'Læsende dame'. Ebba Carstensen, 1932.
Findes der egentlig en rigtig måde at læse på? Jeg spørger, fordi det lader til, at der er en forkert måde at læse på.
Nyligt kunne man læse i Weekendavisen, at det er forkert at læse Harry Potter. Udover at artiklen, som er forfattet af Christoffer Zieler, taler ind i en efterhånden vanlig rundgang af boglig ragebait, som får alle til at fare i vejret og forsvare den bebrillede troldmand – og noget værre hans skaber, J.K. Rowling – kan man fristes til at spørge, hvad den debat egentlig bidrager med.
Zieler påpeger dog et – ifølge ham – problem, nemlig at bibliotekarer og andre læseglade mennesker vil insistere på, at det nu engang er bedre at læse en såkaldt dårlig bog som Harry Potter end slet ikke at læse. Zielers pointe er, at vi måske er blevet dårligere læsere (heraf PISA-testresultater), fordi alle har læst en dårlig bog. Verden havde været bedre, hvis vi alle havde læst noget andet. Noget rigtigt. Eller måske mere præcist: Noget, der ikke er forkert.
Og det kan måske være korrekt, at det, at alle læste Harry Potter i stedet for Philip Pullmans Det Gyldne Kompas, har skabt en sommerfugleeffekt af utænkelige proportioner. Det kan også være, at Zielers hot take i at kalde en af verdens mest solgte bøger for dårlig, vidner om et andet og mere dystopisk (læs: senkapitalistisk) forhold til læsning.
Læsning har altid været en kampplads, men i den konstante bekymring for, at vi – og børnene! – bliver dårligere til det og gør det mindre, har det til følge, at vi havner i en slags absurd tilstand, hvor én bedstsælgende bogserie kan få skylden. Den har vi hørt før.
“Smag klassificerer, og den klassificerer den, der klassificerer,” skrev sociologen Pierre Bourdieu i La Distinction: Critique sociale du jugement fra 1979. Det populærkulturelle bliver kritiseret i kraft af, at det er masseproduceret og ufint og usammenhængende. Kritikken synes at sige mere om kritikeren end om det kritiserede. Budskabet må da være, at læsningen er så meget i krise, at der kun kan være plads til én slags litteratur ad gangen. Kun Harry Potter, intet andet. Det er en verden af enten/eller, hvor det at læse er så prekært, at hver eneste bog tillægges enorm og verdensændrende betydning.
Det skaber et forhold til litteraturen, der bliver udpræget performativt. Hver enkelt læsning er angiveligt så sjælden og meningsladet, at vi er nødt til at sidde på skødet af hinanden og bedømme, hvad den anden læser. For hvad nu, hvis du vælger den forkerte bog? Performativitet er ikke et nyt fænomen, men “den performative læser” synes at være vokset frem i fuld figur i det 21. århundrede.
I The New York Times kunne man i sidste uge læse om Gen Alphas nye yndlingsbegreb – “LARPing” – der står for “live action role playing”. At man spiller rollespil i det virkelige liv med dårligt resultat. Man prøver kostumet på, og det passer ikke. Det “fremstår uautentisk”, som avisen skriver. Og når al adfærd bliver en performance, og alle “larper”, jamen, så bliver læsningen også “larpet”.
Bogen bliver i et væk kaldt samtidens bedste “accessory”, kendisser får kurateret strandlæsning til Instagram, sideløbende med, at det at læse en bog i gadebilledet i sig selv bliver en performativ handling. Som hvis man(d) sidder og flagrer lidt for meget med en glitrende udgave af bell hooks’ All About Love. Og den performative læser læser altså også forkert. Uautentisk læsning kunne man kalde det. Så hvad er autentisk læsning?
Som Bourdieu skriver, så ender den legitime opfattelse af kunst med at være den mere autentiske og ligefremme, det umiddelbare indtryk, som under overfladen er resultatet af et liv og en opvækst, der har givet en redskaberne til at kunne forstå kunsten rigtigt. En “fortryllet oplevelse af kultur, der indebærer at forglemme tilegnelsen”, som han skriver. “‘Øjet’ er et produkt af historie reproduceret af dannelse.”
Autenticitet er altså kulturel kapital. Og vi går op i, hvad alle andre læser, fordi selve det at læse i sig selv er blevet en identitetsmarkør. En “hobby”. Noget, man gør for at forbedre eller forkæle sig selv. Altså: Det er ikke en selvfølge. Hvilket resulterer i, at bøger pludselig kan være “trendy” (og “sexy”), en fuldstændig latterlig ting at sige om et medie.
Når det at læse bliver gjort til noget unormalt eller uvanligt, bliver samtalerne om det underligt fordrejede. Folk identificerer sig med det “at læse” og “at være en læser”. Hvad kan du lide at lave i din fritid? “Jeg elsker at læse.” Hvilket så foranlediger spørgsmålet: Ville man nogensinde identificere sig sådan med andre medier? “Jeg elsker at se fjernsyn” har ligesom ikke helt den samme klang. Eller den helt ulovlige: “Jeg ser YouTube.”
Så i stedet for at gå rundt og prøve at udpege, hvem der “larper” læseheste, så stik da hellere snuden ned i din egen bog. Den britiske klassicist – og “chair” for dette års Bookerpris – Mary Beard formulerede hele problemstillingen meget godt i forbindelse med en livestream af prisuddelingen den 22. september:
“Jeg kan ikke udstå vendingen: ’Jeg elsker virkelig at læse’. Og jeg kan ikke udstå at høre de små interviews [i radioen] om morgenen, hvor der bliver spurgt: ’Hvilken bog vakte først din kærlighed til læsning?’ Det er med til at undergrave og undervurdere læsning. […] Læsning er langt vigtigere for menneskeheden end blot at sige: ’Åh, jeg elsker det virkelig’ – på samme måde som man kan elske golf. Læsning handler om, hvordan man er til, og hvordan man betragter verden. Hvis vi degraderer læsning til kun den del af livet, der handler om velvære, undervurderer vi den groft.”
/Astrid Plum
Dagens tekst kommer fra dagens udgave af vores bognyhedsbrev Læsevejr, som vi laver i samarbejde med kulturmagasinet ATLAS. Du kan skrive dig op her.