendt vil have holdt Vänsterpartiet ude af regeringssamarbejdet. Samtidig må Magdalena Andersson sande, at hun har formøblet en ellers overbevisende føring til Socialdemokraterna. Trods en taktisk højredrejning – og ABBA’s Benny Andersson på klaver til et pressearrangement på selve valgdagen – har Socialdemokraterna præsteret det dårligste valgresultat siden 1928. Noget, der i øvrigt også klinger besynderligt dansk.
Ulf Kristersson kan endnu ikke sige, om han skal pakke helt sammen på statsministerkontoret. Umiddelbart må han dog satse på optællingen af sent indkomne brevstemmer og udlandsstemmer, hvis han skal finde sit flertal. Og ellers håbe, at hverken Vänsterpartiet eller Centerpartiet viser sig villige til at finde hinanden i magtens hede omfavnelse. Blåøjede drømme, som vel ikke er en reel vinder værdig. Alligevel kan Kristersson rent faktisk kalde sig valgets symbolske vinder: Med 19,9 pct. af stemmerne er Moderaterna mod forventning atter blevet det største parti på den svenske højrefløj.
Hvilket bringer os videre til det helt store enigma, nemlig Sverigedemokraterna og partileder Jimmie Åkesson. Meget havde indikeret, at valget skulle blive suverænt for højrepopulisterne. Ja, de var endda begyndt at smådrømme om regeringsmagten. Og hvorfor ikke, i en tid, hvor højreekstreme partier fortsat stormer frem overalt i Europa (se bare i Frankrig og Tyskland), og hvor Sverigedemokraterna netop har bevist sit værd som støtteparti for den nuværende regering? Den politiske debat i Sverige er for længst blevet formet i Jimmie Åkessons xenofobiske og nationalromantiske billede; den endelige kroning manglede nu blot. På besynderlig vis må partiformanden dog i stedet slikke sine sår, efter Sverigedemokraterna er gået knap tre procentpoint tilbage sammenlignet med valget i 2022.
Meget ligesom PISA-undersøgelsen er riksdagsvalget en slags politisk Rorschach-test. Hvorfor bliver vores børn mon dårligere og dårligere til at læse og regne? Jamen, du kan selv bestemme, om det har at gøre med skærme og sociale medier, fejlslagen inklusion, fordummende folkeskolereformer, manglende lærerautoritet eller indvandrere. Hvorfor virker det svenske valgresultat så fragmenteret? Bestem selv, om det skyldes for lidt folkhem eller for meget, skoler, boligpolitik eller indvandrere. Surströmmingen er eksploderet ud af dåsen og har nu tegnet et ildelugtende klatmaleri af det svenske politiske landskab. Men det bliver vel først demokratisk klamt, når ingen viser sig villige til at sluge det nødvendige kompromis. /David Dragsted