Andrej Isakovic/AFP/Ritzau Scanpix
Nogle mandage er bedre end andre. Mandag den 26. oktober 2026 vil forhåbentlig blive husket som dagen derpå, at hele to højrenationalistiske bevægelser fik et ordentligt nyrestød.
I Brasilien havde frygten ellers været altoverskyggende: Som vi henover den forgangne uge har beskrevet i Føljeton, stod den fascistoide fars-dreng Flávio Bolsonaro til at besejre venstrefløjsikonet Lula, med potentielt katastrofale konsekvenser for Brasilien. Aldrig før er det sket i landets historie, at en præsidentkandidat har tabt første valgrunde og alligevel har kunnet kalde sig ultimativ sejrsherre. På mirakuløs vis har Lula dog nu sikret sig sin fjerde præsidentperiode.
I løbet af bare tre uger har den 80-årige Lula fået vendt situationen fuldkomment i verdens fjerdestørste demokrati – og dermed fået udsat den frygtede bolsonaristisk-fascistiske tilbagekomst. Alt tyder dog på, at der fortsat venter venstrefløjspræsidenten et benhårdt stykke arbejde. Med et konservativt flertal i den brasilianske kongres bliver Lulas politiske manøvrerum begrænset, mens Flávio Bolsonaro tydeligvis ikke har tænkt sig at give op uden kamp.
Knap nok var Lula blevet udråbt som valgets vinder, før Bolsonaro meddelte, at han nægter at anerkende resultatet, og at han vil forsøge at få annulleret præsidentvalget. Hvilket vækker semi-ildevarslende associationer til den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müllers pointe om, at et demokratis styrke også bliver testet ved, hvordan taberen agerer. Forhåbentlig bliver Flávio Bolsonaros taberbrok dog afvist hurtigere, end de jublende Lula-vælgere kan nå at bunde en velfortjent caipirinha.
Væk, Vučić
Anderledes utvetydig var den nu afgående præsident Aleksandar Vučićs reaktion på søndagens valg i Serbien. Allerede længe før der forelå nogen endelig stemmeoptælling, erkendte den mangeårige pseudo-diktator sit nederlag til den studenterdrevne protestbevægelse, som har vendt op og ned på serbisk politik. Det er gennemført vildt – og mindst lige så opsigtsvækkende, som da Viktor Orbán tidligere på året blev sendt på porten i Ungarn.
Er man ikke knivskarp på serbiske forhold, kommer her en lynhurtig (og nødvendigt forsimplet) opsummering:
I over et årti har Aleksandar Vučić styret Serbien med en hård, tilstræbt autokratisk og desuden pro-russisk hånd. Som flere forskellige serbiske eksperter også forklarede, da Føljeton besøgte Beograd i 2023, har Vučić løbende forsøgt at omgå de demokratiske systemer i landet og at konsolidere sin egen magt med vennetjenester, propagandamedier og forskellige intimideringstaktikker. I 2024 led Vučićs suverænitet imidlertid et begyndende knæk, da et dårligt renoveret halvtag kollapsede på en togstation i Novi Sad og dræbte 16 mennesker. Tragedien kickstartede landsdækkende demonstrationer mod den omfattende og vedvarende korruption, som har skabt problemerne med den offentlige infrastruktur. Og herfra tog den generelle utilfredshed med Vučićs regime ellers fart.
I hjertet af protesterne har stået den studenterbevægelse, som nu kan sætte sig på magten i Serbien. Ganske opsigtsvækkende er de opstillede kandidater for studenterlisten (Studentska lista) fx læger, universitetsprofessorer og deslige, som ikke kommer fra det politiske system. Den kommende premierminister ser eksempelvis ud til at blive kardiologen Ilija Srdanović, som nu vil stå i spidsen for den mest teknokratisk-eksperimenterende regering i Europa. Højrepopulismen er simpelthen blevet besejret af kloge hoveder med folkelig opbakning. Selvom vi er gået på vintertid, begynder det at lysne. /David Dragsted