Det rette klima

Et af fossilindustriens måske mest vellykkede og udspekulerede stykker PR-arbejde er uddelegeringen af klimaansvaret til den enkelte forbruger. Den store geniale synder – og inspirationskilde for konkurrenter som ExxonMobil og Total – er oliegiganten BP, som tilbage i 2004 lancerede den første “carbon footprint calculator”, altså beregner af folks individuelle CO₂-fodaftryk. Med hjælp fra PR-bureauet Ogilvy & Mather fik BP simpelthen gaslightet os alle til at fokusere mere på vores personlige udledning end på olieselskabernes eksponentielt større svineri og ansvar for klimakrisen. Forfatter og aktivist Rebecca Solnit opsummerer meget godt i The Guardian, hvorfor det er et problem:

“Personlig dyd er et evigt fristende mål i progressive bevægelser, og klimabevægelsen er ingen undtagelse. Der dukker hele tiden folk op, der praler af deres husholdning eller kritiserer andre for, hvad de spiser, eller hvordan de færdes. Det meget korte modargument er, at individuelle handlinger som sparsommelighed og afholdenhed ikke vil bringe os den enorme vej, vi er nødt til at tilbagelægge i dette årti. Vi er nødt til at forlade fossilbrændstoffernes tidsalder, genopfinde vores energilandskab og genoverveje, hvordan vi gør næsten alting. Vi har brug for kollektiv handling på alle niveauer, fra det lokale til det globale […] Revolutionen vil ikke ske ved, at folk bliver hjemme og opfører sig pænt. Men olieselskaberne vil gerne have dig til at tro, at det er sådan, det fungerer.”

Det ville være naivt at tro, at man som enkeltperson ikke også har et medansvar for klimakrisen gennem sine livs- og forbrugsvalg. Men det ville være mindst lige så naivt at tro, at man som enkeltperson kan påvirke klimakrisen i lige så stor grad, som det er muligt gennem en koordineret kollektiv indsats mod den – og mod eksempelvis BP. Mens vi sidder og beregner klimaaftrykket fra vores kødfrie aftensmad, er fossilindustrien derfor ved at knibe sig selv i armen over, at tricket virkede: at folk så velvilligt gør sig selv til helte og martyrer i fortællingen om den grønne omstilling, at de glemmer det større udledningsbillede.

Historiske heltegerninger

Idéen om, at det er de store mennesker og deres individuelle (klima)handlinger, som driver historien frem (hvad der, som tidligere beskrevet, også kaldes ‘great man theory’), har nogle åbenlyse faldgruber. Så meget indrømmer Thomas Carlyle da også til dels i værket On Heroes, Hero-Worship, & the Heroic in History (der faktisk oprindeligt var en forelæsningsrække). Eller rettere sagt rygdækker Carlyle sig mod den indvending, at heltene vel også er produkt af en specifik tid:

“Jeg ved godt, at nu om Dage paastaar man, at Herodyrkelse, det, som jeg kalder Herodyrkelse, er svundet bort og har ophørt at være. […] Faar vore Kritikere Øie paa en stor Mand, en Luther f. Ex., begynder de paa, hvad de kalder at ‘vurdere’ ham, ikke at ære ham, men at tage Maal af ham – og bringe ham ned til at være en meget lille Mand. Han blev skabt af Tiden, siger de; Tiden kaldte ham frem. Tiden gjorde alt, han intet – andet end hvad jeg, den lille Kritiker, ogsaa kunde have gjort! Dette synes mig kun et trist Arbeide. Tiden kalder frem? Ak, vi har kendt Tider, der kaldte høit nok paa deres store Mænd – men ikke fandt ham, da de kaldte!”

Er det kun Martin Luther, denne trodsige præst fra Wittenberg, som kunne have tilvejebragt reformationen? Eller var Napoleon Bonaparte den eneste mulige kejser i kølvandet på den franske revolution? I delvis tråd med Carlyle finder den tyske filosof G.W.F. Hegel, at visse “store mænd” er en slags legemliggørelse af verdensånden – historiens komplekse drivkraft og virkelighedens inderste væsen. Eller rettere åndens “redskaber” og “sendebud”: Det er dem, der via deres handlinger får os på sporet af friere og mere rationelle tider. På berømt vis kaldte Hegel ligefrem Napoleon for verdensånden til hest. Hvilket siden da har fået mange andre tænkere og historikere til at bede den tyske filosof om at klappe hesten og skrive noget mere forståeligt.

Autentisk storhed

På den anden side af heltefortællingen står således typer som evolutionsteoretiker Herbert Spencer, filosof Friedrich Nietzsche og, langt senere, den britiske historiker Ian Kershaw. Mens Spencer tidligt påpegede, at store mennesker vel først og fremmest er et produkt af deres sociale miljø, har Kershaw sidenhen pointeret problemet i at se fx Adolf Hitler (der var stor på en negativ måde) som personligt ansvarlig for hele Nazitysklands gøren og laden. Det undervurderer nemlig groft alle andres agens og delagtighed. Hitlers politik og vision kunne jo kun realiseres takket være velvillige embedsmænd, funktionærer, soldater, partimedlemmer og helt almindelige tyskere. Alle arbejdede de hen mod førerens ønsker – og fik dermed i fællesskab skabt undergangen.

Og ja, så er der Friedrich Nietzsche. Altid rasende og idiosynkratiske Nietzsche. Meget eksplicit giver den tyske filosof i “selvbiografien” Ecco Homo udtryk for, hvor stupid han finder “den store falskmøntner mod viden og vilje” Thomas Carlyles “hero-kult”. Problemet for Nietzsche er bl.a., at mange øjensynligt har fejlfortolket hans idé om overmennesket, Übermensch, som en slags understøttelse af Carlyles “great man”. Hvilket altså er helt uden for skiven: Først og fremmest handler storhed for Nietzsche om at være autentisk til stede i verden og værdsætte livet, som det er – ikke om abstrakte politiske idealer, mytiske heltegerninger eller verdensånd:

“[D]isse små ting – ernæring, sted, klima, forfriskelser, hele selvkærlighedens kasuistik – er ud over ethvert begreb vigtigere end alt, hvad man hidtil har anset for vigtigt. Netop her må man begynde at lære om igen. Det, som menneskeheden hidtil har taget alvorligt, er ikke engang realiteter, men lutter indbildninger, eller rettere sagt løgne fra de dårlige instinkter i syge og i dybeste forstand skadelige naturer – alle disse begreber ‘Gud’, ‘sjæl’, ‘dyd’, ‘synd’, ‘hinsides’, ‘sandhed’, ‘evigt liv’ … Og dog har man i dem søgt den menneskelige naturs storhed, dens ‘guddommelighed’ … Alle spørgsmål om politik, samfundsorden, opdragelse er i bund og grund forfalsket ved, at man anså de skadeligste mennesker for store mennesker – at man opdrog til at foragte de ‘små’ ting, det vil sige livets egne grundanliggender …”

Men hvordan lærer man så at elske alt det fundamentale, at omfavne maden, klimaet og sig selv i verden nu og her, snarere end alt det abstrakte, vi fejlagtigt tror udgør storhed? Nøglen for den overskæggede tyske filosof bliver simpelthen at elske sin skæbne – på latin amor fati:

“Min formel for storheden ved et menneske er amor fati: at man ikke vil have noget anderledes, ikke fremover, ikke bagud, ikke i al evighed. Ikke blot at tåle det nødvendige, endnu mindre fortie det – al idealisme er forløjethed over for det nødvendige –, men elske det…”

Den opløftende nyhed er altså, at vi alle kan blive store, måske ligefrem de største nogensinde. Uagtet talent, uagtet hvor fordelagtige eller uhensigtsmæssige omstændigheder vi er havnet i, har vi en plads i verden og et personligt fodaftryk at sætte på den. Os allesammen – ikke kun mandeforbilleder som Luther og Napoleon.

De valg og livsbeslutninger, vi i den forbindelse træffer, må vi lære at elske. Vi må forsone os med os selv og ikke lade os forblænde af andres gerninger og bedrifter. Vi må leve grønnere, sundere og stærkere. Ikke fordi vi på et teoretisk eller idealistisk plan tror, at det fx kan redde klimaet, men fordi vi personligt finder det nødvendigt. Ligesom vi må stikke en nietzscheansk langefinger til BP og alle andre kapitalistiske ypperpræster, der småligt forsøger at gøre deres egne onder til andres individuelle ansvar. /David Dragsted