Guillaume Saligot/AFP/Ritzau Scanpix
Rådhuset i Limoges i flammer, knust glas, røg og tåregas i gaderne, sortklædte og balaclava-bærende demonstranter. Fotografierne fra weekenden i Frankrig tegner ét samlet billede: Demonstrationer, der udviklede sig voldsomt og voldeligt.
Lørdag aften blev der stadig påsat og slukket mindre brande, og tåregassen hang som tåge i luften i områderne omkring Place de la Republique i Paris, hvor hovedstadens demonstration var begyndt tidligere på dagen. Søndag morgen var der stille, og budskaberne, der var blevet efterladt på facaderne, trådte tydeligere frem.
“Vi vil bare gerne blive hørt,” stod der skrevet ved Juli-søjlen på Place de la Bastille. Budskabet kommer formentlig fra gymnasieeleverne, der efter omkring en måneds spredte demonstrationer for deres skoler og fremtid samlede flere, herunder De gule veste og universitetsstuderende, til den hidtil største demonstration lørdag med det samlende budskab: “La vie est chère” – livet er dyrt. De franske myndigheder vurderer, at 550.000 mennesker deltog i demonstrationerne i landet, mens fagforeninger sætter tallet nærmere 800.000.
Desværre kan de mange menneskers bekymringer og krav ende med at blive overhørt. Fordi et billede af en plyndret butik siger mere end ordtunge love, der har gjort landet mere ulige.
For næsten præcis et år siden fik Frankrig en ny undervisningsminister, og i sit første interview kaldte undervisningsministeren Édouard Geffray situationen i de franske skoler for “ekstremt bekymrende”. Han pegede på overfyldte klasser og elevernes dårlige mentale helbred. Siden årets skolestart har eleverne uddybet problemerne: Sveddryppende eller iskolde klasseværelser, lange skoledage, dårlige faciliteter og manglende lærere.
De konkrete problemer har også en mere eksistentiel dimension. De unge kæmper for en fremtid, som de i stigende grad føler er uden for deres rækkevidde. Ikke kun på grund af deres uddannelsessystem, men på grund af systemerne, som skaber stigende ulighed og en klimakrise, der er ude af kontrol.
At de kæmper for deres fremtid på gaden, bør ikke komme som en overraskelse. Det er noget, de har lært i skolen, hvor både Den franske revolution og Majrevolten 1968 er på pensum.
Landets præsident Emmanuel Macron manede søndag aften til “ro og orden”, men befolkningen er umiddelbart på demonstranternes, ikke regeringens, side. En meningsmåling fra sidste uge viste, at 57 pct. af befolkningen støttede deres demonstrationer, mens 33 pct. var imod. Kun 17 pct. af befolkningen har en positiv opfattelse af præsidenten.
Spørgsmålet er, om den offentlige støtte til henholdsvis demonstranter og præsidenten ændrer sig efter denne weekend. For de eneste, der kan bruge billederne fra weekendens demonstrationer til noget, er tilsyneladende det nationalistiske parti Rassemblement National. De er godt i gang med at klippe dem sammen til indhold til de sociale medier, der vækker både frygt og forargelse. Dette kaos er et problem skabt af den nuværende regering, lyder det højreekstremistiske partis budskab. Det er muligvis rigtigt, men Rassemblement National har – som skoleeleverne selv påpeger – ikke løsningerne. /Emilie Ewald