Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix
Israelsk politik føles mere og mere som at glo ned i dybet af en dunkel kollektiv underbevidsthed, hvor almene fornuftsprincipper er sat ud af spil. Hvor had mod ‘de andre’, frygt for terrorister og en dybfølt længsel efter sikkerhed afgør, hvor den sitrende hånd sætter sit kryds.
I skrivende stund ligner gårsdagens parlamentsvalg dødt løb mellem Netanyahus højreekstreme koalition og oppositionspartierne anført af den tidligere stabschef for IDF Gadi Eisenkot. Optællingen indikerer indtil videre, at ingen af kandidaterne kan mønstre de 60 pladser i Knesset, der kræves for et flertal. Altså med mindre Eisenkot bryder sit løfte om ikke at danne en alliance med de arabisk-israelske partier Ra’am og Fælles Liste, der står til næsten at fordoble deres mandater.
Eisenkot, der selv mistede en søn i Gaza i 2024, har under valgkampen heftigt kritiseret den siddende premierminister for ikke at gøre nok for at forhindre Hamas’ angreb d. 7. oktober 2023 og hente de israelske gidsler hjem. Men regeringens ansvar for mindst 75.000 palæstinenseres død har hverken han eller hans allierede nævnt med et ord. Nok fordi det langt hen ad vejen er hans egen politik.
Det var Eisenkot, som opfandt den såkaldte Dahiya-doktrin, som Israels militær som minimum har fulgt siden deres bombardementer i Libanon i 2006. Strategien går ud på at opnå militære mål ved at sønderbombe civile boligkvarterer. Som generalen selv sagde i 2008 med ord, der fremstår uhyggeligt profetiske for Israels fremfærd i Gaza de sidste tre år: “Hvad der skete i Dahiya-kvarteret… vil ske i hver by, som Israel bliver beskudt fra… Fra vores synspunkt er de ikke civile landsbyer, men militærbaser.”
Som en diffus sikkerhedstrussel har Gaza været valgkampens altoverskyggende tema. Men Israels eget ansvar er komplet fraværende i den offentlige debat: “Ingen snakker om Israels ansvar eller forbrydelser. Der er en form for konsensus, en stiltiende accept om folkedrabet, som vores hær begår,” siger Yair Dvir, talsmand for den israelske NGO B’Tselem, til mediet El Pais.
En undtagelse er venstrefløjspartiet Fælles Liste, som for en uge siden delte en video, der viser Gazas ødelæggelser ledsaget af en stemme: “Vi handler, som om alt der et sket her er fuldstændig normalt. Som om titusindvis af mennesker ikke blev dræbt her.”
Hvad får et samfund til at fare vild på umenneskelighedens overdrev? Medierne er nok en væsentlig del af forklaringen. Tidligere på måneden udgav FN’s særlige rapportør for de besatte palæstinensiske områder, Francesca Albanese, rapporten med titlen Truth Under The Rubble: Media in The Time of Genocide.
Albanese beskriver, hvordan Israels undertrykkelse af den fri presse har givet israelerne – og store dele af det internationale samfund – et forvrænget indtryk af virkeligheden i Gaza. Drabet på palæstinensiske journalister, statscensur og blokaden for den internationale presse har sammen bidraget til en situation, hvor “ødelæggelsen af sandheden er blevet en integreret del af ødelæggelsen af et folk.”
For mange israelere vil et farvel til Netanyahu være en frigørelse fra korruption og tyranni. Set med palæstinensiske øjne fra Gaza og Vestbredden vil alternativet være godt det samme. /Claes T. Sørensen