“Folk forstår det ikke"

I 1893 lod Sir Arthur Conan Doyle detektiven Sherlock Holmes falde i døden ud over et vandfald i Schweiz. “Et retfærdigt mord,” kaldte Conan Doyle det. Forfatteren havde angiveligt længe set sig utilfreds med sin karakter, og han ville mere og andet. Holmes måtte lade livet. Reaktionen var fuldstændig uhørt. “Dit bæst!” skrev en kvinde i et brev til forfatteren. 20.000 personer opsagde deres abonnement på The Strand, magasinet, hvor detektivhistorierne udkom. I USA blev der stiftet foreninger med navne som “Lad os holde Holmes i live”, og angiveligt gik flere unge mænd med sørgebind i Londons gader.

Blot et par år forinden havde et nyt ord gjort sit indtog i det engelske sprog i forbindelse med at beskrive overdrevne, amerikanske baseballentusiaster, der pludselig syntes passende til læsernes dramatiske reaktioner og nærgående tilhørsforhold. En forkortelse for fanatiker: “Fan”.

Efter 10 års pres fra fans og tilbuddet om en massiv pengesum, bragte Conan Doyle Sherlock tilbage fra de døde.

På samme måde som 1890’ernes fanoprør markerede startskuddet på moderne fankultur – hvor en fiktiv karakters død blev begrædt – blev BBC’s tv-serie Sherlock fra 2011 og reaktionen fra dens fans definerende for det 21. århundredes fankultur: Fandommen.

I 2013, 120 år efter Sherlock Holmes’ død, blev fanfiction for alvor et offentligt anliggende, da den daværende John Watson, skuespilleren Martin Freeman, pludselig skulle forholde sig til fantegninger, hvor han og medskuespilleren Benedict Cumberbatchs Sherlock er nøgne og kysser hinanden.

Hemmelige historier

“I gamle dage lød det, at man ikke viser en fanfiction til skuespillerne og producenterne. Fanfiction skal holdes inde i fanfiction-kredse,” fortæller forsker i fanfiktion og lektor og ph.d. ved Aalborg Universitet Thessa Lindof til Føljeton. “Folk forstod det simpelthen ikke.”

Da den moderne fanfiction opstår med Star Trek i 80’erne, foregår det i papirform. “Og man kender hinanden,” siger Lindof over en videoforbindelse fra et kontor på universitetet proppet med tegneserier og lyssværd. En af årsagerne til det skjulte handler især om historiernes indhold. Dengang blev der skrevet romantiske og erotiske fanfictions om seriens hovedkarakterer kaptajn Kirk og Spock.

Moderne fanfiction er generelt queer og begynder ofte med forestillinger om et homoerotisk forhold mellem to mandlige karakterer. Som Sherlock Holmes og John Watson. Et forhold, der kan føles forbudt, og måske endda er det. Historisk er det ikke ufarligt at skrive om queer kærlighedsforhold:

“[Fanfiction] starter især i USA, hvor der er lovgivning imod at skrive om to mænd, der er sammen. Så det bliver nærmest handlet under bordet. Man skal kende folk, der kender folk, for at komme ind i det og få de her ‘fan zines’, som det hedder,” siger Lindof. Hun påpeger, hvordan den kinesiske regering sidste år anholdte mindst 30 kvinder, der havde skrevet queer fanfic. Hvis kvinderne har tjent penge på det, risikerer de op mod 10 års fængsel.

Før internettets tid har miljøet været småt, dybt personligt og privat. Og i de lokale fanklubber har det været svært at komme ind. Da Thessa Lindof flyttede til Danmark i 1980’erne, måtte kvinder fx ikke være med i den danske Sherlock Holmes-fanklub.

Med internettet fandt mange imidlertid fællesskaber, de ellers havde været ekskluderet fra. Og når det gælder historieskrivningen og videredigtningen, har det især været kvinder og queerpersoner, der har fundet hinanden på hjemmesider som FanFiction.net fra 1998 og LiveJournal fra 1999. Sidenhen kom sider som WattPad og Tumblr til. Her kunne man skrive under dæknavne uden at frygte, at ens kolleger opdagede det, og skrive med andre fans fra hele verden omkring ens historier.

“Det var fællesskaber, hvor man skulle følge hinanden for at kunne snakke sammen, og når man gjorde det og læste hinandens historier, så kommenterede man også, og vedkommende kommenterede ens egne historier. Det var en helt anden form for gavegivning,” fortæller Thessa Lindof om kulturen på siderne.

Sidenhen har sidernes ejere af flere omgange og uden varsel lavet såkaldte “strikethroughs” og “boldthroughs”, hvor de har slettet historier, de har dømt for eksplicitte, uden forfatterne kunne nå at gøre indsigelser. Hvilket ledte til, at en gruppe kvinder gik sammen og skabte Archive of Our Own i 2008. Her lagres alle historier på drev med et løfte om ikke at blive slettet.

Mainstream og misforstået

Fanfictions forhold med offentligheden har ofte været præget af misforståelser og en “andengørelse” af fans, skriver fanforskere Jonathan Gray, Cornel Sandvoss og C. Lee Harrington i artiklen “Why Study Fans?” fra 2013. Fankultur er blevet latterliggjort, og det er først i de sene nullere, at der begynder at ske et skifte. Men selvom USA’s præsident George Bush pludselig deler en playliste i 2005 for at vise, at han er fan af countrymusik, er der alligevel langt til homoerotiske fanfictions.

Ikke desto mindre er afstanden kontinuerligt blevet kortere. Supermodellen Kaia Gerber erklærede fx pludselig denne sommer, at hun skriver fanfics om nogen, der “ikke er et menneske”. Og det er et stort spring fra 2010’ernes reaktion på eksplicitte fanfic-historier, som uden for kontekst bliver misforstået:

“Problemet er i den sammenhæng, at mange, kvinder især, bruger fanfiction og voldtægtsfanfiction til at bearbejde deres egne traumer,” fortæller Lindof: “Det handler ikke om, at de har en fantasi om det. Det er en måde at beskrive noget, som de selv har oplevet og tage historien tilbage og gøre det til deres egen.”

“Det er en bestemt måde at se historier på. Og ja, de er kommet ind i mainstream, men de har jo ikke taget hele kulturen med sig,” påpeger hun. Generelt gennemgår fanfictionmiljøet en stor omvæltning i disse år som følge af en øget popularisering:

“Der sker et skifte fra en gavekultur, hvor man laver en fanfiction, fordi man vil bidrage til et fællesskab og give noget at snakke om, til at der bliver skrevet fanfiction for at få nok likes til at få det udgivet, så man kan blive berømt.”

“Tilbage i 2011, da jeg stødte på de her fanfics – lange, gennemtænkte, velskrevne historier – så ville folk ikke udgive det. Det handlede ikke om udgivelse, men om at skrive historier. Og hvis de skulle udgives, så skulle de redigeres helt vildt, for at de kunne komme ud i verden, uden nogen råbte op,” fortsætter Thessa Lindof: “Det bliver set som en indtægtskilde, og det slår altså noget af fællesskabet ihjel. Sådan som fanfiction er opstået, var det ikke tanken, at man skulle blive rig og berømt på det. Det var tanken, at man skulle deltage i et fællesskab. Og det er ved at falde væk.”

Den største trussel mod et ellers vedholdende og til tider misforstået fanfictionmiljø er dog ikke pengene, men derimod kunstig intelligens, mener hun:

“Jeg kan allerede se nu, hvor meget det forstyrrer fællesskabet. Tvivlen om, hvorvidt det er skrevet af et menneske eller en maskine. Det medfører en grundlæggende mistillid. Og for at have et fællesskab, så skal du ligesom have tillid til, at der er et menneske i den anden ende, og at det menneske egentlig vil noget med den historie.”

/Astrid Plum