Midtvejs i mismod

Priserne stiger, og tilliden til politikerne skrumper. Ved dagens midtvejsvalg skal det vise sig, hvem vælgerne vil straffe. Og hvor mange, der rent faktisk møder op; hvor mange, der overhovedet gider dumpe politikerne. Rollemodellerne er for længst faldet fra.

Demokraterne optræder med voksende sejrssikkerhed. Meningsmålingerne giver dem gode muligheder i flere afgørende stater, og mange af kandidaterne lyder som en blanding af tandpastasmilende vækkelsesprædikanter og vandkæmmede salgsrejsende. De hepper på sig selv.

Men reelt får Demokraterne størst hjælp af det udbredte mismod på højrefløjen.

Republikanerne skal have alle dem afsted, der har opgivet ævred. Trump lovede at sænke priserne og dræne sumpen i Washington. Nu skal hans kandidater bede om endnu en chance, mens leveomkostningerne stiger, og mistanken om korruption rammer deres egne.

På nettets højrefløj kaldes den omsiggribende opgivenhed for at være ’blackpilled’: Man mener at have gennemskuet systemet, men tror ikke længere på, at det kan ændres. Og denne gang er ikke engang hjælp at hente fra de toneangivende stemmer i manosfæren. Fra dem, der taler til de unge mænd, som hjalp Trump tilbage ind i Det Hvide Hus.

I oktober havde podcastværten og stærkmanden Joe Rogan besøg af Michael Douglas, den nu 82-årige skuespiller, som spillede finansmanden Gordon Gekko i filmen Wall Street fra 1987.

“Gordon Gekko var en helt,” sagde Rogan.

Douglas mindede om, at han faktisk spillede en skurk. Men finansfolkene så – ligesom Joe Rogan – kun filmen som en hyldest.  Advarslen var på spejlvendt vis blevet et forbillede.

Douglas havde endda studeret Donald Trumps tv-optrædener, da han forberedte rollen. Men ikke længere. Manden bag Gekko beklagede sig nu over, at politik var blevet et “profitcenter”. Han nævnte lobbyisterne, aktiehandlerne og korruptionen. Overfor sad en mand, der selv havde anbefalet Trump.

Grådighedens fallit

Desillusionen er den nye amerikanske drøm. De seneste ugers valgkamp har vippet mellem tyndslidt håb og ophobet skuffelse, mens kandidaterne har forsøgt at sælge vælgerne endnu en forestilling om forandring.

“Amerika er et gigantisk hologram,” skrev den franske filosof Jean Baudrillard i bogen Amerika (1986). Hele landets forelskelse i penge og skuffelse over magten kunne flimre frem i en enkelt samtale. Hos Rogan sad skuespilleren bag grådighedens mest berømte ansigt og beklagede korruptionen over for en af Trumps anbefalere.

Baudrillards tænkning var en af referencerne for filmen The Matrix, som højrefløjen siden tog til sig. Filmens røde pille blev et billede på at gennemskue medierne og magthaverne. Man kunne være helten, mens alle andre sov videre.

I fortsættelsen, The Matrix Resurrections, er heltens gamle oprør blevet et computerspil, som systemet tjener penge på. Selskabet vil have en efterfølger. Også Trump fik sin fortsættelse, anbefalet af Rogan. Nu ville Douglas høre, hvordan han havde det med tingenes tilstand:

“Jeg bryder mig ikke om krigen mod Iran,” svarede Rogan.

Krigen er et hængedynd uden nogen udvej. Netop det, Trump havde lovet at holde USA ude af. Rogan støtter ganske vist også grænsekontrollen, men har mere end svært ved at forsvare maskerede, militariserede styrker i amerikanske gader. Faktisk har han meget lidt positivt at sige om Trump, nok kun undergået af fortsat illusionsløs kritik af Demokraterne.

Michael Douglas interesserer sig som resten af den hvide politiske mandeverden særligt for kandidaterne i Texas, den skarpeste slagmark her ved tirsdagens midtvejsvalg. Mistilliden kan nemlig få kontante følger i en delstat, hvor Demokraterne ikke har vundet et valg på delstatsplan siden 1994.

Duellen i Texas

Den demokratiske udfordrer hedder James Talarico. Han er 37 år, tidligere skolelærer, læser til præst og fører valgkamp mod milliardærernes greb om politik. Hans budskab er, at amerikanerne har svært ved at betale regningerne, fordi magthaverne har for travlt med at stoppe penge i egen lomme og sørge for deres velhavende sponsorer.

Overfor står Republikanernes veletablerede Ken Paxton, delstatens øverste juridiske embedsmand, som hans egne partifæller i Repræsentanternes Hus stillede for en rigsret efter anklager om embedsmisbrug. Delstatens senat frikendte ham. Nu søger han forfremmelse til Washington.

Den fromme demokrat vil gøre grådigheden til en grund til at stemme magthaverne ud. Paxton må håbe, at vælgerne ser gennem skandalerne og alligevel stemmer på ham.

I januar præsenterede Talarico sit antikorruptionsprogram uden for Paxtons kontor. Han vil blandt andet forbyde kongresmedlemmer at handle med enkeltaktier. Det er et konkret indgreb mod den politik som profitcenter, Douglas beklagede sig over hos Rogan.

Men kan Talarico gøre mistilliden til en grund til at stemme på ham? Eller nøjes skuffede republikanere med at opgive Paxton?

Vicepræsident JD Vance har advaret unge konservative mod at blive så blackpilled, at de opgiver at deltage. I Texas forsøger Talarico at gøre skuffelsen til en grund til at stemme på Demokraterne. Paxton skal håbe, at han bliver set som et ekko af Gekko, og vel at mærke som den spejlvendte helteskikkelse fra 1980’erne.

I nat begynder optællingen af dem, der på den ene side lod sig overtale, og dem, der på den anden side valgte bare at blive hjemme foran skærmen. Sofavælgerne står til en jordskredssejr mange steder i Amerika. /Lars Trier Mogensen