Verdens største taber

Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hver enkelt, som den selv vil.

– Paulus’ Første Brev til Korintherne kapitel 12, vers 7-11.

Elon Musk er verdens rigeste mand, den på papiret første billionær i historien. Han er pekuniært den ubestridt største, og alligevel så uendeligt fattig. Alt det, han reelt synes at attrå, vil han aldrig kunne købe. I stedet må han nøjes med uperfekte gøglebilleder og patetiske erstatningsprodukter, som blot understreger hans egne mangler.

Musk vil gerne være sjov. Men det er han ikke. Uanset hvor meget han okser rundt i Saturday Night Live, tigger komiker Dave Chappelle om at komme med på scenen til et standup-show, eller opfører sig som en 12-årig på X (altså Twitter), bliver han ikke en, man griner med. Komisk timing er ikke en af billionærens nådegaver.

Musk vil gerne være klog og fremstå som et ubestridt geni i alle facetter af livet. Problemet er, at det er en lidt svær størrelse at måle præcist – og at folk, der faktisk ved noget om de ting, han taler om, sommetider kalder Musks bluff. Om det er hvordan statslige databaser fungerer, kvantefysik eller skak, så har milliardæren det med at bullshitte. Hvilket er en mærkelig ting at gøre, hvis målet er at være en slags moderne polyhistor. Ligesom det virker temmelig desperat at snyde med, hvor god man er til computerspil som Diablo IV eller Path of Exile 2.

Elon Musk vil gerne være sej. Men det er han virkelig ikke. Uanset, hvor meget tjald han ryger med Joe Rogan, skriger hele hans krop af afgrundsdyb akavethed. Han kan gøre sig nok så populær på sit eget sociale medie ved at pille ved algoritmerne og online påtage sig en edgelord-persona. Men i den fysiske verden vil han stadig være manden, der heiler og hopper så mærkeligt rundt på scenen, at selv Donald Trump synes det er i overkanten. Elon Musk er verdens rigeste mand og, utroligt nok, verdens største taber.

Hvilket egentlig kun gør diskussionen om Musk og det spørgsmål, han repræsenterer – om rigdom og storhed hænger uløseligt sammen – så meget desto mere interessant. Uden at skulle putte ordene i munden på apostlen Paulus, tænker vi, at selv han ville have svært ved at identificere Elon Musks eksakte nådegave. Det tætteste, vi kommer, er vel en absurd risikovillighed og en Fætter Højben-agtig evne til at tjene penge. Og til kontinuerligt at overbevise folk om, at han på en eller anden måde har gjort sig fortjent til sin ufattelige personlige formue.

Rigdommens myte

“I et ulige samfund vil de, der lander på toppen, gerne tro, at deres succes er moralsk berettiget. I et meritokratisk samfund betyder det, at vinderne må mene, at deres succes skyldes talent og hårdt arbejde”, skriver den amerikanske filosof Michael Sandel i Meritokratiets tyranni – en bog, vi i øvrigt før har nævnt i forbindelse med Elon Musk. Pointen for Sandel er, at meritokratiet (altså et samfund, hvor alle i teorien får som fortjent efter meritter og præstationer) rummer en anselig skyggeside. Eller som han uddyber:

“Moralsk set er det uklart, hvorfor folk med talent fortjener de overdrevne belønninger, som markedsdrevne samfund rundhåndet giver til succesfulde mennesker. Centralt i argumentet for den meritokratiske etik er idéen om, at vi ikke fortjener at blive belønnet eller holdt tilbage på grund af faktorer, vi ikke selv har kontrol over. Men er det at have (eller mangle) et givent talent virkelig vores eget ansvar? Hvis ikke, er det svært at se, hvorfor folk, der har fremgang takket være deres talent, fortjener større belønninger end dem, der måske arbejder lige så hårdt, men ikke besidder det talent, som et markedssamfund tilfældigvis sætter pris på.”

Ånden uddeler, som den vil; ikke alle får de samme talenter. Hvilket altså bliver et oplagt problem i et påstået meritokratisk samfund – og da særligt, hvis dem, der faktisk havner på toppen, tror, at det er deres ubestridelige ret at befinde sig der:

“Meritokratisk hybris afspejler vindernes tendens til at sole sig for meget i deres succes, at glemme det held og de gunstige omstændigheder, der hjalp dem på vej. Det er den selvtilfredse overbevisning hos dem, der ender på toppen, om, at de har gjort sig fortjent til deres skæbne, og at dem på bunden tilsvarende har gjort sig fortjent til deres […] En reel fornemmelse for vilkårligheden ved vores skæbne fører til en vis ydmyghed. Men et perfekt meritokrati fjerner enhver idé om gave eller Guds nåde. Det begrænser vores evne til at se, at vi deler skæbne med hinanden. Det giver ikke megen plads til den solidaritet, der kan opstå, når vi reflekterer over vores talenters og helds vilkårlighed. Det er det, der gør meritokrati til en form for tyranni eller en uretfærdig styreform.”

Elon Musk er blevet rig på virksomheder som SpaceX og Tesla, i hvilke han unægteligt har lagt både energi og nattesøvn på fabriksgulvet. Men som økonomen Mariana Mazzucato gentagne gange har påpeget, vil det være en grov forsimpling at påstå, at Musk med egne frimarkedskræfter har skabt sine virksomheders succes. Snarere har han bl.a. også offentlige milliardindsprøjtninger at takke, og i den forstand en langt mere kollektiv indsats. Sådan er det ret beset altid; der vil aldrig være nogen enkeltstående bedrift, som berettiger beløb, der er større end hele ens hjemlands BNP. Det kan ikke være meningen, at Elon Musk – mutatis mutandis – som enkeltperson er rigere end Sydafrika. Særligt ikke når man ser på manden. Altså hvad fanden foregår der.

“At vi befinder os i et samfund, der værdsætter vores talent, er vores held, ikke vores ret”, skriver Sandel i konklusionen til Meritokratiets tyranni. En ægte GOAT bør være sig pinligt bevidst om sin egen privilegerede position – og måske nedtone, hvor fortjent storheden er. /David Dragsted