Plakat for science fiction-filmen Metropolis, 1927. Wikimedia Commons
Et af de mest ikoniske citater fra Star Trek-franchisen – måske kun overgået af Spocks “Live long and prosper” – er den meddelelse, som cyborg-racen Borg udsender, inden de erobrer og tvangsassimilerer andre kulturer: “Resistance is futile.” Eller på dansk: Modstand er nyttesløs.
Hører man de argumenter, som tilhængerne af kunstig intelligens benytter, skulle man tro, at de var inspireret af de onde cyborgs.
De nuværende KI-forkæmpere – og sådan nogle fås i mange former; fra præster til forfattere, som man kunne høre i fredagens P1 Debat – lader til at mene, at almindelige mennesker bare bør acceptere KI som et kriterium for livet og arbejdstilværelsen. For som forfatter Andrea Hejlskov fx sagde i debatten: “Jeg er bekymret for vores position som forfattere, hvis vi tager et rent puritansk standpunkt, og siger, at vi aldrig nogensinde kommer til at røre ved [KI]. For vi kan faktisk ikke forhindre, at vi kommer til at røre ved det.”
Konklusionen virker måske lidt overilet. At teknologien findes, er vel ikke nok til, at den skal tages i brug af skribenter, der – i værste fald – kan ende med at optræne deres egen erstatning.
Det lader KI-forkæmperne dog til at se stort på: “På den lange bane giver det ikke mening at være imod. Det vil svare lidt til, at man stopper udviklingen af en bil, fordi man synes, det er bedre at køre hestevogn. Men det bedste, man kan gøre, er at sætte sig ind i det. Dem, der ikke sætter sig ind i det, vælger at lade sig transportere på hestevognen, og de kommer ikke hurtigst frem,” lyder det fra en KI-boss til TV 2.
Det handler om effektivitet, om udvikling over alt. Og måske er det derfor, at Borg-argumentet går igen. Fremtiden er her, dit dumme, dumme menneske, KI er kommet for at blive, og det er nyttesløst at kæmpe imod, så tilpas dig!
Eller hvad?
Træder man et skridt tilbage, lader det egentlig ikke til, at folk er synderligt interesserede i at bruge KI. I en ny undersøgelse fra Trygfonden fortæller hver tredje dansker, at de i videst muligt omfang undgår at bruge kunstig intelligens. Mandag kunne man læse i Uniavisen, at folk, der bruger KI-sprogmodeller, risikerer ‘videnskollaps’ – fordi den information, sprogmodellerne præsenterer, er mindre retvisende og mere snæver end den information, man finder ved en almindelig internetsøgning. Og samme dag forbød forlaget Lindhardt og Ringhof al brug af kunstig intelligens i koncernen.
I august fandt forskere, at folk generelt foretrækker tekster skrevet af mennesker – men de fleste bedømmer alligevel KI-tekster, som de er blevet fortalt er skrevet af mennesker, til at være af en højere kvalitet end de reelt menneskeskrevne tekster: “KI-tekst er ofte mere direkte og nem at bearbejde. I kontrast er menneskeskrevne historier ofte mere subtile og komplekse,” lød forklaringen fra en af forskerne.
‘KI er nemt. Overgiv jer,’ siger cyborger og KI-forkæmpere i kor. Men folk har ikke overgivet sig. Menneskemærkatet vejer stadig tungere end maskinskreven effektivitet og lethed. Måske er modstand slet ikke nyttesløst. Måske er modstand menneskeligt. /Cecil Bank