Hvis man skøjtede lidt rundt på de sociale medier – herunder i særlig grad Twitter – i aftes mellem 20 og 21, kunne man konstatere, at flow-tv-stationen DR1 var i gang med at vise andet afsnit af tredje sæson af dramaserien Arvingerne. Folk kommenterede lystigt den melodramatiske serie under hashtagget #arvingerne. Hvis man ikke selv havde tid til at se serien, var det en udmærket måde at opleve den på, selv om alle bemærkninger måske ikke helt ydede den retfærdighed.
Cirka 20.45 begyndte der at dukke tweets op om en børnefødselsdag, som var lagt ind i dramaturgien. Og det er rigtigt; hvis man har fulgt en lille smule med og måske set første sæson og lidt af anden sæson, inden samtlige roller begyndte at opføre sig, som om de var psykotiske, vil man vide, at tredje sæson foregår tre år efter, hvor vi slap anden sæson. Det vil sige, at babyen Melody, som blev tabt i søen af sin crazy mor under et kunstigt flower-power-dåbsritual, nu er blevet tre, måske fire år. Det vil sige gammel nok til at have kammerater fra børnehaven på besøg i en celebrering, som er orkestreret af voksne – typisk fødselarens forældre.
Her på Føljeton er vi flere, som har en vis erfaring med børnefødselsdage. Tilsammen har vi formentlig været med til at afholde eller arrangere mellem 50 og 60 fødselsdage for børn op til 12 år. Man kan med rette sige, at vi har en vis erfaring med det. Af samme grund blev vi lidt interesserede i, hvordan Melodys børnefødselsdag i Arvingerne løber af stabelen. Og først og fremmest: er den troværdig? Her følger tre nedslag i afviklingen af selve fødselsdagen uden smålig skelen til, hvad der ellers skete i afsnittet.
Ud i skoven
På Twitter var der i hvert fald en, der oplevede Melodys fødselsdag, som om den foregik i realtid. Det passer ikke helt. Det, man ser, varer i alt fem minutter. Først tager Emil, som er lillebroren i den voksne søskendeflok, børnene ud i den lidt efterårsuhyggelige skov uden for familiens herregård. Så vidt vi kunne se, var der syv børn. Det er fornuftigt. Syv er et godt tal. De syv dværge. 14 havde været for mange, og de ville ikke alle sammen kunne have været i billedet. Vi noterede os, at de alle havde flyverdragter på. Det virkede en smule utroværdigt. Det er et kæmpearbejde at få syv børn i den alder ned i flyverdragter, og vi tvivler på, at hverken Emil, Frederik, Gro eller Signe ville gide gøre det. Jo, måske Signe. Men da det samtidig ikke så ud til at være rigtig vinter, ville flyverdragter være overkill, og deres forældre ville ikke aflevere dem i sådan en indpakning.
I det hele taget er det tvivlsomt i dagens Danmark – og med ‘alt det, man jo hører’ – at nogle fynske forældre (serien foregår på Fyn) kunne drømme om at aflevere deres børn til nogle fremmede i et par timer. Børnene ville formentlig heller ikke bryde sig om det. Næ, alle forældrene ville blive under hele fødselsdagen. Men af dramaturgiske årsager går det naturligvis ikke. Seeren har nok at gøre med at holde styr på de mange hovedroller.
Børnene møder hr. Ræv
Emil tager børnene ud på en skattejagt. Men skattejagten virker ret kompliceret, når man tager i betragtning, at den er lavet til denne aldersgruppe. Det er noget med nogle nøgler, som de små skal finde. I den alder vil de bare have en lille nem quiz eller et skattekort. Mens Emil går rundt med børnene, klæder advokatbroren Frederik Grønnegaard sig ud som en ræv, og da børnene kommer ind til ham i en skurvogn i baghaven, bliver han præsenteret som hr. Ræv. Men seriens motor – melodramaet, der bliver afløst af psykodrama, der igen bliver afløst af melodrama – gør, at hr. Ræv er helt ude af den. Frederiks datter er nemlig forsvundet. Han virker fucked up, som han sidder og fumler med sin smartphone, og han ser på børnene med fuldstændig forvildede øjne. Det har de ikke noget problem med. Måske synes de ligefrem, at hr. Ræv er sød. Den køber vi ikke. Rigtige børn har et stærkt sanseapparat. Rigtige børn til en rigtig børnefødselsdag ville løbe skrigende bort, og deres forældre, som jo ville have været til stede, havde virkelig haft noget at snakke om under afhentning og aflevering i børnehaven i de næste måneder.
Afslutning
Endelig kommer børnene indenfor i det store uhyggelige hus, hvor den her mærkelige søskendeflok holder til. Det ser ikke ud til, at de har fået hverken vådt eller tørt. Saftevand? Slik? Boller? Ingenting. I stedet bliver de sat til at spille på ”magiske” instrumenter. Børnene virker passive. Man kan ikke engang sige, at de virker artige. De er bare passive – eller måske er apatiske et mere præcist ord. Ved en rigtig børnefødselsdag ville nogle af børnene nægte at spille på de åndssvage instrumenter og andre ville stille en masse spørgsmål. De ville også finde det ubehageligt, at alle de her søskende omkring dem synger med på den latterlige vuggestueagtige fødselsdagssang, når man tydeligt kan mærke, at de (de voksne) har en masse problemer, som de undertrykker for at forsøge at være til stede i nuet.
Da forældrene kommer for at hente børnene, virker de også sløve, nærmest zombieagtige. Den køber vi heller ikke. De ville spørge ind til, hvordan fødselsdagen præcis var forløbet, og de voksne, der stod for fødselsdagen, ville svare minutiøst for at undgå forviklinger eller mistanker om, at der er sket noget, som ikke burde være sket. Hvis et barn for eksempel er faldet ude i skoven, skal det frem i lyset med det samme. Så alt i alt tror vi ikke, at børnene har hygget sig særlig godt. Vi tror heller ikke, at lige de her voksne – Gro, Emil, Frederik og Signe, som de hedder – ville have taget sig tid til at lave en så kompleks skattejagt. Der er jo tale om folk, som er helt usædvanligt selvcentrerede. Føljeton giver fødselsdagen to stjerner ud af seks mulige.