Kære læser

Alle døre er åbne

Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Umiddelbart begyndte det som Moderaternes våde drøm: Aula blev midlertidigt lukket, og momentant kunne forældre glæde sig over ikke at skulle forholde sig til frustrerende fællesbeskeder om Mia-Majas forsvundne hue. Ja, eller omvendt – og mærkeligt nok – begræde det. For som en tilfældig far ekstremt tidstypisk sagde til TV 2 om Aulas nedbrud: “Det gør mig utryg.”

Sådan skal det vel være, når det er blevet så à la mode at tænke i alarmistiske krisetermer, at DR ligefrem har gjort det til et efterårstema under overskriften “Sammen om beredskab” – og lancerer mærkværdige reality-programmer om at preppe. Det er i den forstand gået præcis sådan med vores angstprovokerende risikosamfund, som den tyske sociolog Ulrich Beck allerede spåede tilbage i 1980’erne: “Risikosamfundet er et katastrofesamfund, hvor undtagelsestilstanden truer med at blive normaltilstanden.”

Den nye normal er at åbne en app, konstatere at den ikke virker, og straks gå i panik over, at man aldrig fik købt den dumme dåsemad til tre dages overlevelse, nu hvor hele lortet øjensynligt er ved at ramle…

…Men altså, den her gang er der så faktisk også grund til at blive bare en kende bekymret over app-sammenbruddet. Hurtigt skulle det i hvert fald vise sig, at situationen var så uendeligt meget større og mere alvorlig, end hvad danske forældre med Aula-problemer måske i første omgang troede.

En sikkerhedsbrist i programmeringssproget PHP (som i øvrigt oprindeligt er udviklet af dansk-canadiske Rasmus Lerdorf) betød, at op mod 70 pct. af alle hjemmesider på internettet pludselig stod åbne for potentielle angreb. Det har noget med tekniske ting som servere og Remote Code Execution at gøre, men heldigvis forklarer it-sikkerhedsspecialist ved CSIS Security Group Jan Kaastrup meget godt til DR, hvorfor os lægmænd også bør panikke:

“Det er en historisk begivenhed. Forestil jer, at man har fundet en universalnøgle til 70 procent af alle hoveddøre i hele verden, så man kan bryde igennem dem, og så forestil jer samtidig, at alle fra hele verden kan gøre det.”

Det lyder, rigtigt nok, som en lidt uhensigtsmæssig situation – og som om it-verdenens svar på låsesmede får pænt travlt i den kommende tid.

Indtil videre er det ikke til at sige, hvad konsekvenserne af sikkerhedsbristet vil være. Ufattelige mængder fortrolige data er næsten utvivlsomt blevet tilgået af folk, som ikke skulle have haft adgang til dem. It-sikkerhedsvirksomheden Cloudflare har eksempelvis allerede registreret flere millioner forsøg på at udnytte PHP-hullet, mens sikkerhedsrisikoen scorer hele 9,2 ud af 10 i det såkaldte Common Vulnerability Scoring System. Og som professor Alan Woodward, cybersikkerhedsekspert ved Surrey University, siger til The Guardian:

“Det bekymrende er, at der vil være en lang række hjemmesider, der måske ikke vedligeholdes lige så godt, og som vil forblive sårbare, hvilket betyder, at vi kan komme til at se uger og måneder med vedvarende angreb. Hvad angår de store, attraktive mål, håber jeg inderligt, at de bliver opdateret hurtigt […] Der er et kapløb i gang, og nogle mennesker ved desværre ikke engang, at de er med i kapløbet.”

Vi må give Aula-far ret: Det gør os utrygge. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12