Abdel Majid Bziouat/AFP/Ritzau Scanpix
Partiet for Autenticitet og Modernitet (PAM), der blev stiftet i 2008 af en af kong Mohammad VI’s rådgivere, har fået flest stemmer ved det marokkanske valg og ifølge de foreløbige resultater sikret sig 97 af parlamentets 395 pladser.
38 pct. af de stemmeberettigede marokkanere var onsdag forbi stemmeurnerne i et valg præget af økonomisk ulighed og et kommende fodbold-VM-værtskab i 2030. Valgdeltagelsen var på sit laveste i to årtier. “Der hersker en frustration blandt store dele af samfundet, især ungdommen,” sagde chef for Moroccan Institute for Policy Analysis Mohammed Masbah til Al Jazeera op til valget.
Hver tredje marokkaner mellem 15 og 24 er arbejdsløs, mens de 18-24 årige kun svarer til fire pct. ud af de næsten 16 mio. registrerede vælgere. “Der er intet for mig her,” udtalte en 21-årig marokkansk mand, da han i sommer var en ud af op mod 60.000 mennesker, der svømmede fra Marokko til Ceuta. Sidste år gik flere tusinde unge på gaden for bedre sundhed og uddannelse efter otte kvinders død på et nedslidt hospital. Den PAM-ledede regering slog hårdt ned mod demonstranterne, hvilket bl.a. resulterede i flere dødsfald og anholdelser af regeringskritikere.