Størst af alt

Lad det være sagt med det samme: GOAT er et idiotisk udtryk. Akronymet for ‘Greatest of All Time’ har for længst fået placeret sig i populærkulturen som en brovtende Bukke Bruse, der arrigt står klar til at stange enhver internettrold, som måtte betvivle en given stjernes storhed. Så snart et sportsikon eller en skuespiller har leveret en seværdig præstation, står fans på sociale medier i fanatisk-benovet kø til at udråbe vedkommende som #GOAT. Det er ikke længere nok at være god, endsige stor eller sublim. Mindre kan ikke gøre det, end at man må udråbes som den største nogensinde til en fanfare af gede-emojier.

Knap nok var Dolly Parton erklæret død, før hendes musikalske GOAT-status som det naturligste skulle besynges – Parton måtte endda pænt tolerere at blive kaldt en ged, da hun endnu var i live. Modedesigneren Bob Mackie forlod i midten af september verden som en (hvis man spørger komiker Randy Rainbow) “GOAT udover alle GOATs”. Og skulle man i løbet af sommeren have tændt for lidt sport i fjernsynet, var det med stor risiko for at bevidne diverse adrætte klovdyr i fuldt firspring; om det så var Tadej Pogačar, der stak af fra alt og alle i Tour de France, eller Lionel Messi, der på forunderlig vis slæbte Argentina i en VM-finale.

Netop sportens verden er uløseligt forbundet med GOAT-manien. Det var Muhammed Ali, der for alvor fik banket begrebet ind i den offentlige bevidsthed, da han omtalte sig selv som den største nogensinde. Og det var hans kone Lonnie Ali, der yderligere fik kommercialiseret og barberet geden ved at stifte virksomheden GOAT Inc. til at beskytte bokserens varemærke og immaterielle rettigheder. Siden da har fans inden for snart sagt alle sportsgrene indædt diskuteret, hvem der egentlig kan gøre krav på titlen som den største. Wayne Gretzky, Babe Ruth, Serena Williams, Michael Jordan, Simone Biles, Tom Brady; som en sveddunstende discipelrække vælter navnene frem, andægtigt messet af merchandise-klædte tilhængere.

Fra tidligere at være forbeholdt sportshistoriens absolutte enere, bliver GOAT-betegnelsen dog nu tilsyneladende uddelt med løsere og løsere hånd. Flere store stjerner inden for samme felt kan på forvirrende vis kalde sig GOATs, mens selv ikke-menneskelige ting bliver tilsvarende ophøjede. Alt fra energidrikke til pizza og Minecraft kan potentielt være goated, forvansket som sproget bliver gennem de yngre generationers internetbegejstrede prisme. Vi lever åbenbart i en ekstremernes bedste-værste tid, hvor alt skal have enten top eller bundkarakter.

Der er simpelthen gået ged og inflation i GOAT-brugen. For som journalist Kurt Streeter skrev om fænomenet i The New York Times tilbage i 2023: “At være den største indebærer jo, at man er enestående, ikke? Men nu er der GOATs overalt, hvor man vender sig hen. Endnu værre end den overdrevne brug af akronymet er dens tåbelige enkelhed. Der er ikke nok nuancer. Der lægges for stor vægt på selve sejren og ikke nok på det at overvinde.”

Carlyles kanoner

Det mærkelige er, at forsimplingen – altså det snæversynede fokus på sejrens sødme – også er unødvendigt bagudskuende. Bedre end nogensinde burde vi vide, at vi lever i et hyperkomplekst samfund, hvor et usandsynligt antal faktorer spiller ind i en specifik præstation. Talent er ikke længere noget gudsgivent, men et produkt af alt fra socioøkonomiske vilkår til tilrettelagt træning og tilfældighedernes (sammen)spil. En GOAT opstår ikke i et vakuum, men i et gunstigt miljø, som muliggør og tilvejebringer storheden. Alligevel ender omtalen af de allerstørste påfaldende ofte i mystikkens rammer; som var det ren afgudsdyrkelse af guldkalven, eller rettere guldgeden.

“Great man theory” kalder man også den slags historietænkning, hvor den store mands (og det er altid en mands) betydning synes inkommensurabel. Ja, skal man tro den skotske filosof og historiker Thomas Carlyle – som for alvor fik populariseret teorien – er verdenshistorien simpelthen bygget på enkeltstående bedrifter. Det vil sige: på nogle helt særlige og enestående individers medfødte og nærmest magiske evner til at sætte skub i tingene og skabe noget stort.

I værket On Heroes, Hero-Worship, and the Heroic in History fra 1840 – på dansk oversat til Om Heroer, Herodyrkelse og det heroiske i Historien – skitserer Carlyle, hvordan store mennesker (hvad vi i dag ville kalde GOATs) driver historien – og derfor må være dens naturlige omdrejningspunkt. Eller som det lyder i den lidt støvede danske oversættelse fra 1916:

“For efter min Mening er Verdenshistorien, Beretningen om hvad Mennesker har fuldført i denne Verden, i Grunden de store Menneskers Historie, som har arbeidet her […] alt, hvad vi ser staa fuldfærdigt i Verden er egentlig talt det ydre, synlige Resultat, den praktiske Virkeliggørelse og Legemliggørelse af Tanker, som dvælede i de Store Mennesker, der sendtes til Verden: Sjælen i hele Verdenshistorien var, naar man ret betragter den, disse Menneskers Historie.”

Med et snuptag bliver alle vi almindelige, dødelige mennesker altså gjort til passive begloere af storheden, til ren staffage i historiens dramatiske narrativ. Hvilket tilmed er en birolle, vi ifølge Carlyle må forventes at udfylde med glæde:

“Alle elsker vi Store Mennesker – elsker, ærer og bøier os ydmygt for Store Mennesker, ja, kan vi i Ærbødighed bøie os for noget andet? Ak, føler ikke ethvert sandt Menneske, at han gør sig selv større ved at bøie sig for, hvad der virkelig er over ham? Ingen ædlere og mere velsignet Følelse dvæler i Menneskets Hjerte.”

Men kan det virkelig passe, at det er derfor, folk føler så stor glæde ved at spamme gede-emojier, så snart Messi rører en bold? Og risikerer vi ikke at køre i samfundsmæssig tomgang, hvis vi pinedød må vente på store mænd, som måske aldrig kommer? Det vi vil undersøge i denne serie. Vi kan ikke garantere, at det bliver den største i Føljetons historie. Men måske kan mindre alligevel også gøre det. /David Dragsted