Glem rød og blå blok, klassisk højre og venstre: De politiske styrkeforhold i Danmark afhænger i stigende grad alene af Dansk Folkepartis succes – eller måske snarere mangel på samme?
Siden den dengang ukendte Rikke Karlsson forlod Dansk Folkeparti i protest i oktober 2015 – og kritiserede partiet for at have fiflet med støttepenge – har dansk politik bevæget sig mod et nyt og mere rødt balancepunkt: Når Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i dag tegner sig som en stadig mere sandsynlig kommende statsminister skyldes det primært, at op mod 200.000 DF-vælgere nu er på faneflugt. For første gang i 20 år er Dansk Folkeparti ramt af massiv tilbagegang.
Forklaringen er faktisk lidt deprimerende. For når det kommer til stykket er det hverken forfinede principper eller forkromede udspil, som bevæger vælgerne i Danmark. Ej heller spidsfindige rokader eller taktiske sidste-øjebliks-dramaer. Nej, i de senere år er der for alvor kun to begivenhedsrækker, som har omdefineret styrkeforholdene i dansk politik: Hver gang Lars Løkke Rasmussen har været rodet ind i bilagsballade, er Venstre faldet med en lille håndfuld procentpoint, og siden afsløringerne af uretmæssig brug af EU-midler, ikke mindst knyttet til Morten Messerschmidt, er Dansk Folkeparti faldet med en god håndfuld procentpoint i meningsmålingerne.
Venstres gentagne dyk har nøje fulgt Løkkes skandalesager, men på mirakuløs vis er det dog igen og igen lykkedes for Venstre at kravle tilbage. Bilagsskandalerne rækker tilbage til rodet i amtsborgmester-dagene i Frederiksborg Amt over Global Green Growth Institute-luksusskandalen og frem til den såkaldte ‘underbukse-ballade’ i 2014. Men i dag er Lars Løkke Rasmussens parti kun så lidt efter resultatet ved folketingsvalget i 2015, at tabet i vælgeropbakning ligger inden for den statistiske usikkerhed.
Venstre er ‘kun’ ét procentpoint bagud.
Til gengæld er den samlede borgerlige blok gået betydeligt tilbage, skønt både Liberal Alliance og Konservative nogenlunde holder skansen. Årsagen er ganske enkelt, at Dansk Folkeparti er ved at glide baglæns, næsten lige så hurtigt som partiet buldrede frem. Den forgangne uge, den første i 2017, har kun gjort ondt værre for partiet, som ellers har haft en ubrudt succesperiode, siden Kristian Thulesen Dahl overtog formandsposten fra Pia Kjærsgaard – og straks øgede vælgertilslutningen med 7-8 procentpoint.
Her i begyndelsen af 2017 er Dansk Folkeparti tæt på at være tilbage ved udgangspunktet med Pia Kjærsgaard, som skræmte og skræmmer lige så mange vælgere væk, som hun indlysende også formår at tiltrække den anden vej. Mens beslægtede partier i andre europæiske lande, såsom Geert Wilders Frihedsparti i Holland og Jimmy Åkessons Sverigedemokraterna i Sverige, er på fremmarch, har Dansk Folkeparti tilsyneladende toppet.
Det store problem for Dansk Folkeparti er, at skandalesagerne ikke kan reduceres til Europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt – som vel at mærke selv fik 421.530 personlige stemmer ved EP-valget i 2014 og dermed fortsat har rekorden som den på papiret mest populære politiker i Danmark. Nogensinde. Morten Messerschmidt har ganske vist mistet troværdighed som den ædle ridder, der ville ride til Bruxelles og bekæmpe eurokraterne, og i forhold til magtfuldkommenhed og misbrug af beføjelser virker det efterhånden vanskeligt at drive en kile ind mellem på den ene side Dansk Folkeparti og på den anden side de gamle magtpartier, som Dansk Folkeparti hidtil har vundet bred popularitet ved at kritisere.
Optrævlingen af fiduserne med MELD- og FELD-midlerne har afsløret, at frontfiguren Morten Messerschmidt om nogen kan kæmpe med om titlen som Europamester i bureaukratisk kassetænkning. Men den påståede råddenskab stopper ikke her.
Ugens
afsløringer i Ekstra Bladet af systematisk misbrug af danske støttemidler – fra EU-nævnet, som finansieres direkte af Folketinget – udstiller en kreativ partikultur, som synes at være drevet af en ‘går-den-så-går-den’-mentalitet. Endnu er det ikke klart og entydigt dokumenteret, at Dansk Folkeparti bevidst og overlagt har overskredet reglerne: EU’s antisvindel-enhed OLAF er i fuld gang med at undersøge Dansk Folkepartis (mis-)brug af midler i MELD- og FELD, herunder hvilken rolle både Morten Messerschmidt og bl.a. Søren Espersen har spillet.
Herhjemme er EU-nævnet også ved at granske, om Dansk Folkeparti var berettiget til at bruge danske skattekroner til at købe helstegt pattegris for.
Uanset om Dansk Folkeparti ender med at blive formelt frikendt for anklagerne om snyd, er der to årsager til, at vælgerproblemerne ser ud til at være mere kroniske. Denne gang. Dansk Folkeparti er ofte blevet dømt ude, f.eks. da Pia Kjærsgaard trådte tilbage som formand. Eller da Dansk Folkeparti stemte for forringelserne af såvel efterlønnen som dagpengene. Hver gang er Dansk Folkeparti dog kommet styrket tilbage. Men denne gang er forudsætningerne forandret. Afgørende.
I sit svageste øjeblik er Dansk Folkeparti omringet og angrebet fra to sider. Indad mod midten har Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen lagt en så opsigtsvækkende stram kurs i udlændingepolitikken, at selv politikerpræsten Søren Krarup nu kalder S-politikere som Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen for ”hæderlige mandfolk” og tilmed ønsker, at Dansk Folkeparti skal svinge rundt og støtte en socialdemokratisk regering. Afstanden mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i udlændinge- og værdipolitikken er efterhånden blevet så lille, at mange af de gammel-socialdemokratiske vælgere, som tidligere hoppede over til Pia Kjærsgaard & co., nu begynder at sive tilbage.
Blødningen for Dansk Folkeparti stopper imidlertid ikke her. For til den anden side, udadtil til den yderste højrefløj, er et nyt og levedygtigt alternativ vokset frem: Nye Borgerlige med 41-årige Pernille Vermund i front ligger med en stabil tilslutning over spærregrænsen på to procent. Her kan både hårde indvandringskritikere og EU-modstandere få en mere ren politisk vare, som i endnu mindre grad end Dansk Folkepartis politik behøver at være afstemt med virkelighedens verden. Nye Borgerlige har friheden til at begynde forfra, hvor Dansk Folkeparti begyndte i 1995 – i sig selv som en afskalning fra Fremskridtspartiet, som Nye Borgerlige minder påfaldende om i tone og indhold.
Da Dansk Folkeparti opstod, udfyldte bl.a. Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl tydeligvis et vakuum i dansk politik. Derfor voksede partiet fra at få ca. hver tiende stemme til at få mere end hver femte stemme. Men konkurrencen er gradvist blevet voldsomt skærpet, og tilhængerne af de to historiske fløje i partiet – gammel-socialdemokraterne og de nationalkonservative – har i dag mere håndfaste alternativer at søge tilflugt hos. Og det betyder ganske enkelt, at Dansk Folkeparti vil få væsentligt vanskeligere ved at rejse sig igen, trods imponerende mange ferme og snarrådige politikere i gruppen.
Mens folk i andre lande ser Dansk Folkeparti som en profeti om fremtiden, tegner 2017 allerede til at blive året, hvor partiet risikerer at blive reduceret i størrelse. Udbruddet fra Rikke Karlsson i efteråret 2015 var måske kun en tilfældighed, en personlig fejde, men siden da er det kun gået én vej, og Dansk Folkepartis ellers så brandsikre teflon-lag er begyndt at krakelere.
I løbet af 2016 mistede Dansk Folkeparti næsten lige så mange stemmer, som der er borgere på Fyn. Derfor, og reelt kun derfor, fører Socialdemokratiet i den folketingsvalgkamp, som for længst er skudt i gang.
