En fanfiction er en fanfiction er en fanfiction

Inde på fanfictionsiden AO3, Archive of Our Own, er kategorien “enemies to lovers” kategoriseret som et “kanonisk tag”, altså en kanonisk reference. Over 260.000 historier er kategoriseret under tropen, hvor to karakterer ikke kan fordrage hinanden til at begynde med, for siden at finde ud af, at grænsen mellem had og kærlighed måske alligevel er hårfin.

Tropen er efterhånden over 200 år gammel og dukker for alvor færdigformet op i Jane Austens Stolthed og fordom fra 1813. Men den kan spores endnu længere tilbage.

“Skriften ødelægger enhver stemme, ethvert ophav,” skrev litteraturkritikeren Roland Barthes i essayet “Forfatterens død” fra 1967. Alle bøger og al tekst bygger på andet tekst og hænger, om man vil det eller ej, sammen med det, der kom før. Ligesom mange romancer kan spores tilbage til Jane Austen, så skrev Barthes:

“Vi ved i dag, at en tekst ikke er en række ord, der udløser en entydig, på sin vis teologisk mening (som skulle være forfattergudens), men et flerdimensionelt rum, hvor forskellige skrifter forbindes og bestrider hinanden, uden at nogen af dem er oprindelige: Teksten er et væv af citater hentet fra kulturens utallige arnesteder.”

Den homeriske fanfiction

På fanfiction-hjemmesider kan man ofte betale sin yndlingsforfatter for at skrive en historie på bestilling. Det kan være, at man gerne ser et bestemt scenarie udspillet, en kink eller et kys, eller en ny plotlinje. Som en moderne mæcen kan man bede om at få fortællingen helt som man vil have den.

Det var også den romerske kejser Augustus’ ærinde, da han bestilte en romersk udgave af Homers Odysséen og Iliaden hos digteren Vergil et sted mellem år 29 og 19 f.Kr. Resultatet var Æneiden. 

Det store romerske helteepos om den trojanske helt Æneas, der ligesom den græske Odysseus skal rejse hjem, bliver anskuet som den første “homeriske fanfiction” i en uendelig række af homeriske fanfics. Karakteren Æneas optræder i Iliaden, og Vergil tog udgangspunkt i Homers værk. Samtidig kreerede han den romerske skabelsesberetning i og med, at Æneas ender sin farefulde og lange rejse i Italien som nationens fader.

Man kan – til trods for de politiske understrømme i Augustus’ bestilling, der skulle skabe en romersk nationalhistorie – trække tråde til nutidens bestsellere som Achilleus’ Sang (2011) og Circe (2018) af den amerikanske forfatter Madeleine Miller. I Achilleus’ Sang følger man Achilleus og Patroklos’ eksplicitte kærlighedshistorie, der har ligget og ulmet implicit i Iliaden.

De græske myter har altid været gode afsæt til nye fortællinger. Ligesom Æneiden er James Joyces Ulysses også barn af Homer. I den første udgave af romanen var Joyces kapitler endda eksplicit opkaldt efter homeriske scener som “Sirener”, “Nausicaa” og “Penelope”. Sidenhen fjernede Joyce dem, så værket kunne stå mere alene.

Den franske litteraturkritiker Gérard Genette var imidlertid ikke af opfattelsen, at noget tekst står alene. Han skelner mellem det, han kalder hypertekst og hypotekst. Æneiden og Ulysses er hypertekster, der kommer fra den samme hypotekst: Odysséen. Og for Genette var alle hypertekster, og al fiktion der baserer sig på fiktion, dermed “rigtigt litterære”, som han skriver i Palimpsest (1982).

Problemet med en “fan”

Så hvor går grænsen egentlig for, hvad vi vil kalde fanfiction?

Lea Marie Løppenthins Sæson fra 2019 falder også i kategorien homerisk fanfiction. Den baserer sig på myten om Persefone og hendes mor Demeter – i Løppenthins udgave kaldet Per og Frank. I græsk mytologi forelsker Hades sig i Persefone og kidnapper hende – mod hendes vilje – til Underverdenen. Og når Persefone forlader Dødsriget, bliver det forår og sommer, mens det bliver vinter, når hun tvinges tilbage.

“Det var Døden, der manglede en kæreste, Døden, som ejer en tredjedel af verden: Det var ham, der havde fået Per forærende. Og vi forstod, at Døden på verdensplan blev betragtet som et rigtig godt parti,” lyder myten på løppenthinsk. Her beskrives Pers rejse frem og tilbage fra Dødsriget som “et pendlerliv”. Men Per fødes også ud af Franks øre som en lille græshoppedatter. En myte på en myte. Hvorfor føles det, som om det nok alligevel burde være ulovligt at kalde værket homerisk fanfiction?

Svaret er, at det handler om “fans”. Ifølge Anne Jamison, forfatter til bogen Fic: Why Fanfiction is Taking Over the World, laver litterater altid den samme forbindelse mellem litteratur og fanfiction:

“De ville bruge et ord som intertekstualitet […] eller palimpsest (hvis de var Gérard Genette). Og så ville de huske, sammen med Walter Benjamin, at tekst kommer fra det latinske ord for væv, og de ville kramme sig selv og smile.”

Men, skriver Jamison, det er på sin vis overflødigt at lave dén litterære analyse. Fanfiction har nemlig aldrig påstået andet, end at den eksisterer i forbindelse og i forlængelse. Det er trods alt fanfictionens raison d’être, at den bygger på noget andet. Fanfiction behøver ikke få pointeret dens ophav, for den prøver ikke at skjule det.

Problemet kommer ifølge Anne Jamison med fankulturen. Det er den, der bliver set som noget ufint og usejt, og altså derfor forpurrer den litterære kvalitet. Løsningen bliver, at fanfiction i stedet får andre navne. Den bliver eksempelvis kaldt “konceptuel litterær fiktion”, selvom pointen er den samme: At nogen skriver en fortælling baseret på karakterer, der allerede findes.

For det er altså pinligt at være fan. /Astrid Plum