Mystikeren Messi

Lionel Messi er en gudsbenådet fodboldspiller. Det ville være både blindt og rablende vanvittigt at påstå noget som helst andet. Men er han også den største nogensinde? Fodboldfans vil komme til at diskutere det fra nu til dommedag.

I fodboldens pantheon står flere navne evigt på spring til at få den ultimative gedestatus. Der er Pelé og Diego Maradona, Messi og den samtidige konkurrent Cristiano Ronaldo; i periferien hipsterbud som Johan Cruyff og Franz Beckenbauer. Afhængigt af, hvilke statistikker og mavefornemmelser du løber med, kan du plædere for dem alle. Alligevel er det, som om Messi i de seneste år har fremstået særligt udvalgt og ophøjet. Måske er der endda noget prædestineret i navnet: Messi, Messias, fodboldens frelser.

Tilbage i 2023 skiftede Lionel Messi til amerikanske Inter Miami efter et blandet ophold i Qatar-ejede Paris Saint-Germain. Som fodboldjournalist Morten Glinvad beskriver i bogen med den rammende titel Geder og guder, blev det startskuddet til en decideret Messi-mani i USA. Når den argentinske fodboldlegende kom til byen, måtte MLS-holdene flytte deres kampe til større NFL-stadioner for at kunne følge med efterspørgslen. Alle skulle ind og se the GOAT – og blev rasende, hvis han var skadet og ikke kom på banen. I individualismens og kapitalismens land kunne Lionel Messi overskygge selve det kollektive fodboldspil med sin blotte tilstedeværelse. På absurd vis blev den lyserøde Inter Miami-trøje med Messis nummer 10 på ryggen endda Adidas’ mest solgte fodboldtrøje overhovedet.

Inter Miami er et absolut historieløst fodboldhold, som blev stiftet i 2018 – en skærende kontrast til Messis mangeårige hjem FC Barcelona, der er mere end 125 år gammelt og desuden dybt indgroet i den catalanske selvforståelse. Til gengæld har Inter Miami den tidligere engelske fodboldstjerne David Beckham som medejer. En mand, der som få forstår sig på personlig branding. Og som med Lionel Messi har fået det perfekte PR-våben.

Lige så ekvilibristisk og uvirkelig den argentinske 10’er er på grønsværen, lige så mut og intetsigende er han uden for banen. Messi har aldrig sagt noget interessant om, tja, noget som helst. Faktisk virker han totalt ligeglad med alt, der ikke har med fodbold og penge at gøre. Også selvom det er svært at sige med total sikkerhed, eftersom manden nærmest aldrig giver interviews – og da slet ikke på engelsk, som den nu 39-årige fodboldmilliardær til sin store fortrydelse aldrig har lært.

Personlighedsmæssigt kunne kontrasten til landsmanden Diego Maradona ikke være større. Af samme grund har Messi længe måttet leve med, at han ikke på samme måde har kunnet gribe argentinernes hjerter. Men så er Messi alligevel noget, den flamboyante og kokain-sniffende Maradona aldrig kunne være: Et ufarligt, tomt hylster, som alle ubekymret kan GOAT-tilbede; en superstjerne, som har sikker global kommerciel appel, fordi han ingen holdninger har; en fodboldspiller, der uden brok kan blive iklædt en traditionel arabisk bisht af Qatars emir Tamim bin Hamad Al Thani, før VM-trofæet skal løftes. Og som slipper af sted med sin naivt-servile attitude, fordi han formår at tryllebinde på banen.

Målrettet storhed

I Platons Sokrates’ forsvarstale redegør Sokrates på et tidspunkt for, hvordan han af oraklet i Delfi er blevet udpeget som den viseste i verden. Da han tænker, at det simpelthen ikke kan passe, opsøger han forskellige grupper – politikere, poeter og håndværkere – for at se, om de alligevel er klogere. Det viser sig at være en oplysende oplevelse:

“Tilslut kom jeg saa til Haandværkerne […] Men jeg saa, at de kære Haandværkere havde den samme Fejl som Digterne: fordi de forstaar sig godt paa deres Fag, tror de allesammen, at de ogsaa er ualmindelig indsigtsfulde og vise, naar det drejer sig om andre og vigtigere Sager, navnlig politiske Spørgsmaal, og denne Skavank fordunkler deres faglige Viden.”

Bare fordi man er god til noget, er man ikke god til alt. Hvilket er derfor, Sokrates’ reelle visdom ligger i, at han udmærket ved, at han intet ved.

På besynderlig vis forventer vi i dag langt mere af vores stjerner, end hvad deres talent kan bære. Er en person god til at synge, spille skuespil eller sparke til en bold, må vedkommende regne med, at han eller hun fluks bliver en konstant overvåget rollemodel, som ikke må træde forkert. Og omvendt havner mange stjerner automatisk i Sokrates’ hændværker-fælde: De tror måske ligefrem, at de har mere at byde verden end deres sange, skuespil og boldjonglering. Måske sidder de pludselig i Aftenshowet og forholder sig til krigen i Ukraine eller den kommende regeringsdannelse i Sverige. Måske sidder de sammen med Mads Steffensen og kloger sig på andres parforhold. Måske er de slet ikke klar over, at de for hver udtalelse udvander deres egen storhed.

I tidligere og ondere tider havde man givetvis kaldt Lionel Messi en fodboldmæssig idiot savant. Sikkert er det, at manden synes forvandlet, så snart han har bolden ved sine fødder. Fra at slentre rundt på grønsværen kommer han pludselig op i uventet fart, garvede forsvarsspillere bliver forvandlet til luft, afleverings- og skudmuligheder opstår ud af ingenting. Som det blev tydeliggjort ved sommerens VM, sker der samtidig noget mærkeligt med alle dem, som ser på. Fans begynder deres messende Messi-råb, mens kommentatorernes ordvalg bliver decideret gejstlig. Der tales om, hvor velsignede vi er over at bevidne den lille argentiner, hvor guddommeligt et mål, han lige har scoret. Ja, selv vi faldt i fælden, da vi indledte den her artikel med at kalde Messi gudsbenådet.

Når kampen fløjtes af, og Messi ludende går fra banen, ligner han dog ikke en GOAT. Han efterlader demonstrativt alt det, som gør ham stor, og finder det først frem igen næste gang, han snører fodboldstøvlerne. Det er præcis det, som aldrig vil gøre ham større end en spiller som Diego Maradona. Og det er præcis det, som alligevel gør ham mere opsigtsvækkende: At han faktisk kender sine begrænsninger, og aldrig forsøger at flytte andet i verden end bolden foran ham.

Lionel Messi er geden, der ikke bræger, men alligevel bliver badet i evig hyldest. Han er et platonisk ideal, fodbold i ren form. Og han er det ultimativt moderne brandingprodukt, som uendeligt kan plastres på madkasser, kaffekopper eller sengetøj, uden at køberne egentlig ved – eller behøver at vide – noget som helst andet, end at han er den største. /David Dragsted