Bolsonaros bibel

Nok er Brasiliens tidligere præsident Jair Bolsonaro blevet idømt 27 års fængsel, men bolsonarismen er langt fra død. Ældstesønnen Flávio Bolsonaro har grebet den højrenationalistiske stafet og står – hvis man skal tro meningsmålingerne – til at besejre den aldrende præsident Lula ved søndagens valg. Dermed hjemsøger en række gamle antimodernistiske spøgelser atter brasiliansk politik: Står det til Bolsonaro-familien og dens vælgere, skal konservative kristne familieværdier på ny gøres til Brasiliens bankende hjerte.

Skal man forstå, hvorfor Flávio Bolsonaro pludselig er trådt frem som Lulas førsteudfordrer, er familiens – eller klanens – politiske betydning da netop også vigtig at fremhæve, pointerer Georg Walter Wink, lektor i Latinamerika på Københavns Universitet. Han har bl.a. skrevet bogen Brazil, Land of the Past om det ydre højres ideologiske rødder i Brasilien, ligesom han står i spidsen for Centre for the Study of Global Nationalisms.

“De har virkelig forsøgt at opbygge Flávio som en mere seriøs udgave af hans far. Mere dedikeret, mindre kolerisk. Ligesom det er vigtigt, når man tænker på de traditionelle familieværdier, at han er den førstefødte. Han ligner endda sin far i fysikken, som var han en frisk udgave af Jair Bolsonaro i sine bedste år. Det er en subtil strategi, men den er fordelagtig.”

Normalt taler man i Brasilien om de tre b’er i parlamentet, som traditionelt støtter det konservative højre, forklarer Wink: bala, boi og bíblia – altså kugler (pro-våben-bevægelsen), oksekød (landbruget) og biblen (de kristne). Passende kan man dog også tale om en fjerde, meget væsentlig magtfaktor i brasiliansk politik, nemlig familien. Det er ofte familiemedlemmer, som støtter hinanden i parlamentet, og som dermed opretholder politiske dynastier. Her er Bolsonaro-familien ingen undtagelse.

Flávio er den nye kransekagefigur, men forsøget på at holde liv i bolsonarismen er i høj grad en fælles indsats. Lillebror Carlos står fx for SoMe-kampagner og troldefabrikker, lillebror Eduardo holder en ideologisk lobby-forbindelse til USA, mens Flávios kone Fernanda og stedmor Michelle sikrer popularitet blandt særligt de kristne kvindelige vælgere. Og selvom Jair Bolsonaro som følge af sin fængselsdom ikke må blande sig i den aktuelle valgkamp, er en KI-genereret udgave af ham alligevel poppet op i en kampagnevideo, hvor han overdrager sin gudsgivne mission til sønnen.

Woke kolonialisme 

Men hvad er det så for en gudsgiven mission, Flávio Bolsonaro nu skal fortsætte?

Har man tidligere fulgt Jair Bolsonaros populistiske tirader, vil man også vide, at han i klassisk højreekstremistisk stil harcelerer mod alt fra migranter til homoseksuelle og menneskerettigheder – endda med formuleringer, som om muligt virker mere ekstreme end selv Donald Trumps. Alt, hvad der kan betegnes som moderne – eller som et produkt af statens indgriben – bliver mistænkeliggjort. Hvilket ifølge Georg Walter Wink er del af en bevidst ideologisk drejebog:

“Hvad den nye højrefløj i Brasilien kapitaliserer på, er, at man kalder alle de ‘moderne’ eller ‘woke’ idéer – som relativerer forholdet mellem køns- og familiehierarkier – en slags ny kolonialisme fra vesten. Som modsvar vil man bevare den ‘ægte’ idé om den gamle europæiske civilisation, som altså er den kristne kulturs orden – med alt, hvad den indebærer.”

Idéhistorisk trækker Bolsonaro-familiens kristenkonservative tænkning tråde helt tilbage til 1920’ernes Brasilien, hvor en anti-modernistisk katolsk filosofi kaldet ‘integrisme’ begyndte at blive særligt indflydelsesrig. Som en modreaktion på tidens store sociale forandringer, der bl.a. var et produkt af industrialiseringen og sekulariseringen, drømte man sig tilbage til en tid, hvor Guds orden stod anderledes fastnaglet. Siden da har netop den drøm levet videre i den brasilianske højrefløj. Eksempelvis også under militærkuppet i 1960’erne, der – ligesom med Francisco Francos samtidige fascisme i Spanien – havde et stærkt katolsk islæt.

Samtidig nævner Wink den politiske filosof Eric Voegelin som et ideologisk forbillede for bolsonarismen. Voegelin argumenterede bl.a. for, at menneskets sande belønning ligger i livet efter døden. Derfor må man pænt udholde sine lidelser i det jordiske liv og ikke forsøge at forbedre tingenes tilstand nu og her. Alt skal bevares, som det er, da det ellers vil gå imod Guds plan. Hvilket afspejler sig i det højreekstreme politiske projekt:

“Flávio Bolsonaro ville selvfølgelig aldrig sige det direkte. Men det er på sin vis baggrunden for idéen om, at man ikke har brug for staten eller noget socialt sikkerhedsnet. Alt afhænger af det enkelte individ, for det er Guds plan,” forklarer Walter Wink.

Lula-lede

En af Flávio Bolsonaros store styrker er måske netop, at han ved, hvornår ting skal forblive usagte. Samtidig har han i større grad end sin far en evne til at udstråle pragmatisme og mådehold. Eksempelvis kom det for mange som en overraskelse, da Flávio for nylig afviste at ville gøre sin bror Eduardo til udenrigsminister. Ifølge Georg Walter Wink skal det dog sandsynligvis ses som en olivengren til landbrugsindustrien, der ellers havde frygtet, hvad en så kontroversiel udnævnelse ville betyde for den vitale fødevareeksport.

Ser man på Flávios CV, er han med sin jurauddannelse og sin fortid som senator da også en relativt seriøs kandidat, som – måske endda bedre end sin far – kan overbevise folk om, at han vil være en tilsvarende seriøs præsident. Men dermed ikke sagt, at han ikke også har skeletter i skabet. Tidligere er Flávio Bolsonaro blevet beskyldt for at kanalisere offentlige midler til sikkerhedsindustrien, som har overlap med den organiserede kriminalitet i Brasilien. Tilsvarende er han under sin tid i parlamentet i Rio de Janeiro blevet beskyldt for at have ansat folk med forbindelser til den berygtede militsleder Adriano da Nóbrega.

“Jeg tror faktisk, at han er meget farligere end sin far. Også fordi han ved, hvordan han skal tale med medierne. Han laver ikke nogle billige provokationer, han er mere taktisk”, pointerer Wink.

På nærmest paradoksal vis har Bolsonaro-familien formået at gøre sig spiselig for en stor del af den brasilianske vælgerskare. Også selvom Flávio Bolsonaro på papiret mest er en kandidat, som taler til de rige, hvide og evangelikale brasilianere, der drømmer sig tilbage til tidligere konservative verdensordener. Hvilket – kunne man argumentere – måske lige så meget vidner om præsident Lulas og venstrefløjspartiet Partido dos Trabalhadores voksende upopularitet.

Spørger man Georg Walter Wink, har den politiske elite, som Lula repræsenterer, i hvert fald tabt følingen med mange almindelige brasilianere. Drømmen om utopiske progressive sociale reformer har fx rimet dårligt med den fattige favela-realitet, hvor livet mest handler om at overleve fra dag til dag i et af verdens mest ulige samfund:

“Latinamerika har altid været et sted, hvor man har projiceret sociale utopier. Man har villet lave de bedste forfatninger, de bedste miljølovgivninger, de bedste borgerrettigheder – men det har ikke hjulpet nogen, fordi utopien ikke kan realiseres. Og jeg tror, at den her trang til at udvikle Brasilien har virket fremmedgørende på en stor del af befolkningen, som slet ikke deltager i den indsats.”

Tilbage står højreekstremismen. Selv hvis Flávio Bolsonaro skulle tabe søndagens valg, er det sandsynligvis bare et spørgsmål om tid, før den alligevel sejrer. Problemet for venstrefløjen er i hvert fald, at Lula umuligt kan indfri vælgernes forventninger med en kongres kontrolleret af højrefløjen og snævre begrænsninger i statsbudgettet. De næste fire år vil hans upopularitet derfor kun stige. Og endnu mere bekymrende vil han efterlade et katastrofalt magtvakuum, argumenterer Wink:

“Folk i Brasilien siger, at Lula er så indflydelsesrig, at intet kan gro i hans skygge. Det er meget rigtigt. Der er absolut ingen, som kan erstatte ham.”

Til sammenligning kan højrefløjen i Brasilien fint leve videre uden bolsonarismen. En anden familie skal nok stå klar til at prædike bala, boi og bíblia – og til at drømme sig tilbage til en guddommelig orden, som giver forudsigelige svar i en kaotisk verden. /David Dragsted