Folkets Folkemøde

Falsterske forbindelser

Omar Hasan fra Gaza Grill åbner døre på Falster.

Journalisten og filminstruktøren Nagieb Khaja var en af deltagerne på den første udgave af Folkets Folkemøde i Stubbekøbing i 2025. Han var med i en panelsamtale om filmen Superman, der nogle måneder forinden havde haft premiere i biograferne. Han var til dels inviteret, fordi arrangørerne (jeg er en af dem) på mange måder opfatter ham som en superhelt.

Efter samtalen sagde han, at en ægte superhelt for ham var Omar Hasan, ejeren af restauranten Gaza Grill, som nu findes i fire versioner fordelt rundt omkring i København. Hvorfor? Fordi Omar Hasan, der er af palæstinensisk afstamning og vokset op på Nørrebro, er generøs. Han donerer store pengesummer til velgørenhed, men er samtidig “meget nedtonet og ydmyg omkring sin støtte til vigtige sager”, sagde Khaja. “Det er helt vanvittigt, hvor ofte han gør det. Der er mange restauranter med meget større omsætning end ham, der aldrig bidrager til noget som helst. Han er virkelig en god mand.”

Midt i august i år, altså godt en måned inden det netop overståede Folkets Folkemøde, viste jeg Omar Hasan rundt i nærområdet omkring Stubbekøbing. Han havde allerede for længst indvilliget i at lade Gaza Grill være med på folkemødet, men hans betænkningstid havde været så kort, at jeg var bange for, at han måske havde fortrudt og ikke havde lyst til at sige det.

Jeg viste ham hovedgaden i Stubbekøbing, vi besøgte Danmarks Motorcykelmuseum i den gamle biblioteksbygning, og vi så Danh Vos store installation Tropaeolum i Den Grønne Hal på havnen. Nu sad vi i bilen på vej ud mod havnen i Hesnæs cirka 12 kilometer fra Stubbekøbing. Lige inden vi drejede ind i Vejringe, udbrød han: “Landskabet minder mig om Vestbredden.” Og pludselig ud af det blå var der skabt en forbindelse mellem Falster og Palæstina. Eller måske havde den været der hele tiden; den var aldrig blevet verbaliseret, fordi der ikke havde været en Omar Hasan på egnen til at gøre det.

Vi gjorde holdt ved Lammehave Økologi, et biodynamisk landbrug med 60 hektar jord og otte medarbejdere med særlige behov. Ejeren Jakob Jørgensen var der tilfældigvis, han kendte udmærket Gaza Grill, sagde han, og Omar Hasan lavede på stedet en aftale med ham om at levere råvarer til den falafelret, som hans restaurant skulle servere på folkemødet.

Dagen efter folkemødet ringede jeg til Omar Hasan for at høre, hvordan det var gået. Der var blevet solgt omkring 200 falafelretter om aftenen. Han sagde, at han og Nagieb Khaja var gået på Landmanden, som ligger i Stubbekøbings hovedgade, Vestergade. De havde været der to gange i løbet af dagen. Landmanden er et ægte brunt værtshus. På muren hænger et skilt med ordene: ‘Træt af din MAND?? Vi passer HAM’ – og så nogle priser på øl. ‘KOM BARE IND MED HAM!!’

Med en vis skam måtte jeg tilstå, at jeg i de seks år, jeg havde frekventeret Stubbekøbing, aldrig havde aflagt Landmanden et besøg, til trods for at Folkets Folkemøde er for folket, og at folket også måtte formodes at befinde sig derinde.

Onsdag eftermiddag – dvs. i går – rådede jeg bod på det. Jeg åbnede døren og gik ind. Værtshuset var ganske rigtigt brunt, og man kan ikke komme udenom, at der var en smule tilrøget derinde. Der stod en mand bag bardisken og sad tre på den anden side. Jeg satte mig på en ledig stol imellem dem og spurgte, om jeg kunne få en øl. Nogen svarede med den gamle joke: “Nej, men du kan købe en.”

“Så I Poul Nyrup Rasmussen?” spurgte jeg (han havde holdt folkemødets åbningstale 100 meter nede ad Vestergade).

“Nej, han var ikke herhenne,” sagde de.

Så spurgte jeg, om de kunne huske, at Omar Hasan og Nagieb Khaja havde været på besøg med Omars gode ven Mads to gange på samme dag. Det kunne de sagtens. De havde alle sammen været der.

“Alle er velkomne her,” sagde ejeren bag baren.

Jeg fortalte, hvem gæsterne havde været, og en af dem, som sad der, viste sig at være af arabisk herkomst. Han indlemmede mig i falaflens historie.

Landmandens ejer var vokset op i Stubbekøbing og var rejst væk som 18-19-årig. Men allerede dengang havde han sagt, at han ville vende tilbage, når han var pensionist. Han var kommet et stykke tid før, men der var alligevel gået 40 år. Gæsten ved siden af mig havde arbejdet som buschauffør i 40 år. Den tredje gæst ringede pludselig med klokken, og der var en omgang til alle.

Ejeren fortalte, at der var et stort industrikøkken ude bagved. Man kunne få mad på Landmanden. Og juleaften var der et arrangement på værtshuset med julemad for enlige og dem, der havde lyst. Sidste år var der kommet 35 gæster.

Jeg undskyldte til hele forsamlingen, at Folkets Folkemøde havde overset Landmanden, og lovede, at værtshuset kommer på programmet i 2027. Hvis alt går op i en højere enhed, vil vi forsøge at genskabe Nagieb Khaja og Omar Hasans besøg. På et bestemt klokkeslæt vil de to herrer stå og vente foran Landmanden, og alle folkemødegæster, der skulle have lyst, vil kunne slutte sig til dem, og flokken vil gå i samlet flok ind for at få slukket tørsten. Alle er jo velkomne.

Omar Hasan donerede arbejdskraft og hele overskuddet af falafelretsalget til Folkets Folkemøde, der sender pengene videre til Læger uden Grænser. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12