Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Hvornår opstod Danmark og danskerne? Søndag i Berlingske Tidende præsenterede professor Ove Kaj Pedersen – som netop har udgivet bogen Staten – et for nogle måske overraskende bud: “Min foreløbige konklusion er, at Danmark først blev til Danmark efter Anden Verdenskrig, og at danskerne først bliver til danskere op gennem 1900-tallet.”
Ifølge Pedersen får Danmark efter Anden Verdenskrig suverænitet i kraft af internationale aftaler og de konventioner, vi melder os ind i. Desuden blomstrer velfærdssamfundet op, ledsaget af flere udviklinger, der for første gang binder folk sammen på tværs af Store- og Lillebælt:
“Danskheden bygges gradvist op af den almindelige værnepligt, den almindelige undervisningspligt, ved at modersmålet bliver udbredt, og dialekter gradvist bliver udryddet. Vi får kulturinstitutioner, Rigspolitiet, Danmarks Radio, landsdækkende aviser og politiske partier,” siger han.
Et pudsigt aspekt ved Ove Kaj Pedersens fremstilling er, at jyderne først for alvor bliver indlemmet i det danske samfund i den sidste halvdel af 1900-tallet. Førhen var det ifølge professoren kirken og præsten, som var den altoverskyggende autoritet i de jydske landsbysamfund – og først gennem 60-70’erne blev troen overtaget af dansk lov: “Velfærdssamfundet er derfor den eneste besættelse af Jylland, der har virket.”
Spol frem til P1 torsdag morgen, hvor Socialdemokratiets udlændingeordfører Thomas Skriver Jensen gerne ville fokusere på problemerne med en særlig gruppe i det danske samfund: børn af efterkommere. Danmarks Statistik skelner pt. mellem indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse – men Jensen mener, at vi også bør lave selvstændige opgørelser for de såkaldte tredjegenerationsindvandrere:
“Der er noget, der tyder på, at der sker noget i hjemme hos nogle af de her familier, hvor man ikke har taget Danmark ordentligt til sig,” sagde Skriver, og fortalte videre, at det særligt er i grupperne med oprindelse i “MENAPT-landene,” at der er problemer med fx kriminalitet.
Der er noget bizart ved at bruge endelsen “-indvandrer” om mennesker, hvis familie har boet her i generationer, og har dansk modersmål. Hvis vi accepterer Skrivers præmis, kunne man passende spørge: Hvad så med jyderne?
Leger vi med Pedersens tanke om, at jyderne først for alvor blev integreret efter 1950’erne, er langt de fleste nulevende jyder en form for tredjegenerationsindvandrere. Og måske det faktisk vil være en god ting at undersøge, om jyderne har tilegnet sig de danske værdier. Der er i hvert fald en hel del jyder, der begår kriminalitet, og deres bedsteforældre boede i indoktrinerende, ærkekristne landsbysamfund, hvor homoseksualitet var en dødssynd. Hvordan kan man være sikker på, at bare fordi denne generations børnebørn går på Aarhus Universitet og lever almindelige, moderne hverdagsliv, ikke har arvet en del af dette middelalderlige mørke?
Man kunne da forestille sig en vred modreaktion fra jydernes skytsengel, Inger Støjberg og hendes parti Danmarksdemokraterne. ‘Sådan kan man da ikke tale om jyderne! Langt de fleste er jo lovlydige ærkedanskere, der ikke udgør en trussel for samfundet.’ Og i så fald kunne man svare: Ja, Inger, og hvor er det da en dejlig humanistisk tankegang – og lige præcis grunden til, at vi skal smide begreber som “tredjegenerationsindvandrer” ud af vinduet. /Claes T. Sørensen