Så længe der er modstand

Man skal efterhånden bladre længe i aviserne for at finde overskrifter om Gaza. Måske fordi den såkaldte våbenhvile mellem Israel og Hamas, der trådte i kraft i oktober 2025, giver et falsk indtryk af, at situationen er blevet mærkbart bedre.

Det mærker palæstinenserne dog ikke. Mens vinteren banker på, har nedskæringer tvunget Verdensfødevareprogrammet (WFP) til at reducere deres fødevarehjælp i Gaza med en tredjedel. I sidste uge blokerede Israel midlertidigt for import af kommercielle varer, hvilket har skudt priserne på basale fornødenheder i vejret. Al Jazeera skriver i dag om en mor, der må servere brød dyppet i te for sine børn, fordi en bakke æg koster 60 shekel (ca. 130 kr.).

Fire palæstinensere er ifølge Gazas sundhedsmyndigheder blevet dræbt inden for få døgn. En af dem er en 17-årig dreng, som det israelske militær skød i byen Khan Younis. Siden “våbenhvilen” er 1.522 palæstinensere blevet dræbt i israelske angreb.

Vi kan skyde skylden på krigsforbryderen Netanyahu, lade os forarge af den rabiate nationale sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir eller insistere på et naivt håb om, at det israelske parlamentsvalg næste uge vil fremtvinge et mere retfærdigt regime. Men når alt kommer til alt, peger samvittighedens sorte pil på os selv.

Israels folkedrab kunne ikke være sket uden milliardbevillinger fra skiftende amerikanske regeringer samt diplomatisk tøven og udenomssnak fra de europæiske ledere. For ikke at tale om våbendele sendt til det israelske krigsmaskineri fra producenter i Storbritannien, Tyskland og forsvarsvirksomheden Termas fabrik i Søborg.

Britiske Novara Media havde forleden besøg af den egyptisk-amerikanske forfatter Omar El Akkad, som sidste år udgav en bog om Israels folkedrab med den sigende titel: En dag vil alle altid have været imod det her. Bogen handler faktisk mest om Vesten, siger Akkad: “Det er en bog om kløften mellem Vesten, som den er blevet solgt til mig med idéerne om universelle menneskerettigheder og grundlæggende menneskelig værdighed og lighed, og Vesten, som jeg nu forstår den.” Han tilføjer: “Det var ikke droner, der dræbte de palæstinensiske børn, det var mine skattekroner.”

Forfatterens verdenssyn er ikke optimistisk. Men på et tidspunkt kredser samtalen om de demonstranter, der går på gaden, og aktivister, der blokerer våbenfabrikker. Budskabet er, at så længe der er modstand, er der håb endnu: “Hver dag vågner jeg og ser folk, der gør ting – individuelt eller i solidaritet med hinanden – der ikke bare ændrer verden, men som gør det imod overvældende ressourcer og overvældende magt. Der er mennesker på denne klode, der med et enkelt telefonopkald kan ændre mere, end jeg kan på en hel levetid – og de gør det ikke. Mange, fordi de ikke ser det som en politisk interesse. Når folk råber op, ændrer det den politiske kalkyle.”

Hykleriet – og håbet – holder ved. /Claes T. Sørensen