Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix
Ti år virker som et godt sted at tage bestik af et forlist ægteskab. Sårene fra de værste skærmydsler har helet, og med distancens klarsyn kan man bedre vurdere, om forholdet var mere gunstigt end grusomt.
Lander man på det første, trænger nye eksistentielle spørgsmål sig på. Skal man række ud for at genoplive kærligheden, men risikere endnu en slidsom rusketur i skilsmissens mareridtsmølle? Eller skulle man snarere lade være og resignere til en tragisk tilværelse med tilbagevendende drømmerier om the one who got away?
I skrivende stund er Storbritannien ved at tage netop den samtale med sig selv om sit tidligere forhold med den Europæiske Union. Landets nye premierminister Andy Burnham tog det første ord, da han onsdag sagde, at Storbritannien “kan gå hele vejen” til et fuldbyrdet EU-medlemskab.
Kommentaren faldt efter premierministerens tale ved Labours partikonference tirsdag, hvor han kom med mere forsigtige tilnærmelser og talte om “forskellige løsninger på Storbritanniens langsigtede forhold til deres europæiske partnere.” Nu tyder det på, at Burnham ønsker mere end et situationship.
Ifølge The Guardian rækker Downing Street ud til tænketanke og analyseinstitutter for at granske, hvad folkestemningen siger om en genoptagelse af et EU-medlemskab. Strategien fremstår som et fornuftigt forsøg på at undgå en omvendt David Cameron. Den konservative premierminister udviste netop ingen fornemmelse for folket, da han i 2016 udskrev den afstemning, der fremtvang hele miseren.
Burnhams flirteri er indtil videre blevet modtaget varmt på kontinentet. Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Spaniens premierminister Pedro Sánchez byder begge den gamle flamme velkommen, mens EU-Kommissionens officielle melding er mere afdæmpet. Dog melder Komissionen sig “åbne for at gå ind i de muligheder, [Storbritannien] kommer med,” mens Politico bag scenetæppet beretter om positive miner i Bruxelles’ korridorer.
Hvad skulle da stå i vejen for en kærlig genforening? Tja, det skulle da lige være Reform UK’s Nigel Farage, fra hvem Labour kan forvente et giftigt modsvar, når han senere torsdag taler i Doncaster – byen i Yorkshire, hvor 69 pct. stemte nej til EU. Overgangen fra Brexit til “Brentry” vil naturligvis være den størst tænkelige katastrofe for den populistiske partileder, for hvem Bruxelles’ bureaukrati er den evige og højtelskede boksepude.
Farage må dog sande, at hans glorificerede nationalistiske drømme gradvist er løbet ud i sandet. Konsekvenserne, som Brexit har haft på økonomien og briternes frie bevægelighed, kommer fx til udtryk i en meningsmåling fra juni, der viser, at 57 pct. af briterne mente, det var en fejl at forlade unionen.
Der må derfor siges at være bred opbakning til at genåbne den ægteskabelige pagt. Få briter vil nok bilde sig selv ind, at forholdet til EU nogensinde var perfekt. Men måske man i sin tid lod sig forblænde af, at et ægteskab skal føles som en forelskelse i en Jane Austen-roman. Evigt frembrusende, fortryllende og lidenskabeligt. Når verdensordenen slår sprækker, må man måske være mere pragmatisk end passioneret? /Claes T. Sørensen